Fokus: R.E.M., New Adventures In Hi-Fi – 20 år på vej

0
457
views

Den 9. september kunne R.E.M.’s 10. studiealbum, New Adventures In Hi-Fi, fejre 20 år jubilæum. Et album som mange kalder undervurderet. En musikalsk spraglet affære, hvor hovedparten af numrene blev optaget på tour og et album som på mange måder blev afslutningen på noget gammelt, begyndelsen på noget nyt og begyndelsen til enden for bandet.

Den turné der fulgte efter udgivelsen af Monster i 1994, som strakte sig ind i 1995 og blandt andet bragte bandet forbi Roskilde Festivalen det år, blev på mange måder skelsættende og afgørende for R.E.M. som orkester – og kom direkte til at præge det efterfølgende album New Adventures In Hi-Fi. Det her skal ikke være en dybdegående analyse af pladen, eller en fyldestgørende beskrivelse af bandet og folkene bagved, det er der skrevet utallige artikler og hele bøger om. Nej, det her er blot en lille, personlig hyldest til en af de mest interessante og vigtigste plader i deres imponerende bagkatalog.

Jeg kender en del der har rynket lidt på næsen og anlagt et lidt tvivlende tonefald, når jeg fortæller dem, at jeg godt kan lide R.E.M., ja, at jeg vel nærmest er/var fan! Som om det er lidt kikset, for mainstream, for poppet eller for art school hipt, det klarer jeg lige at leve med og kan svare tilbage med et “ja, virkelig”… de ved slet ikke hvad de går glip af. Nuvel, det her er heller ikke en forsvarstale for bandet eller hvad jeg nu lige kan lide, jeg vil blot sige at R.E.M. er en af de virkelig få kunstnere, som jeg vil gå så vidt at kalde mig decideret fan af – og det hænger naturligvis samme med, at deres musik har givet, og stadig giver mig, et eller andet. Noget udefinerbart og uforklarligt, noget der ikke kan eller behøver forklares, det er der bare og musikken ræsonnerer bare af en eller anden grund hos mig.

Men jeg forstår også godt folks ambivalens, måske endda “had”, og også den nær religiøse dyrkelse de har haft, og måske stadig har i visse kredse. Jeg forstår det hele, men det har ikke noget med min nydelse af musikken at gøre.

R.E.M. kom ud af en sydstatsuniversitetsbys undergrund, blev lokale darlings for det hippe it-crowd, udsendte et voldsomt rost debutalbum i Murmur og voksede sig op gennem 80’erne, og over en håndfuld plader, fra collage radio “stjerner” til med Document i 1987 at bryde igennem til en bredere offentlighed. Man betragter disse første år og 5 plader, plus/minus, som første kapitel, og nogle R.E.M. puritanere også som deres bedste periode. Så kom Green albummet, hvor udsynet og turneerne blev større inden de brød helt igennem lydmuren og blev millionsælgende megastjerner i U2 klassen med Out Of Time og Automatic For The People, i hvert fald for en stund. Indtil de med fuldt overlæg torpederede supertankeren med den kantede og grimme, men stadig undervurderede (om end ikke fremragende eller noget) Monster. Enden på andet kapitel.

Eller? For man kunne også rykke den, indrømmet, flydende grænse lidt og inkludere New Adventures In Hi-Fi her. Som det reelle punktum for R.E.M. som storsælgende superstjerner, der var med til at sætte den musikalske dagsorden. Eller en opsummering af karrieren indtil da, med nogle nye tricks i ærmet. Eller begyndelsen på den afslutning der først blev endelig med opløsningen i 2011. Eller overgangen fra noget gammelt til noget nyt. Lidt af det hele?

New Adventures In Hi-Fi er et ægte road-album, både i den forstand, at mange af numrene er opstået (og indspillet for senere at blive pudset lidt op i studiet) on the road til soundchecks rundt omkring og i den forstand at albummet handler om at være i bevægelse og rejse – i bred forstand. Hvis der endelig er en fællesnævner for de 14 ret afvekslende numre. Men fødslen var ikke nem. Forsanger Michael Stipe bøvlede med at kunne håndtere og tilpasse sig et liv i rampelyset som feteret stjerne, ikke ulig hans ven Kurt Cobain, der jo som bekendt fandt en vej ud i 1994. Mike Mills måtte opereres for maveproblemer mens de var Europa, det er senere kommet frem at det kunne være endt fatalt. Det kunne det i den grad også for trommeslager Bill Berry, der fik en hjerneblødning under en koncert i Schweiz. Han kom sig heldigvis, men oplevelsen havde direkte indflydelse på, at Berry forlod bandet efter indspilningerne til dette album og trak sig tilbage for at blive landmand.

Det tab kom R.E.M. sig aldrig rigtig over, selvom Michael Stipe engang udtalte noget i retning af, at “en tre-benet hund er stadig en hund, den skal bare lære at gå på en ny måde”. Det blev nærmest symbolet på resten af bandet karriere og musikalske output, der i bagklogskabens lys ligner en søgen efter en ny identitet, med spredte stjernestunder, og albums som UP og Reveal der bestemt ikke har noget at skamme sig over, men heller ikke når fortidens høje tinder. Alt det kom efter Hi-Fi, men det er med til at give den plade den specielle plads og position i bandets bagkatalog som den har.

Havde den været bandets sidste salut, de overvejede at stoppe da Berry sagde farvel, da de, rigtig nok viste det sig, mente at R.E.M. var disse 4 individer og ingen kunne erstattes uden at noget gik tabt, så havde de lukket ballet med ordene “I’m not scared, I’m outta here”. De sidste ord der bliver sunget på “Electrolite”, albummets bedårende afslutningsnummer, som slutter rejsen på en optimistisk tone, efter et album fyldt med tvivl, forvirring, desorientering, rodløshed, famlen og en rejse mod det ukendte (efter sigende handler nummeret om Los Angeles). Bandets efterfølgende albums viser, at de ikke var bange for at eksperimentere med deres lyd og tage chancer. Sådan har det altid været, hvis man kigger ud over hele deres karriere, det var bestemt ikke et band der spillede sikkert, men på mange punkter var de i konstant bevægelse, men det bliver måske endnu mere tydeligt efter Hi-Fi. Også fordi det er tydeligt, at ikke engang bandet selv helt ved hvor de skal bevæge sig henad og hvordan.

Den følelse starter også på New Adventures In Hi-Fi, nogen ville måske påstå det begyndte allerede med Monster, men jeg ser mere den kradse plade om et nødvendigt brud og opgør med stilen, og den succes der fulgte i kølvandet, på Out Of Time og Automatic For The People. Let’s tear this shit down! Og så genopbygge af murbrokkerne, med nye tilføjelser, på Hi-Fi.

Spoler vi tilbage til start, så åbnes pladen med den helt forrygende og i R.E.M. sammenhæng også mærkværdige “How The West Was Won And Where It Got Us”. En lang, svævende, tåget, bølgende, urolig og hjemsøgt sang, der lyder lige dele beroligende og dybt foruroligende – hvor især det skæve klaver, der klimper ud og ind i nummeret, er med til at sætte en stemning, som bare virker lidt… “off”. Bandet har vundet vesten, men hvad gav det dem og førte til? Tvivlen nager. Det gør den også på den brusende rocker “So Fast, So Numb” senere på pladen, et uregerligt nummer, som flere steder lyder som om det er ved at ryge i grøften, men lige klarer at tage rabatten rundt i svingene. Sætninger som “You’re moving through rough waters”, “Anyone could scratch your surface now”, “You love it, you hate it”, “This is now, this is here ” og “That was then, that was that” hvirvler ud og ind af hinanden, mens verden snurrer rundt og det hele flimrer.

En helt gennemgående følelse, som strømmer gennem pladen. Man er i konstant bevægelse, enten fysisk eller psykisk, fra by til by, land til land og mennesker imellem. Du ser alt og ingenting, er 100 forskellige steder, men det hele flyder sammen eller ud i ingenting. Man rejser rundt, uden rigtig at være til stede nogen steder. En fornemmelse der måske er mest tydeligt til stede på albummets midterakse, epicenteret og et af de helt centrale numre, den over 7 minutter lange “Leave”. En rolig start med noget akustisk guitar og orgel brydes med et af en skrigende guitar, der skærer igennem som en sav. Lydbidden loopes og bliver den egentlig grundrytme og bund i nummeret, der ligger og skærer og hyler mens der bygges ovenpå med et ulmende og hypnotisk slangende nummer, der virker som et knugende sort hul fyldt med fortvivlelse og stor skønhed, på samme tid. Et af mine absolut favorit R.E.M. numre, et der ikke rigtig lyder som noget andet de har lavet, men stemningsmæssigt alligevel virker genkendeligt og passer ind i deres samlede produktion.

Kontrasten dertil er et nummer som den umiddelbart banale, næsten sødsuppe klingende “Be Mine”, men tænker man over det, så kan den også høres som forskruet kærlighed, hvor selvopofrelsen er kammet over og bliver udslettende for afsenderen. Og så rummer den lydmæssigt, ikke mindst på grund af Peter Bucks karakteristiske guitar, nogle soniske ekkoer af stilen på Monster. Dem finder man også på den glam-rockede og vrængende in-your-face single “The Wake-Up Bomb” og den knastørre ørken-rocker “Low Desert”. Men albummet rummer også et arketypisk R.E.M. øjeblik, et af de der numre som bare er øjeblikkeligt genkendeligt som et R.E.M. nummer, den radiovenlige “Bittersweet Me”, som ikke havde været fejlplaceret på eksempelvis Out Of Time, eller en af de senere plader for den sags skyld. Vintage R.E.M., på godt og ondt.

Men det er i numre som den underligt krybende og luskende “Undertow”, der slægter “Leave” lidt på, ikke direkte i sin klang, men der er noget med stemningen, pladen topper for mig. Og så er det, det tydeligste eksempel på albummet på et andet R.E.M. varemærke, vand som symbol. Symbol på bevægelse, forandring og liv, eller her noget man kan drukne i, “I’m drowning… me”.

You know I am tired.
Cold and bony tired.
Nothing’s gonna save me, I can see.
I can’t say I’m fearful, I can’t say I’m not afraid.
But I am not resisting, I can see.
I don’t need a heaven, I don’t need religion.
I am in the place where I should be.

Religion er temaet, i helt konkret forstand, i den forrygende “New Test Leper”, der har sin titel fra og kredser om Det Nye Testamente. “I can’t say that I love Jesus, that would be a hollow claim”, lyder første linje i nummeret, der efter min mening har en af bandets absolut stærkeste tekster – og det siger ikke så lidt. Men selvom vores fortæller ikke er religiøs, så er han fan af sætningen “judge not lest ye be judged”. Nummeret er sat i en ramme, hvor det lyder som om vores fortæller sidder og ser et tv-show, hvor sætninger fra Det Nye Testamente dukker op og “han” tager stilling til, og funderer, over dem. “I sat silent 5 commercials // I had nothing left to say”…

R.E.M. havde mere tilbage at sige efter New Adventures In Hi-Fi, nogen vil mene at det havde de ikke behøvet. På mange måder havde pladen da også været et passende punktum på en flot karriere, med et band der overpræsterede og blev meget mere berømte end deres musikalske stil i bund og grund lagde op til – og end de i sidste ende havde lyst til. Men der kom mere, indtil de vitterlig ikke havde mere på hjertet, eller kunne bøje R.E.M. rammen yderligere.

Det er lidt utroligt at tænke på, at New Adventures In Hi-Fi ligger i midten af karrieren, der var 15 år inden og faktisk 15 år bagefter! For mig er det også et af de musikalske højdepunkter. Hvad der lige er det bedste album kan man diskutere, og det gør fans stadig, ligesom det for mig personligt skifter lidt. Men Hi-Fi er en plade, modsat eksempelvis Automatic For The People (der ER et mesterværk, bare lige for at få det af vejen) som jeg kan udenad, som jeg kan blive ved med at vende tilbage til – og stadig synes føles frisk og ny.

Det er nok fordi den er i konstant bevægelse, og ikke dvæler for længe ved øjeblikke og stemninger før man er videre.

Where is the road I follow
To leave, leave?

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here