Fokus: The The’s Dusk 25 års jubilæum

0
643
views

Det er i år 25 år siden The The udkom med pladen Dusk. Selv om pladen kommenterer og byder ind i debatten om ‘den bløde 90’er-mand’, er det stadig en musikalsk og tekstmæssig relevant plade, der med storbystemninger, lidt humor og nøgternhed prøver at behandle mandens natur, kultur og følelsesliv. 

Når jeg en gang imellem har min The The: Dusk t-shirt på til koncerter med mere mondænt publikum, slår den næsten aldrig fejl: Der kommer altid én hen og siger, at Dusk ikke er bandets bedste plade.

Jeg er uenig. Det er i år 25 år siden, Dusk på forfriskende vis skrev sig ind i en offentlig debat i tiden. Dusk med Heartland-aktuelle The The er både den mest helstøbte og mindst fjollede af The The’s plader. Og med stærke numre og tekster tager den et emne, der var stort i 90’erne op: Den bløde, følsomme mand.

Det var noget, man talte meget om i 90’erne og herhjemme døde debatten lidt, da selverklærede bløde mand Søren Fauli fastslog, at en mand der er for blød og følsom i den sidste ende kommer til at blive en dårlig version af en kvinde – og dermed udkonkurreret. Bum!

Emnet har en tendens til at af-maskulinisere hankønnet, og lever dermed i et overspændt felt, hvor der er masser af identitet på spil.

Matt Johnson angriber dog emnet med en smule humor, en hel del følelse, men især med en nøgternhed over de 10 numre på albummet. Og temaet er at når man nu skal være sådan en ordentlig mand, der ikke bare løber ind i alt med pikken forrest, hvad gør man så, når man mærker ‘The Dogs of Lust’? Og hvis man så bare løber med hundene, så mister man også muligheden for at have – eller i det mindste lufte – de følelser, der gør os ’Bluer than Midnight’. Dusk bearbejder emnet intelligent og med stil og der findes ikke et dårligt nummer på pladen.

Åbningsnummeret, ‘True Happiness This Way Lies’, er ret eksplicit i hvad det er for udfordringer, man som blød mand står med. Pladen åbner med et rant om hvordan man jager og jager rundt efter skørter – og så alligevel aldrig bliver tilfreds:
”But when I put my arms around you / I’ll be looking over your shoulder / for somebody new”. Bum. Det er sagen i en nøddeskal.

Radiohittet ‘Slow Emotion Replay’ bliver midt på pladen en form for nøgle-nummer, der beskriver den totale forvirring, man må leve i: ”Everybody knows / what’s going wrong / in the world / I don’t even know / what’s going on / in myself” gentages det i refrænet, og ‘Slow Emotion Replay’ lægger dermed op til b-siden som er i den mere følsomme afdeling. Slutnummeret ‘Lonely Planet’ er en form for erkendelse af, at man alligevel hverken kan gøre fra eller til og verden da går videre alligevel: ”If you can’t change the world / change yourself / (And if you can’t change yourself / change the world…”.

A-siden fremstår altså som en ret malerisk udfoldelse af maskuliniteten med numre som ‘Dogs of Lust’ (læs; let rullende øjne konstaterende at her kommer drifterne) og ‘This is The Night’ – hvor titlen nok siger lidt om, hvad der skal foregå – eller forventes at foregå denne aften.

B-siden rummer ‘Helpline Operator’ – en sexet udfoldelse af en hjælpesituation, ‘Lung Shadows’, som er et sart instrumental-nummer og det smukke, teatralske ‘Bluer than Midnight’, der ender i smådesperat råben ud: ”Why can’t love ever touch my heart / like fear does”.

Der er altså en rød tråd og et tema igennem pladen og den er noget så sjældent som gennemtænkt fra første til sidste strofe. Det er ikke nødvendigvis ’finere’ end den tendens, der er til at smække en række gode sange på en plade i mere eller mindre tilfældig rækkefølge, men det er nu én gang sådan Dusk er bygget op. Og det hylder jeg!

Rent musikalsk er det også fremragende. Leder man efter store guitar-performances og generel instrument-lir, så bliver man nok skuffet. Men der er i den grad tænkt over produktionen:

– en blå trompet kigger forbi i de mere sarte numre og bidrager i den grad til den storby-cool stemning i et nummer som ‘Sodium Light Baby’. Mundharpen til det melodiske tema i ‘Slow Emotion Replay’ og det mere skramlede tema i ‘Dogs of Lust’ er nærmest ikonisk og den luftige storbycool stemning, der over hele pladen, defineres er solidt guitar- og tangentarbejde uden at være prangende. Det hele er så organisk, at det først er ved afslutningsnummeret, at nogle lidt voldsomme synths stikker lidt ud.

Johnsons vokal er også stærk i integritet og selv om det nok ret beset er en pop-plade med deraf følgende mange gentagelser af tekst, så bliver gentagelserne så varierede at de aldrig bliver enerverende.

Renser vi for tekst, så er det musikalske udtryk så stemningsfuldt at det nærmest af sig selv leder tankerne hen på storbyen om natten: svingende mellem hektiske bilhorn (som mundharpen i ‘Dogs of Lust’) til stilheden før morgengry i ‘Bluer than Midnight’. Det er stærkt lavet!

Samtidig er der et ironisk overskud og en spillen på klichéer: På ‘This is The Night’ er der (næsten for) meget ekkoeffekt på vokalen, og med klaveret bliver det helt saloon-agtig stemning.

Men teksten om at sidde i en taxa ved nattetid i ‘Sodium Light Baby’ bestyrker bare oplevelsen af storbyen om natten…

Hvad har vi så fået, når vi er nået igennem den gode time i selskab med The The på Dusk? Vi har fået en lækker musikalsk oplevelse og en grundig behandling af den svære kærlighed og af at det også er svært at være mand med følelser. Vi er (desperat) blevet formanet om at ‘Love Is Stronger Than Death’ – men til afslutning bliver vi mindet om at det sådan set jo er vores eget ansvar at finde mening i det hele og gøre noget. Jorden fortsætter med at dreje endda.

25 år efter er der mindre snak om den bløde mand. Vi er mere optaget af ligestilling, ’nye’ køn og hvordan man dog undgår overgreb. Men der er dog stadig noget at hente både musikalsk og i tankegodset hos The The’s Dusk. For selv om den maskuline følelsesrevolution måske er udeblevet – måske sparket til hjørne af folk som Søren Fauli (eller andre, bedre folk i udlandet) – så er der stadig nogle overvejelser om mandens natur, kultur og følelsesliv, som The The kan være tankestarter på.

Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here