GFR Fokus: Roskilde Festival 2012 – 10 korte anbefalinger fra det uoverskuelige menukort

0
1140
views

Her på falderebet op til festivalstart, har vi rystet plakaten en sidste gang og i fællesskab fundet nogle navne, der af forskellige årsager ikke kom med i vores andre blogs, men som kunne være værd at tjekke ud. Så hvis du ikke allerede er mættet: Her følger endnu 10 specialiteter fra Roskilde Festivals bugnende menukort anno 2012.

Judas:

Sage Francis, Cosmopol, fredag 15.45
Den amerikanske beat-poet og indie-rapper Sage Francis får lidt spalteplads, selv om han egentlig ikke befinder sig i klassisk rockland – og så alligevel. Selv om Francis gør sig i spoken word og rap, er musikken ofte rock-orienteret, og den skæggede mand har udgivet flere albums på punk-selskabet Epitaph. Her i rockens grænseland kan man til gengæld opleve en både begavet og engageret kunstner, der gennem sin stemme giver stof til både eftertanke og indignation. Det er også blevet til samarbejder med både Will Oldham og Mark Linkous.

Lee Ranaldo, Odeon, fredag 21.00
Guitaristen fra legendariske Sonic Youth er gået solo mens støjrock-ikonerne holder pause. Det gør han med veltillavet alternativ guitarrock – og man kan nok forvente nogle imponerende guitarudgydelser fra Ranaldo, ud over nogle velskrevne sange. I år er udkommet soloalbummet ’Between the Times and the Tides’, som ikke er nogen rockrevolution, men til gengæld solidt håndværk fra en af de seneste 30 års definerende rockguitarister.

Devildriver, Arena, fredag 21.00
Samtidig med Lee Ranaldo spiller op på Odeon, angriber Devildriver Arena-scenen. Det gør de med en heftig blanding af melodisk dødsmetal og grooves fra thrash og hardcore. Californierne udgav sidste år deres 5.album, ’Beast’, så det er et rutineret band der går på scenen fredag aften. Der skulle også være nyt materiale på vej. Forvent grooves, brøl og headbanging i store mængder når Dez Fafara og co. skruer op for højtalerne. Hvis du er til metal, så er Devildriver et af de bands du skal svinge forbi.

The Vaccines, Odeon, fredag 23.00
The Vaccines er flabet engelsk rock’n’roll i familie med bunker af andre the-bands, der er slået igennem de seneste år. Englænderne markerede sig positivt med debut-skiven ’What did You Expect from the Vaccines?’, hvorpå der var en række catchy rocksange at finde – blandt andre ’Post Break-Up Sex’ og ’If You Wanna’. Det er ukompliceret, energisk og medrivende og egner sig helt sikkert godt til en sen fredag aften. Bandet skulle i øvrigt være på vej med album nummer 2, så der er nok også smagsprøver herfra.

R. Stevie Moore, Gloria, søndag 17.00
R. Stevie Moore er en af den slags excentriske kunstnere Roskilde ryster ud af ærmet et par gange hvert år. Den 60-årige amerikaner har produceret bunker af udgivelser indspillet i egen lejlighed, og kan selv spille både guitar, keyboard, bass og trommer. Første gang han nogensinde tog på turné var sidste år. Hans musik kan bedst betegnes som en art eksperimenterende lo-fi pop/rock, ind i mellem med særdeles stærke melodier. Er du til skæv pop-rock og kunne du tænke dig at opleve en excentrisk legende, så tjek Moore ud søndag. Hans musik egner sig fint til tømmermænd.

Kodi:

Dry The River, Odeon, lørdag 13.00
Britisk Indie-Folkrock? Er det da lige dig, så der er mulighed for at få et effektivt fix tidligt lørdag. Bandet er relative nykommere, men har allerede fået det til at rumle i hype-krogene med god omtale og opmærksomhed. De har et enkelt album i ryggen når de rammer Roskilde, ‘Shallow Bed’, der udkom tidligere i år til solide anmeldelser. Stilen er ikke nyskabende eller revolutionerende, men rider videre på den nye folkbølge, som har skyllet bands som Fleet Foxes, Band Of Horses og Mumford & Sons op på fastlandet de senere år. Det kan være et af de bands som Roskilde har fået hevet ind i programmet lige før de slår massivt igennem, så brok dig ikke næste år hvis de ikke er at finde på programmet med større bogstaver – de er her i år.

Larsen & Furious Jane, Pavilion, Lørdag 13.30
Bandet har pt 1209 fans på Facebook, hvilket må betyde, at der findes ret mange anmeldere i Danmark, for såkaldt almindelige mennesker synes ikke om det her. Det er der nu heller ingen grund til, medmindre du er små bitter, selvpiner, melankolsk eller lettere deprimeret – hvis ikke du er nogen af delene, har du chancen for at blive det lørdag middag. Larsen & Furious Jane er for mig lyden og stemningen af, at gå alene igennem en mennesketom storby, filosofere over hvad der gik galt og grunden til at du blev efterladt alene i verden. Du har ikke lyst til at have denne følelse, men musikkens knugende insisteren og intensitet giver dig en smule frelse der midt i intetheden, der er nogen et sted i verden der, trods alt, er værre og har haft det værre end dig. Håb og forløsning tilbydes ikke, blot et frirum til at få afløb – men at råbe i en tom by, letter vel egentlig kun en smule på dit indre tryk, der er ingen der hører dig eller kan hjælpe dig videre. Bliv væk, dette er ikke noget for dig.

Refused, Arena, lørdag 18.00
Svensk Hardcore Punk, det er lige hvad der bliver lovet og leveret, når nyligt gendannede Refused indtager Arena teltet lørdag aften. Bandet eksisterede oprindeligt fra 1991 til 1998, og svor, at en reunion aldrig ville komme på tale – men den slags ultimative udtalelser har det med at være… knap så ultimative. Mainstream succes er ikke ligefrem noget de 5 fyre har været velsignet med, men tilgengæld regnes de i kritiker kredse for at være særdeles indflydelsesrige. Bandet er ligeledes kendt for deres venstreorienterede og anti-kapitalistiske holdninger, så frem med de røde faner og over og råb Helle Thorning til fornuft i Arena teltet -ellers bare råb noget virkeligt punk på svensk. I virkeligheden bare råb, og dans, du får det bedre bagefter! Skynd dig at se Refused, det kan være sidste chance før de går i opløsning for evigt, igen.

Dead Skeletons, Pavilion, Lørdag 02.45
Ud af den Islandske vulkan aske (er der stadig gang i den?) drøner Dead Skeletons, selvudnævnte “Monks Of The Dead Temple”, med psykedelisk kloster-rock. Det lyder umiddelbart ikke som noget man ville forbinde med Island, men det afhænger naturligvis af hvordan Island lyder for dig? Det er far-fucking-out og trancefremkaldende, så er du godt blæst i knoppen efter en lang dag med alt for meget…. musik, så er det her en glimrende mulighed for at gå planken helt ud og få ristet hjernen helt igennem. Jeg har endnu ikke haft muligheden for at høre seneste album, ‘Death Magick’, helt igennem, men kan se at Gaffa kvitterede med 6/6 stjerner da den udkom i 2011 – så det tager vi som en anbefaling! Det jeg HAR nået at høre virker lovende og tillokkende, men det kunne godt blive en syret omgang kl 3 om natten, så vælg din rus og musik med omhu, du skulle nødigt trippe helt ud.

Behemoth, Arena, Søndag 18.00
Gdansk er andet end en værtsby ved EM i fodbold, det er også hjemsted for mere grumme ting, med mindre du finder fodbold virkeligt stygt. Det polske Black Metal/Death Metal band Behemoth, de hader åbenbart selv snævre genrebetegnelser som disse, har i hvert tilfælde base i kystbyen, og det er ikke fiskeindustrien de besynger! Så er det i hvert tilfælde fisk fra helvede. Bandet blev dannet i 1991, og fiflede det første årti mest med hedenske tekster, inden de skiftede over til mere okkulte temaer i stedet for. Det er en flok rutinerede mørkemænd med 9 studiealbums i bagagen, nyt skulle være på vej i 2013, så er man bekendt med bandet er det nok en koncert, hvor de plukker fra bagkataloget, frem for at præsentere nyt materiale. Frontmand Adam “Nergal” Darski har netop været igennem en succesfuld leukæmi behandling, efter at have fået en regulær dødsdom i 2009, om det har ændret trioens udsyn på livet kan du ved selvsyn opleve søndag eftermiddag – hvis du altså kan klare mosten på festivalens sidste dag?!

Hermed er vi nået til vejs ende på GF Rock’s pre-Roskilde dækning, vi håber I har hygget jer med at læse med, for vi har bestemt hygget os med at tilberede forretten. Nu venter hovedretten, serveret på en mark lidt udenfor Roskilde, og der er nok af større og mindre lækkerier at kaste sig over, også mere end vi kunne nævne her. Og trænger du til en rockpause, så er udvalget i Roskilde buffetten også enormt. Det kan virke som et uoverskueligt tag-selv bord, men der er ikke andet for end at gå i krig. Desserten følger i ugen efter Roskilde, hvor vi vil forsøge at lave så mange anmeldelser som muligt, og så hurtigt som muligt, når vi lige har slået mave og fordøjet sagerne.

Bon appetit, god festival, pas på jer selv og hinanden -og ROCK OG RUL!

Af Judas & Kodi

Find og like GF Rock på Facebook hvis du vil have daglige rock nyheder, festival updates m.m. https://www.facebook.com/gfrocknroll