Fribytterdrømme: Superego ★★★★☆☆

0
866
views

Fribytterdrømme er klar med album nummer to, Superego, hvor bandet betræder nye musikalske stier, og forsøger at komme ud af den kasse med psykedelisk rock, som de blev proppet i med debutpladen. Missionen lykkes på sin vis, men Superego er ikke helt så nem at elske som forgængeren.

Når jeg engang ser tilbage på det her anmelderi, eller vi lægger GFR i graven (eller sælger max ud), så er Fribytterdrømmes debutplade, Labyrintens Farver, helt sikkert en af de 5 plader jeg “tager med mig”, En der definerede en tid og som altid vil have en særlig plads.

Det er på sin vis umuligt for Superego at leve op til det og på en måde er det her en situation, hvor den største forbrydelse Superego begår, er at den ikke er Labyrintens Farver. Samtidig ville det være en lige så stor forbrydelse hvis den var.

Superego er, heldigvis, ikke Labyrintens Farver II, det er en plade der peger i nye retninger for Fribytterdrømme, hvilket er positivt, men det er samtidig en plade, som jeg har svært ved helt at få ind under huden i samme grad. I pressematerialet nævnes blandt andet Primal Screams XTRMNTR som en af inspirationskilderne. Det høres helt tydeligt i den elektronisk dunkende danse trippede “Søg Det Højeste” midt på albummet, men for min skyld måtte bruddet med den poetiske syrerock gerne have været endnu mere udtalt.

Ikke at de nu pludseligt skulle kaste al syre og psych over bord og gå all in på dansedrugs fronten, men mere at det kunne have været spændende, hvis stilskiftet var indarbejdet endnu mere i den overordnede lyd og de enkelte kompositioner. Og ikke “bare” et enkelt nummer, hvor inspirationen så er helt tydelig. Nu er der jo flere måder, at lade sig inspirere på, og jeg tør ikke gøre mig klog på om det har præget sangskrivningen og skabelsesprocessen generelt, men det træder bare ikke helt tydeligt frem for mig.

Dermed kommer et nummer som “Søg Det Højeste” også til at virke som lidt af et kuriosum på pladen, i stedet for en tydelig pil i en ny retning. Generelt var jeg ret begejstret for lyrikken på Labyrintens Farver, men her er der så også et eksempel på, hvor jeg ikke er helt solgt på den danske tekst. Det kommer lidt til, at virke som om bandet har haft idéen til nummeret og så fundet på en eller anden tekst efterfølgende. Jeg synes ikke det helt fungerer sammen.

Skal vi blive i afdelingen for ting jeg ikke helt synes fungerer så godt i denne omgang, så må jeg fremhæve pladens længste nummer, den over 8 minutter lange stener “De Elysianske Mysterier”, hvor “hænder bliver til vinger” og “væggene eksploderer”, inden vi forsvinder ind i en dopey drømmeverden.

Her fanger stemningen mig bare ikke helt, det kommer til at fremstå en lille smule fortænkt, i den forstand at det virker som bandet næsten prøver FOR meget, at skabe et langt atmosfærisk nummer – i stedet for at det bare er vokset organisk frem. Jeg ved ikke helt hvad det er, til gengæld er der noget dejlig “uh uh”  kvindekor, et ganske fedt instrumentalstykke og noget der ender med at klinge hen ad noget Pink Floyd.

Det var lidt lige ved og næsten, heldigvis rummer Superego og dens 8 numre også masser af stunder, hvor Fribytterne får deres mange  inspirationskilder til at spille rigtig godt sammen. Et nummer som den over 6 minutter lange “Seer”, der måske ikke er så langt fra udtrykket på Labyrintens Farver, er et af højdepunkterne for mig på Superego. Her synes jeg netop, at både spilletiden og de mere udsyrede passager føles som om de vokser mere organisk frem, som om musikken får overtaget og Fribytterdrømme lader sig føre med og ser hvor det ender.

Det er ikke det tungeste nummer på albummet, men det har en slags 90’er rocket luftighed over sig, noget der også kigger frem andre steder på pladen. Mest tydeligt er det nok på andet nummer, “Pteranodon” (det er en flyveøgle!). Nummeret åbner med musikken placeret langt tilbage i lydbilledet, og forsanger Lau Pedersen helt fremme i smasken på lytteren. Samtidig er der skruet gevaldigt op for skærebrænder stemmen her, så det er lige ved at overstyre, men efter 45 sekunder rammer et super fedt break, musikken skrues op og sangen sparkes for alvor i gang med en nærmest 90’er rocket overgang. Det kunne næsten minde om Pulp? Fedt.

Et andet højdepunkt er næstsidste nummer, “Mantra”, hvor vi igen skal ud på et over 6 minutter langt trip, men her indfanges jeg af tågen og de tungt brusende guitarflader, mens Lau’s vokal flagrer op og ned, ud og ind, rundt om sig selv, som en besat shaman af en art. Vi får endda en art call back til “Søg Det Højeste”, i det disse ord bliver mantraet i nummerets anden halvdel. Det kunne godt blive en til livesættet.

I det hele taget har jeg på fornemmelsen, at mange af de her numre ville falde endnu mere i min smag i en koncertsituation. De virker generelt lavet, og egnet til, at blive spillet live og sluppet fri i røg, damp og kulørte lamper. Side om side med “klassikerne” fra Labyrintens Farver.

Den forbistrede plade, og mit usunde forhold til den, som måske gør, at jeg kommer til at undervurdere Superego her. Bandet skal have ros for, at tage nogle chancer og for alvor træde ud af fortidens skygger, ingen grund til at nogen burde nævne Steppeulvene denne gang!

Søg det højeste… Fribytterdrømme er måske godt på vej? Jeg tør i hvert fald ikke udelukke, at denne plade faktisk kommer til at bringe dem længere og bredere ud end forgængeren, der nok var lidt for fanget i sin eget lille univers for nogle lyttere. H

Vi ender på 4 stjerner til en god plade, men hvor jeg måske i sin tid kom til at ophøje Labyrintens Farver en smule, så sidder jeg med en snigende fornemmelse af, at undervurdere Superego tilsvarende?

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Fribytterdrømme på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here