Fokus: Roskilde Festival 2015 – de første fragmenterede tanker om årets program

1
2488
views

Roskilde Festivalen er klar med “hele” programmet, årets line up er der, som altid, tusindvis af holdninger til og om – vi har også en, naturligvis. Så her følger en omgang overordnede betragtninger om stort og småt omkring Roskilde, og det første lille dyk ned i den rockede del af årets program.

Følgende udsagn og holdninger står naturligvis for min egen regning, er sikker på at de øvrige lyse hoveder på vores redaktion har helt deres egne, er uenige på nogle punkter og har samme opfattelse andre steder. Ligesom jer, der gider læse med, eller interesserer sig for det, for det er jo netop det, der binder det hele sammen – we care a lot! Derfor deler årets plakat, som stort set altid, og i større eller mindre grad, vandene. Vi går naturligvis også op i netop Roskilde Festival, fordi GFRock udspringer fra en gammel Roskilde lejr, så det er ikke for, at forfordele denne festival fremfor andre i det danske festival-landskab. Roskilde er bare i vores blod, det hverken kan eller vil vi løbe fra.

For hvad er det lige Roskilde Festival skal være og kunne favne? Jo, kort sagt er det jo lidt af det hele, hvor festivalen prøver på, efter bedste evne er jeg sikker på, at tegne et overordnet billede, af en tiltagende fragmenteret og uoverskuelig musikbranche. For Roskilde er jo, hvor meget vi end gerne så det anderledes, en musikfestival, og ikke en rock-, eller nogen anden genre for den sags skyld, festival. En musikfestival der forsøger, med skiftende held og muligheder, at afspejle tiden, og i deres egen forestillingsverden, på nogle punkter også at være på forkant.

Sådan har det (næsten) altid været, i hvert fald siden hippietiden stille og roligt fadede ud i 70’erne, og andre genrer blev lukket ind på Dyreskuepladsen. Festivalen har så efterfølgende gennemgået nogle faser, og været pejlemærke for skiftende generationer, der hver især var præget og formet af tiden, og den omskiftelige musikbranche. Rocken og metallen, i alle mulige afskygninger, var i mange år muligvis festivalens rygrad, i dens DNA (det er den vel egentlig stadig, nu blot i mindre grad?) og fik lov til at dominere plakaten, og ikke mindst de største scener på festivalen. Men det var også i en tid, hvor der var store bands nok i de genrer til, at man KUNNE fylde Orange spilleplanen ud med den slags – sådan er det jo, desværre for nogle, ikke længere. De gamle headlinere er netop det, blevet for gamle, gået i opløsning, blevet for dyre at trække væk fra heden eller Parken osv. osv. osv. – og der er, af mange forskellige årsager, som er en anden diskussion til en anden gang, bare ikke kommet tilsvarende mange nye store rock/metal navne til, som kan fylde scenen ud.

ros1-659x441

En af hovedårsagerne er vel noget så simpelt som, at den brede befolknings (også blandt festivalens målgruppe) smag har rykket sig, eller er blevet splittet op. De “gamle” MTV (da det var fedt) genrer indenfor rocken og metallen har bare ikke samme gennemslagskraft som tidligere og fylder mindre. Hvis skyld er det? MTV, “medierne”, din mor? Hvad kom først, hønen eller ægget? Det er lige meget for det her indlæg, her konstaterer jeg blot, at det er sådan – og Roskilde afspejler det. Hvor eksempelvis et band som Carcass (måske) kunne have fået Orange i 90’erne, så havde de mere end svært ved at trække folk til Arena teltet sidste år. Så kan vi råbe nok så meget op om, at metallen (eller den genre vi nu lige kan lide) bliver overset af festivalen – navnene, og os metalhoveder, er bare blevet færre, eller mindre, med årene, ikke mindst på Roskilde. Ikke at der som sådan er færre, eller dårligere, hårdtslående navne derude – de fylder bare mindre i det store billede.

Hvor man tidligere kunne høre Slayer banke ud fra hver anden lejr, så er “Raining Blood” nu meget svær at fange i campingplads-brisen. Medmindre det da er blevet remixet af en eller anden hotshot DJ og pumper løs i den grumsede suppe af enslydende blip blop, der dominerer lejrene nu. Alt var bare bedre i gamle dage, da alle hørte den musik vi kunne lide. ALLE!

Nej, pointen er den,  at alt ikke er som det var “før i tiden”. Sådan føltes det nok også for den ældre generation, den inden os, da vi kom rullende ind på festivalen og tog over. Og generationen før dem. Ligesom nutidens gennemsnitsfestivalgænger nok vil føle sig trængt ud, overset og negligeret om 8-10 år. Nature of the beast. Midt i det hele sidder festivalen og dens bookinggruppe og skal forsøge at styre slagets gang, guide, lade fest være fest, belære, opdrage og give muligheder. Ikke nogen nem tjans. Der er ikke nok store navne, de store navne fylder for meget, hvor er Kanye, godt Kanye ikke er her, Foo Fighters for helvede! System of a Down! Tool! RATM!!! Godt de ikke kommer. Jeg vil have mere senegalesisk trommemusik og Major Lazer, igen! Og hvad med de ukendte bands? Hvorfor kender jeg nogle af dem? De er ikke ukendte nok!?!

Hexis rising

Sådan kunne man blive ved, man kunne også bare nyde den buffet, eller det musikalske kræmmermarked, festivalen igen i tilbyder. Der er lidt for enhver smag, stort og småt, med de indbyggede fordele og ulemper den spredning og alsidighed naturligt vil resultere i. Men som altid kan man, i min optik, bare strikke sin egen genre-afgrænsede mini-festival sammen og tage på sin egen planlagte rute igennem programmet. Om du er hip hopper, rocker, metalhoved, dansemus eller hvad ved jeg, så er der næsten altid noget at give sig til (med lidt pauser hist og her) indenfor den/de genre der netop interesserer dig. Så du kan gå din egen private metal-rute igennem de 4 dage, være ligeglad med resten omkring dig, og holde din egen lille metal-festival på Roskilde. Eller bare smage lidt på det hele? Tiderne hvor de hårde toner sad tungt på Orange Scene er forbi, og kommer nok aldrig igen. Så kan man vælge at få det bedste ud af de givne muligheder, eller tage på en genre-festival som Copenhell… hvor der sjovt nok ikke kommer 50-75.000 mennesker?

Tro mig, jeg ville da elske hvis Roskilde stadig var mestendels en “rocket” festival, i hvert fald hvad de større navne angår, ligesom da jeg startede med at komme på festivalen (hvor der forresten i virkeligheden sikkert var temmelig stor variation i programmet alligevel, men jeg gloede mig bare blind på de hårde navne) – men jeg omfavner også gerne Roskilde for hvad det er, og kan, nu. Et kæmpe musikalsk tag-selv-bord, hvor jeg selv kan vælge og vrage mellem hvad der ryger på tallerknen fra det bugnende udvalg.

Med den holding kommer jeg vel på en måde også til at frede festivalen, og sige at “alle år, er på hver deres måde, egentlig gode år”. Ja, lidt, kan man vel sige – men bare fordi jeg ikke er så kræsen, så kræver jeg dog stadig en vis kvalitet i udbuddet og ikke bare en bunke discount navne. Hvordan ser det så ud i år (så kom vi endelig frem til det)?

Der er nok lidt tyndt i toppen, må man konstatere, selv om det jo altid kan diskuteres, hvad der kan betegnes som et hovednavn… og “rock”. Her ville et bredt rocknavn som Foo Fighters have pyntet gevaldigt, men bookerne kan jo åbenbart ikke trylle… Øverst står Sir Paul McCartney, det nærmeste vi kommer på en Beatle der er i live, som ikke er Ringo. Hey – tag da Ringo med! Nå, ikke. Anyway, det er, hvad Orange-navne angår, en glimrende booking. Manden er jo indiskutabelt en legende, har været med til at forme musikhistorien, inspireret utallige kunstnere og vigtigst af alt, så har han SANGENE til at fylde scenen ud og favne alle generationer. Alt det som Roskilde gerne vil have i en veteran headliner, så det er fint. Det skal også nok blive ok hyggeligt, har bare på fornemmelsen Sir Paul måske liiiige er ved at være lidt for rusten. Oplevede ham i Parken for over 10 år siden, da knirkede stemmen og leddene sgu allerede godt. Men hva’, når først musikken spiller og øllet flyder, så synger vi jo med alligevel – og det er det McCartney skal levere. Sing-a-long.

Så har vi Mastodon, der igen igen igen gæster Roskilde. Sidst overlevede de mod alle odds en tur op på Orange, ja faktisk gjorde de det fremragende på den store scene, i år går historien på, at de ender på Arena? Det vil sige, et år uden en metal headliner på Orange? Det skal nok give lidt brok i krogene, hvis det er sandt. Nuvel, jeg er ligeglad HVOR de spiller, og måske også en smule ligeglad med at de overhovedet spiller, da jeg har set dem en håndfuld gange tidligere. Skal vi ikke bare sige, at deres præstationer er svingende live. Er de så blevet booket for tit på Roskilde? Ja/nej. Det er jo et tilbagevendende punkt man kan diskutere – hvornår har et navn spillet på festivalen for tit? Ofte er de som siger, “nu igen”, folk som undertegnede, der glemmer at det ikke er alle festivalgæster, som har været der 15-20 år, eller mere, i streg. Så genbrug for, at præsentere et navn for et nyt publikum, er fint med mig.

Jeg kan jo bare se Lamb Of God i stedet for, for dem har jeg faktisk aldrig oplevet live! Bandet gav en meget, meget rost koncert på Copenhell for nogle år siden, så der er vist lagt i kakkelovnen til lidt af en barnburner på Roskilde. Måske glæder jeg mig endnu mere til Enslaved, der er højaktuelle med albummet In Times, som jeg først lige har fået begyndt på. Albummet er blevet rost til skyerne stort set alle steder, så jeg er klar på noget mørk prog – eller hvad de nu spiller?

Hardcore punk-metal/crust er der også blevet plads til i form af All Pigs Must Die, så der bacon, eller hvad med noget hipster-black fra Deafheaven? Nej, jamen så kan du få hippe black toner med kvindevokal fra Myrkur i stedet for! Hvad med Tombs, det er også sort?! Vil du hellere stene? Så er der doom fra Pallbearer. Hvis det er for langsomt, så er der teknisk død fra Polen fra Decapitated. Og der gemmer sig mere i det med småt på plakaten, som vi kan dykke ned i senere. Der er lidt for enhver smag af de hårde navne, og som altid på Roskilde, hvis man ikke er for kræsen eller krævende, så er der også nok til, at du kan blive både døv og mæt – selvom der måske lige mangler lidt flere genkendelige navne.

Styrer vi væk fra metallen og over i et mere udflydende bredt rock-felt, så er der, selvfølgelig, nærmest uoverskueligt meget at kaste sig over. Vi ignorerer Muse lidt, da de falder under Mastodon kategorien for mig – modsat Mastodon, som jeg har sat lidt på standby, så er jeg bare reelt færdig med Muse. Det var jeg sådan set allerede ved Black Holes and Revelations pladen, der bestemt havde sine momenter, men også en masse jeg ikke brød mig om. Ja, jeg er en af de tosser der mener de toppede med Origin of Symmetry. Fred være med det, har du IKKE set Muse live tidligere, så tjek dem ud – de leverer varen og lidt af et show.

Er du til ægte rock ‘n roll, så ser udvalget, i hvert fald blandt navne med større bogstaver, faktisk noget tyndt ud i år. Der er den svenske veteran Thåstrøm, der er aktuel med en rost plade, er han rock ‘n’ roll? Der er naturligvis Noel Gallagher og hans højtflyvende fugle! Noel, han er da rock ‘n’ roll – ikke mindst i kæften. Solomaterialet er lidt “meh”, men ser ud til at du kan få lov til at skråle med på udvalgte Oasis-numre. Jeg skal nok føre an i “Don’t Look Back In Anger” (den er jeg sgu stadig ikke træt af!) og “verdens bedste b-side”, “The Masterplan”.

Ryan Adams, i hvert fald som person, er sgu også rock ‘n’ roll, og efter omkring 8hunnar plader og to årtier i branchen, både som solo og i Whiskytown, er det ENDELIG lykkedes, at lokke den notorisk egenrådige country/rock “bad boy”, til en dansk festival. Det i sig selv er et kæmpe scoop! Jeg har aldrig oplevet ham live, da jeg ikke gider sidde i musikhuse rundt omkring og få ondt i røven når jeg ser musik, eller på anden vis ikke har haft muligheden, når han var på vores breddegrader. Så Hr. Adams er allerede noteret som en personligt hovednavn for mig. I samme personlige kategori noteres samtidig Father John Misty, der under sit civile navn, Josh Tillman, passede trommerne hos Fleet Foxes tidligere i karrieren. Hans solokarriere er dog allerede ved at overskygge fortidens meritter, med 2 decideret fremragende albums på CV’et. Tænk solbeskinnet Californiske vellyde, der smager af sol og sommer, som hos The Eagles og Beach Boys/Brian Wilson, krydret med tidlig Elton John – med masser af sjæl, skæv humor og skarp ironi – og helt forrygende sange. Konge booking.

Der er også roste The War On Drugs? Eller The Tallest Man On Earth? Eller de musikalske drillepinde/tyveknægte Foxygen? De flagrende knægte var lige ved at lave en MGMT for et par år siden, men nåede at træde et skidt tilbage inden det hele gik for hurtigt. Og nu vi er ved det psykedeliske, så kan du få en god dosis svensk syre fra GOAT. Hvis din fest skal være nordisk og punket, så kan norske Honningbarna anbefales, dem er dele af redaktionen er helt tosset med. Der er også en del stærke kvinder på programmet i år, ført an af Florence +  The Machine, ST. Vincent og den svenske søstre-duo First Aid Kid. Lidt længere nede på plakaten finder du landskvinden Alice Boman bag pianoet, og ovre i det mere dunkle hjørne, Chelsea Wolfe. Og hvis det skal være rendyrket pop, er der naturligvis Veronica Maggio, der har et godt tag i de danske radiolyttere. Endnu en svensker forresten.

Dansk pop/rocks grand old man, eller i hvert fald en af de ældre, Lars H.U.G. kigger også endelig forbi Dyreskuepladen igen efter mange års fravær. Den skyldes nok blandt andet en længere pladepause, som han brød sidste efterår med 10 Sekunders Stilhed, et rigtig fint comeback fra den tidligere Kliché frontmand. Der loves et særligt og eksklusivt Roskilde show, så endnu et navn kan tilføjes listen over personlige hovednavne. Og et lille plaster på såret over, at der IGEN hverken var plads til Niels Skousen, Allan Olsen eller “en af de andre” på årets plakat.

Hvor H.U.G., i hvert fald i sine tidligere år, legede lidt med de musikalske skabeloner, så rev de tyske industrial m.m. legender, Enstürzende Neubauten (ikke rock som sådan, måske), det hele fra hinanden. Det gør de forresten stadigvæk, hvis man skal tro anmeldelserne af deres nyeste album, Lament. De får tysk følgeskab af et navn som jeg lige faldt over i farten, Warm Graves, der præsenteres som “ambient krautrock” – jeg er allerede nysgerrig!

Og nysgerrighed er jo det der driver værket her i firmaet, uden det skal lyde som højrøvet pral, men det mere ukendte var, og er, jo denne sides udgangspunkt og drivkraft. Så de mindste navne på plakaten, især de danske, er et naturligt fokus – og noget vi, naturligvis, kommer til at fokusere meget på. I år er der, til vores, eller i hvert fald min, glæde, fundet plads til navne som hardrock noise-rockerne Black Book Lodge, støj-duoen Fossils, The Minds of 99, der tilmed får lov til at åben Orange Scene, Young Dinosaur, Yung, De Underjordiske og de kompromisløse grindcore fræsere Piss Vortex. Masser af guf til Rising Scenen!

Hvis alt det, og alt det jeg endnu ikke har opdaget, ikke er nok, så kan man jo danse med Pharrell og hans oversized hat, Nicki Minaj og hendes store… hår, Hot Chip og Kendrick Lamar. Under alle omstændigheder, så tjek et af de senere års mest interessante hip hop navne, Run The Jewels, ud – også selv om du normalt ikke er til genren. Deres 2 albums er verdensklasse, hvis du er lidt nysgerrig og open minded.

Og det er vel det, der i sidste ende er pointen med hele denne laaaange smøre af strøtanker og rapid fire – åben sindet, vær lidt opsøgende, udfordre dig selv og skrål med på “Hey Jude”, når det hele er ved at være overstået. Det vil jeg i hvert fald gøre.

Årets program vil nok, med rette eller ej, endnu engang møde lige dele begejstring og kritik. Er man til ROCK, og lidt puritansk angående hvad man mener essensen af Roskilde Festival bør være, så har man muligvis en pointe – det kan se lidt tyndt ud i toppen, hvad reelle rock/metal headlinere angår. Men Roskilde Festival er, og bliver, som tiden er nu, andet end “blot” det.

Hvad der gemmer sig i lagene, tager vi os lige lidt tid til at dykke godt ned og snage i, så stay tuned de kommende måneder – så ruller vi os lidt i skidtet og prøver at få det frem i lyset.

Af Ken Damgaard Thomsen

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here