Foo Fighters: Sonic Highways ***** (5/6)

0
1103
views

Julen faldt tidligt for mig i år, da jeg som fan af Foo Fighters på 20. år, med store forventninger så frem til 10. november, hvor bandet smed deres 8. studiealbum på gaden. Spørgsmålet var så bare om det ville blive en tidlig jul fyldt med gode overraskelser eller et rigtig skidt én af slagsen, hvor gaven bare skal byttes i en ruf.

Det kommer næppe som en kæmpe overraskelse, hvis man kan tælle stjerner, at Sonic Highways er et rigtig godt album, og uden tvivl levede op til mine forvenntninger, og mere til. Og lad os få det fejet af bordet med det samme, Sonic Highways er ikke den nye The Colour and The Shape eller noget andet favoritalbum fans af bandet nu har, og det skal det jo heller ikke være. For det er efterhånden ved at være en anelse for nemt blot at holde en ny udgivelse op mod ældre, der vil jo være forskel, alle er blevet ældre og man kunne jo have forandret sig, bare lidt, både lytter og kunstner.

I dette tilfælde har lytteren uden tvivl, der er jo gået godt 20 år siden første møde med The Foo’s, og der er da også sket lidt med bandet, faktisk en del siden Wasting Light fra 2011. Foo Fighters er jo ikke ligefrem kendte for at producere sange der graver dybt eller for den sags skyld, have tekster der dykker meget dybere end en halv-chubby snorkelturist i Thailand, men på Sonic Highways er der kommet mere kød på, både i sangskrivningen og så sandelig også i tekstuniverset, især holdt op mod volapyk-teksterne på debuten Foo Fighters, men hey, det skulle jo rime, også dengang.

Dette kan skyldes bandets rundrejse i guds eget land, og de oplevelser de har haft i de 8 forskellige byer de besøgte og indspillede i, herunder Dave Grohl’s tekster, som tager udgangspunkt i hans interviews med diverse musikpersonligheder i hver by. Kompositionerne er samtidig også blevet påvirket, dog uden de har mistet den umiskendelige Foo-sound og ikke mindst integriteten, og bare fordi man er indspiller i Nashville behøver man jo ikke lave en countrysang.

Nå, men albummet består af 8 sange, 1 sang fra hver by bandet har besøgt, og på hver af disse sange medvirker en special guest, blandt andre Zac Brown, Rick Nielsen og Ben Gibbard. Og for dem som ikke lige har fået det med, er hvert by-besøg blevet til en times dokumentar, som vises på HBO og DR3, og nok også YouTube. Så ja, det er et relativt ambitiøst projekt de gæver gutter i Foo Fighters har lagt for dagen.

“Something From Nothing” sparker gildet igang, en sang som, ja, starter i ingenting, det er ihvertfald meget afdæmpet og bygger op og bygger op, sangen er faktisk én lang bro, der ender i en stor rockende finale, der undervejs byder på 70’er disco inspireret keyboard, en hilsen til Dio og “Holy Diver” og et gæstevisit af Rick Nielsen. Helt klart et af mange højdepunkter, hvis ikke højdepunktet på pladen.

Intensiteten i finalen af “Something From Nothing” brager videre i “The Feast And The Famine”, det klart mest punk-grunge-rockende nummer på pladen, hvilket ikke er så overraskende med Dave Grohl’s punk-fortid og gæstevisit af Bad Brains. Sangen lugter visse steder lidt af Skambankt og i særdeleshed af debuten Foo Fighters, der er bare mere kød på anno 2014.

En gedigen, og hårdt rockende start, og farten bliver da også sat en anelse ned i de efterfølgende sange, men niveauet er stadig hapset fra øverste hylde. “Congregation”, som har Zac Brown på gæstelisten, smider lidt country ind i mixet, dog uden at det på nogen måde kammer over, og albummets svageste sang, som stadig er klart lytteværdig, vi snakker højt bundniveau her, den efterfølgende “What Did I Do?/God As My Witness” sender tankerne mod The Beatles. Den giver fint lytteren et pusterum, før der igen skal gang i sagerne.

Og gang i sagerne kommer der, først på “Outside”, en bas-tung sag, der hist og pist lugter lidt af 90’erne og et gæstevisit af Joe Walsh fra The Eagles tilsætter en snas 60’er feeling. Tung og rockende, klart en af favoritterne. “In The Clear” følger op, her er der fundet plads til intet mindre end New Orleans’ Preservation Hall Jazz Band, it sounds odd, but it works. Sangen har lånt lidt fra “All My Life” rent intro wise, men ellers er det en gedigen klassisk rocksang der sætter sig fast noget så eftertrykkeligt i skallen, på den gode måde, ikke “Bonsoir Madame” style, heldigvis…

The Beatles referencerne er igen fundet frem på “Subterranean”, et drømmende nummer, som ikke rigtig bed sig fast efter de først gennemlytninger, men den vinder indpas jo flere gange den ryger ud gennem højttalerne. “Subterranean” flyder over i sidste sang, og vel også pladens eneste deciderede rockballade, “I Am A River”, og her snakker vi rockballade med stort B, og den vil nok være for meget af det gode for mange Foo fans. Men den formåede på forunderlig vis at ramme mig lige i mit 37 år gamle hjerte, det står jeg gerne ved. Sangen er båret af et sublimt omkvæd, og på trods af at den måske liige får i overkanten af hvad godt er i finalen, hvor der ryger strygere and what have you på, så holder den distancen, og der skal jo også være plads til en enkelt lightersang. Et bombastisk og flot punktum på et rigtig godt album.

Sonic Highways er uden tvivl det mest varierede Foo Fighters album til dato, og måske også det mest “klassisk” rockede de har lavet, der dog stadig er gennemsyret af den klassiske Foo Fighters lyd, det hele virker bare en anelse mere modent og velovervejet, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt. Største udfordring ved Sonic Highways er nok, at det er knap så let at gå til, som mange af deres tidligere albums, og kræver måske lidt mere af lytteren end man har været vant til. Det vokser stadig på mig, selv efter ca. 20 gennemlytninger. Sonic Highways får, ikke overraskende, en klar anbefaling med herfra, det er solidt håndværk, og de skriver sgu nogle medrivende og catchy rock ‘n’ roll sange. Dave, Taylor, Nate, Chris og Pat får hver en stjerne og jeg glæder mig over at det heldigvis blev en rigtig god tidlig jul i år.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here