Forest God: Back to The Forest (EP) ★★★☆☆☆

0
216
views

Back to The Forest fortsætter Forest God med poleret (vel)lyd og ekko af lidt hårdere genrer. Med et mix af instrumentale numre og vokal-variationer skabes der unægtelig pæne landskaber som fremkalder sjove associationer men unægteligt er dygtigt lavet.

Jeg har tidligere sammenlignet Forest God med Porcupine Tree og den sammenligning holder i høj grad stadig: Pæne, polerede gains med hint af noget metal men meget pænere i en nærmest sfærisk æstetik er lighedspunkter mellem de to bands.

Der lægges på den måde ud med progressive tromme-slag på ‘Friends Come In And Out Of Your Life’ som instrumentalt fortsætter med næsten riff-baseret musik. Skulle det være metal, ville det blive kaldt sfærisk, men det er ikke metal. End ikke hard rock. Det er noget andet, sfærisk rocket.

Og rigtig fint som sådan. Der er heller ikke noget snobberi, så når en kliché som at breake ned og hive et klaverstykke frem, så er det ikke ‘matter out of place’ men et meget godt billede på, hvad der foregår hos Forest God. Jeg forestiller mig, at det er musik, der snildt kunne spilles på wellness-kursteder og som i afdæmpet afspilning en gang vil kigge frem med lidt pæn distortionguitar.

Den instrumentale åbner afløses af ‘The Long Night’, hvor Mia Ester Andersens (næsten over-)soulede, mørke vokal får lov at fortælle lidt, for så at blive afløst (og understøttet) af hovedmanden bag Forest God, Peter Kiel Jørgensen. Nummeret er bygget op over en række variationer, hvoraf flere sender tankerne i retning af soundtracket til Diablo II (sikke en popkultur-reference!) med toppet akustisk guitar, mens der også breakes ned til mere kantet riff-stykker og vi får endda en helte-guitarsolo, der udvikler sig til næsten tapping. Ja, vi bliver rykket lidt rundt, her…

Men netop som man tænker, at nu har man fanget hvad Forest God går ud på og vil – en kollage i variationer med hints af den hårdere rock – så starter balladen ‘Solveig’. Eller ballade og ballade, for igen er vi ovre i det instrumentale men med en pæn, lille melodi der på to et halvt minut får lov at flyve forbi som en sommerfugl i skoven. Dermed er mange af kalorierne også taget ud af dynamikken og ‘The Promise’ fortsætter den rolige dynamik som en lille, instrumental vignet med en clean elguitar i front bakket op af bas og store synths langt nede i mixet.

Så da vi får lidt drive på sagerne i den cirka ni et halvt minut lange afslutter, ‘Brother’, så er det en kærkommen dynamisk variation. Første ’sats’ i dette nummer har stærke 80er-tråde i den aktustiske guitar over noget poleret gained guitar og synth/klaver. Igen bliver pop-kulturreferencerne lidt sære, da det lyder som noget, man kunne have hørt som underlægning i DRs OBS i 80erne eller 90erne. Ja, det er lige før vi man får associationer til Moonjam og halvvejs venter at der kommer en saxofon ind over. Heldigvis er Andersens vokal, der kommer ind i anden variation – denne gang mindre soul-forceret og langt mere rammende. Ja, det er patetisk i seks-ottendedele, men det kan også… Ét eller andet. Og Andersens vokal står under alle omstændigheder stærkere end Jørgensen, da han i en form for response-vers sætter ind. Der er ikke simpelt hen ikke den samme varme i hans vokal.

Den valsende, dansende tredjevariation bliver ikke rigtigt konkluderende og jeg finder det lidt svært at få denne variation til at passe ind i et nummer med titlen ’Brother’, men det er stadig vellyd og måske er det blot mig, der hænger mig for meget i detaljerne her. Under alle omstændigheder ’vender nummeret hjem’ ved at outroen består af temaet fra en tidligere variation – og det bliver dermed en fin konklusion for hvad Back to The Forest er.

For enmands-projektet er for så vidt ambitiøst og vil tydeligvis gerne arbejde i en sats/variations-skabelon, hvor små melodier afløses af mere kantede stykker.
Det lyder virkelig behageligt, men som det fremgår ovenfor så giver det også nogle lidt ’sjove’ associationer – som selvfølgelig udelukkende er mine. Den helt store association er dog den polerede NU-rock (altså; den gren, hvor man ikke rapper, men bruger meget polerede gains). Men det vil også være helt, helt unfair at kaste Forest God i grams med disse uhyrligheder, for det er tydeligt at Back to The Forest ikke handler om at være en farlig, farlig type. Nej, det er vel en form for programmusik, der vil beskrive stemninger fra en skov. Fair nok. Og egentlig fint nok.

Men vil man netop dette, så havner man også kunstnerisk lidt i samme kategori som landskabsmalerier, zen-inspirerede desktop-baggrunde og (neo)-romantik. Og al ære og respekt for dét. Jeg sidder netop nu og kigger på min desktop, som prydes af grønne blade: Det er jo ikke fordi vi ikke kan have brug for lidt ro af og til.

Og til dette formål tror jeg, Forest God gør sig godt. Nok.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here