Fra Åbyhøj til Nashville og retur – Interview med Kajsa Vala

0
854
views

Kajsa Vala er opvokset i Aarhus-forstaden Åbyhøj, og efter en periode bosat i Nashville, Tennesee, er hun nu vendt tilbage til Danmark. Dog nu til en lejlighed centralt i Aarhus, hvor jeg bliver budt på kaffe, mens gemalen (som også spiller trommer på flere af numrene på det nye album) sendes ud på en lille gåtur med parrets 4 måneder gamle datter mens interviewet står på. Et interview, der tager afsæt i Kajsa Vala’s selvbetitlede andet album, som er indspillet både i Åbyhøj og i Nashville.

Den ene reol i stuen er fyldt med bøger på engelsk, en anden med LP’er,  mens et andet rum i lejligheden er dedikeret til guitarer og indspilningsudstyr. Musikken og det engelske sprog fylder tydeligvis for Vala, som er uddannet el-guitarist fra Konservatoriet. Faktisk tog Kajsa som 17-18 årig en beslutning om ikke at læse bøger på dansk længere. “Det har jeg ikke helt holdt, men jeg læser meget på engelsk for at holde det ved lige, og også for at finde nye idiomer og vendinger. Jeg har knoklet for at udvikle mit sprog. Det er ligesom fitness, man skal holde det i gang. Det er jeg heller ikke helt færdig med endnu”

Hvordan vil du beskrive dig selv og den musik du spiller?

“Min musik, den afspejler nok meget mig selv. Den er lidt nørdet, tror jeg. Jeg har haft sådan et meget nørdet forhold til americana, hvor jeg har siddet og analyseret gamle folkeviser fra England, der er kommet over Atlanten. Så jeg er virkelig dykket ned i genren, og rødderne til den”

Det nørdede forhold til americanaen har også bragt Kajsa til Nashville, Tennessee, der af mange anses som country-musikkens hovedstad, hvor hun blandt andet skriver sange til andre kunstnere, ud over at arbejde med sit eget materiale.

“Jeg har været meget i Nashville, og det at være der, og blandt sangskrivere jeg omgås, det sætter selvfølgelig også sit præg på den måde jeg skriver på. Når jeg skriver for eller til andre, så er det mere poppet, og også nogle gange næsten til den kvalmende side, og så kommer modreaktionen når jeg skriver til mig selv. Så må teksterne godt handle om noget andet end trucks and beers.

Når jeg skriver tekster til mig selv, så skal det bunde i et eller andet, en eller anden erfaring jeg har, ellers interesserer det mig ikke. Det bliver meget som at åbne låget og kigge ind i en lille kasse i sådan et mikrounivers, og det kan jeg godt lide. Jeg synes tit, at hvis jeg prøver at skrive noget stort og universelt, så bliver det let klichéfyldt, og det synes jeg er svært at blive tilfreds med. Men det er noget jeg øver mig på at prøve at ramme. Men hvis der er noget, jeg ikke kan holde ud, så er det når lyrikken kommer i anden række. Det er også meget en Nashville-ting, at hvis teksten ikke er der, så har du ikke et nummer. Det er anderledes andre steder – i L.A. er det ligegyldigt, der er det beatet, der er det fede, men i Nashville bliver du bedømt på dine tekster”, fortæller Kajsa, og uddyber:

“Der er mange, der spiller musik i Nashville, og der er rigtig mange, der er rigtig dårlige. Der er langt mellem de gode, og det overraskede mig egentlig rigtig meget, fordi da jeg første gang kom til Nashville, så tænkte jeg at nu skulle jeg bare ud og høre en masse musik, men det jeg hørte, var forfærdeligt. Men så begynder man heldigvis at kende de rigtig seje steder, og der kommer en kerne af rigtig dygtige folk og spiller en gang om ugen. Men der er så mange af de der American Idol-typer, som kommer med deres guitar og har skrevet en sang, og det er virkelig forfærdeligt. Der er mange sølle skæbner, der forfølger The American Dream. Det er meget interessant, og det er en helt anden måde end det fungerer på herhjemme. Og de har også den der ild, for man skal gøre det hele selv, der er ikke nogen fonde man kan søge, de skal stå hver aften på en eller anden rådden bar og spille de samme dårlige covernumre. Og det der helt miserable er på en eller anden måde også fascinerende”

Fascinationen af USA

I det hele taget spiller fascinationen af USA, på godt og ondt, en stor rolle i Kajsa Vala’s musik – også lyrisk, for eksempel på CD-udgaven af albummets bonus track,  ‘Norman Rockwell (I’m Still Your Girl)’. Her refererer Vala til den berømte amerikanske maler, som især er kendt for sine billeder af hverdagssituationer på forsiden af ugebladet Saturday Evening Post fra starten af 1900-tallet og frem til 60’erne. Men hvorfor er han kommet med i titel og tekst?

“Det kom sig af, at jeg havde haft en uge, hvor jeg hver dag havde været et nyt sted og arbejdet med nogle nye sangskrivere og det var nogle meget polerede sange vi sad og skrev, og der kom vi så til at snakke om amerikansk kultur og deres selvforståelse, og der var en eller anden, der fortalte mig om Norman Rockwell. Jeg havde hørt navnet før, og jeg kunne også genkende nogle af billederne – det er nærmest sådan en slags Kellogg’s virkelighed, det der morgenbord med en perfekt familie – og der havde jeg lidt lyst til at ruske lidt i det hele. Hvorfor skulle det være så perfekt det hele? Så er det nogle gange rart at komme tilbage til Danmark, hvor vi er lidt mere jordbundne og realistiske på en eller anden måde.

Og så prøvede jeg på at sætte ord på det på hvordan jeg havde det. Fordi det er så stort og så sindssygt et land, så mange vanvittige ting, og folk er så utroligt venlige og imødekommende. Der er mange ting, man kan, som jeg ville ønske man kunne herhjemme. Men samtidig kan det være sindssygt frustrerende, og jeg tror meget det er den der selvironi, der mangler. Jeg trængte måske bare til at komme ud med det, og egentlig blev det nok mere en tankestrøm end en egentlig historie. Det illustrerer måske lidt mit had/kærlighedsforhold til USA”, fortæller Kajsa.

Tilfældigheder og anti-perfektionisme

“Men det er sjovt med sådan nogle numre og pladen, for den er jo sat sammen af alt muligt forskelligt. Det er lidt ved et tilfælde endt med at være de numre, der er kommet med, for jeg skriver rigtig mange. Albummet skulle egentlig have været en EP med fire numre, men så indspillede jeg to numre herhjemme, hvoraf det ene kom med. Og så kom ‘Hurricane’ og ‘St. Cecilia’ med i en film, og så rystede jeg posen igen. Så kom der to numre med også som er indspillet herhjemme med Dennis Ahlgren og Johs Nørrelykke, hvor  vi legede lidt med et mere poppet univers. ‘Trail of Hearts’ var for eksempel til at begynde med en folk ballade, og vi prøvede at bevare det guitar-drevne historiefortællende, men samtidig lege med nogle gamle synthesizere og en masse popfraseringer.

Jeg er nok meget som person én der ikke flueknepper tingene, jeg er ikke perfektionist på nogen måde – tværtimod, faktisk. Jeg sætter mig ned og laver det, og så skal jeg videre til næste punkt. Jeg ville nogle gange gerne være mere perfektionistisk, men det keder mig lidt, tror jeg. Jeg kan godt lide det rå udtryk. Hvis man hører en plade med for eksempel The Band, så ville det også være kedeligt hvis den var 80’er poleret” forklarer Kajsa, som har oplevet at netop det polerede er meget i vælten i Nashville og amerikansk country i det hele taget. 

Kajsa er i øvrigt allerede godt i gang med at arbejde med nyt materiale, og “videre”, som hun udtrykker det – og var det allerede inden albummet blev udgivet. Der har dog også været tid til at nyde modtagelsen af albummet:

“Jeg har oplevet at det er blevet modtaget overraskende godt. Jeg vidste jo ikke om det var fugl eller fisk til at starte med. Man kunne frygte at folk ville tænke at det var lidt i øst og vest og ikke hang sammen – det tror jeg var min store frygt. Men det jeg hører folk sige, er at de synes der er en stor variation og man ikke keder sig, og det synes jeg er fedt. Men det er svært at høre sin egen musik, sådan helt objektivt. Og et eller andet sted glæder jeg mig også bare til at komme ud og spille sangene live. Jeg brænder virkelig meget for at komme ud og spille min musik for et publikum”.

De næste måneder byder blandt andet på en koncert i forbindelse med sangskriverfestivalen Melodica på Gyngen, en koncert på Folkestedet d.29. august, og senere på efteråret en koncert med de musikalske veninder Randi Gustafsson (Ladylion) og Astrid Noring i det nye kulturhus Elværket i barndommens Åbyhøj, hvor Kajsa blandt andet har lavet dubs til albummet på sin mors loft. En tur til Nashville er også på programmet: “Jeg skal i hvert fald derover igen på en lille tur inden så længe, og så satser jeg på at vi skal derover igen i et halvt års tid senere. Det vil være oplagt at jeg kan skrive min næste plade derovre”.

Den er altså mere musik godt på vej – du kan følge Kajsa Vala på facebook og følge med i koncertdatoer med mere. Vores anmeldelse af albummet Kajsa Vala kan læses HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here