Fredag på Mono Goes Metal, Monorama, d. 26/1 – 2018

0
570
views

Mono Goes Metal foregår – som navnet antyder – i Århus’ største øvelokalekompleks, drevet af foreningen Mono. Her afholdes i weekenden en festival for mere eller mindre etablerede metalnavne, for at fejre Mono’s 10 års jubilæum.

Midt i den gamle industribygning tæt på Ringvejen i Åbyhøj er der i bygningen indrettet en scene, kaldet ’Ægget’ eller ’Monorama’. Og her har man i ti år afholdt Mono Goes Metal, hvor man har showcased forskellige metal-bands. For tredje år i træk ligner det udsolgt. Her kommer en reportage fra fredagen.

Scenen er lyst op med levende, sorte lys og kl 20 er Ægget mere tomt end fyldt. Der sælges øl til 30 DKK, så det kan man jo få tiden til at gå med, hvis man ikke er til en hotdog fra pølsevognen, der til lejligheden er stillet op ved indgangen.

Archives of Alaska

Ca 20.07 går Archives of Alaska på scenen til tonerne af noget ambient. Det bliver noget pludselig stoppet da bandet har fået instrumenterne på – og der er vel en 30 sekunders stilhed blandt The Århus Faithful, som efterhånden fylder op i Ægget, inden – ja, 1-2-3-4 at bandet sætter i med deres metalcore.

The Århus Faithful er ikke helt varme, men dog tilstede....
The Århus Faithful er ikke helt varme, men dog tilstede….

Der er styr på pisset og til trods for at der ’kun’ er fire medlemmer i bandet, er der god bund og solid lyd fra første takt. Vi opererer i metalcore, og de to første numre skydes af lige i rap uden snak imellem; der veksles mellem mere rolige mellemspil/refræner og god gammeldags smadder.

Det er tight, men ikke så hektisk som noget hardcore og giver tid til tunge passager, breakdowns og andet, vi forbinder med metal. Der screames godt igennem af forsangeren, der også i tredje nummer giver eksempler på sine evner inden for egal sang.

Generelt rammer bandet den lige i røven og den største anke må være, at de kun spiller en lille halv time og at publikum tydeligvis ikke er varmet op endnu.

Det er ikke bandets skyld, og da forsangeren under sidste nummer smider guitaren og blot karter energisk rundt med mikrofonen og gør sit bedste for at indpiske, er indtrykket printet ind i ører og øjne; vi har fået en energisk start på Mono Goes Metal og set at materialet fra den EP, Jonas tildelte fem stjerner også i den grad holder live…!

Var det ikke for det lidt kolde publikum, havde det været en fest!

Saxtorph

Kl 20.55 er der messe på scenen: Iklædt munkekutter træder Saxtorph op og starter hvad de selv kalder selvmords-black metal. I praksis betyder det stenet ottendedelstungt rock med ca to akkorder per sang, typisk spillet i lange passager med en masse ottendedelsslag.

De gør ellers hvad de kan for at skabe et indtryk; et nodestativ er blevet klædt ud med lidt stof på, så det næsten ligner et alter, de har ligsminke på og er alle altså iklædt munkekutter – typisk bundet med galgen-knob som bælte. I front growles der lystigt, men det er nu ikke meget af det, man kan høre over den lydpølse, bandets udtryk udgør. Måske er pølse-metal mere beskrivende denne aften?

Hjælp! Jeg kan ikke se noget!!
Hjælp! Jeg kan ikke se noget!!

Bassisten har en dårlig dag på ottendedelsfræs-kontoret, da han de første halvandet nummer ikke rigtigt har hul igennem på bassen (lydpølsen kører dog upåvirket videre), og siden hen insisterer han på at have kutten trukket så langt ned over øjnene at han ikke kan orientere sig, når han spiller fejl. Hvilket er imponerende, når der kun er to akkorder, men det sker.

Imellem numrene spilles der så backtrack bestående af én, der rent faktisk kan spille guitar og ikke bare høvle ottendedele derudaf. Endnu et mystisk islæt på koncerten.

Det hele er lidt (ufrivilligt?) komisk og den totale mangel på variation får ordet ’messe’ til at passe meget godt; for det sendte mine tanker tilbage til da jeg som barn var tvunget med i kirke til lange prædikener. Næh, den gang var der i det mindste salmer med melodi – det har man sprunget over hos Saxtorph.

Vi bliver i den grad hevet ned fra den meget energiske start med Archives of Alaska, men til gengæld er publikum ved at vågne op: den monotone musik fra Saxtorph får flere til at ryste garnet foran scenen.

Det undrer lidt, for hele udtrykket virker komisk og ufarligt. Men det er vel netop også en del af metalmiljøet med lidt ironi…

Taphos

Yes, that’s more like it!

Ca 21.50 får vi et godt, gammeldags skud død med Taphos, der på helt klassisk vis åbner en portal til helvede og smadrer igennem. Ikke så meget sminke her, mere god, gedigen metal som jo nok i virkeligheden er det, vi er kommet efter.

Fire unge mænd på scenen med en bassist/growler, der ikke svinger en millimeter i hverken vokal eller bas. Selv om der også er lange ottendedelspassager, så er variationen konstant hos Taphos; det ene øjeblik laves der breakdown, det næste jernes der ottendedele for så at skifte til alla breve. Der er styr på sagerne her!

Vi får endda også guitarsolo som dog ikke styrer helt ind i genren og er ikke på dén vis en fræsersolo. Mindre kan også gøre det, og der er i den grad komponeret på numrene, som så leveres med fuld smadder. To gange på den halve time får trommeslageren dog ’maskinskade’ og bandet må lukke ned i et par minutter mens et ridebækken desperat forsøges monteret… Lidt spøjst, men ikke noget der synes at påvirke bandet, der bare samler op med lidt feedback, når skaden er udbedret og så ellers skruer op for energien…

Taphos er måske ikke festligt på samme måde som Archives of Alaska, men festligt er det alligevel og mangen en lok hår må rystes blandt The Århus Faitful. På et metal-arrangement, hvor flere bands introduceres i en showcase-form, er dette en helt rigtig booking og Taphos er da heller ikke just uerfarne ud i koncertens kunst.

Der tages stik på at fyre barrages af mod publikum, men der er mange tangenter at spille på og koncerten ’rammer’ på en måde, som de to tidligere bands af forskellige årsager ikke har formået.

Smertegrænsens Toldere

Kl 22.45 sker der så noget helt vildt; med fire hurtige slag på lilletrommen går Smertegrænsens Toldere i gang med at spille old school, dansksproget punk og lader sig kun afbryde af – netop – de tre-fire lilletrommeslag til at indikere det næste nummer er i gang næsten før det sidste stoppede. Tyve minutter med rendyrket punk får vi. Tænk en dansksproget version af Lard eller noget i den retning.

Der er totalt smæk på og Mads Stobberup fører manisk an med mikrofon og vilde øjne. De er ikke helt nye, drengene, men energien har de.

Lidt mere gang i den nu!
Lidt mere gang i den nu!

Og så sker der noget sjovt; The Århus Faithful smiler og lader sig rive med. Meget metal handler om korslagte arme eller headbanging. Men her smiles der bredt og selv om der da også svinges hår, er der en helt anden stemning, end til en ’traditionel’ metalkoncert.

Fedt. Der kæmpes derudaf og selv i breakdowns og langsommere stykker er det højenergi, der kommer fra scenen. Det er bare energi in your face og selv om jeg ikke kan dechifrere hvad der råbes/synges, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det er MEGA HEAVY for Stobberup. Det kommer endda til hey-råb på fjerdedelene i et mellemspil inden lilletrommen får de obligatoriske taktfaste tæsk, og vi råber da også med på ’idioter’, da der med arme, ben og spyt gestikuleres at det er dét, der er gamet nu, fra scenen.

Energisk, vildt – og måske meget godt at det kun varer tyve minutter. Det er ikke kun unge drenge på scenen og vi andre er jo heller ikke alle 16 længere…

Dirt Forge

23.35 går bassist, sanger/guitarist og trommeslageren i Dirt Forge på scenen og lægger hårdt ud med tight, potent og kompakt lyd. Der brøles godt igennem fra forsangeren og der bliver lynhurtigt lagt i ovnen til en fest. Med en overraskende god lyd til trods for de få instrumenter lykkes det også at få smuttet en fed guitarsolo her og der ind, uden at man som publikum mangler bund eller underbygning. Bag trommerne sidder en musiker, der hele tiden hiver små detaljer op af hatten, men aldrig strejfer fra rytmen. Det er sgu lækkert, det her.

Vi får for første gang denne fredag sådan rigtigt tunge breakdowns, hvor der sejt, drevent hugges igennem og i det næste øjeblik tordnes der videre med fuld skrue. Det er festligt det her, og publikum synger også med i et kor-breakdown. En del publikummer er tilsyneladende gået, men det er nu mest synd for dem, for her er der tale om et band, der kan sætte skabet hvor det skal stå.

Der er på én gang variation og ikke så mange dikkedarer og det lykkes også mod koncertens afslutning at få etableret et lille moshpit. Os, der måske føler at alderen ikke tillader deltagelse, har bare en fest. Der er udtryk og smæk på og det virker til, at Dirt Forge er et band, der mener hver en tone; intens forsanger med en ESP-guitar og mindst lige så intens, storskægget bassist, der formodentlig kan pisse over bassen, så lavt hænger hans venstrehåndsinstrument.

Og bag dem sidder det musikalske tærskeværk… Det er smukt, voldsomt, brutalt og kompakt og kan noget på netop kompaktheden, vi ikke har hørt før i aften. Lige inden bandet lukker ned efter en halv time får de også lavet et voldsomt uptempo-stykke, der lige lader den sidste energi slippe ud. Og det til trods, snupper de lige et encore – en punksang, dedikeret til Smertegrænsens Toldere.

En festlig og perfekt afslutning på aftenen!

Og sådan slutter fredagen på Mono Goes Metal. Der er styr på alt og med to barer er der også servering uden kø imellem koncerterne. At finde til Åbyhøj kan selvfølgelig være en udfordring, men så vidt vides går der en bus og alt er jo i cykelafstand i Århus…

Der er to barer til festivalen og med 200 solgte billetter passer det fint

Fredagen har været hit and miss, men der har heldigvis været flere hits end misses og man kan som publikum gå glad hjem og glæde sig til at se, hvad de har hevet ud af ærmet lørdag…

Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here