Fokus: Fanø Free Folk Festival (21. – 23. juli)

0
386
views

Mens Ken, Jonas og sidekicks holdte traditionen i hævd og gjorde hvad de kunne for at ødelægge deres sylfide-agtige kroppe på dyrskuepladsen i Roskilde, startede et research-arbejde på et initiativ, der om noget vil vække resonans til GFRs slogan ”more than rock”: GFR sender en anmelder til Fanø Free Folk Festival.

”Undskyld, hvaffor’en?” tænker du nok, men Fanø Free Folk Festival er en forholdsvis veletableret festival, der måske ikke konkurrerer med de største festivaler i antal solgte billetter, men til gengæld gør noget af det, vi sætter pris på hos GFR:
Både har fokus på kvalitet, men også tør skeje ud og tage satsninger.

Det hele foregår på Fanø ud for Esbjerg i og omkring landsbyen Sønderho, og festivalen har nu eksisteret på ildsjæle og vilje i efterhånden en del år.

Glem store dele af P3- (selvfølgelig), P6-, P4- eller BBC 6-segmentet, for her bevæger vi os i musik, der kun i få tilfælde finder vejen til det, der med meget bred pensel kan kaldes mainstream. Men samtidig er det også – det relativt lille lineup til trods – blandingen af internationale og danske navne, som pryder FFFFs plakat. Og der er masser af potentiale til noget helt vildt, anderledes, nyt eller uvant.

Glem for øvrigt også en anden folk-musik-festival i Region Syd; her sættes barren et andet sted – både hvad øltelte og udbud af musik angår.

FFFF er per definition intimt, småt og præget af at være drevet af frivillige der vil det her. Og skulle man have brug for et klart billede af, hvilke forhold der opereres under, så er hovedspillestedet, Sønderho Forsamlingshus, en god pointer.

Heartland har måske de mest eventyrlige rammer, men FFFF har noget helt anderledes intimt og smukt – bare på en helt anden måde.

Men hvorfor sender GFR så en anmelder til FFFF?

Fordi der er kvalitet i programmet og konceptet. Fordi der er meget nære relationer mellem Jazzhouse i København og FFFF – og dermed også en forventning om høj kvalitet. Men især fordi der på FFFF er tale om musikere, der spiller fordi det er værd at gøre for musikken, oplevelsen og i mindre (eller måske ingen?) grad for pengene. Uden at der er tale om et rent amatørshow.

Indrømmet: Free Folk er en ret frit defineret genre, og det er måske lidt løgn, da jeg indleder med at påstå at researchen på navnene på festivalen allerede pågik mens hovedredaktionen væltede rundt i mudderet. Men der er bestemt noget at komme efter her, og når man tager en lytter ned over programmet, vil man erfare at ikke så få acts på FFFF sagtens kunne være anmeldt på GFR.

Jeg har helt overordnet søgt at dele navnene ind i de mere frie, improvisatoriske/droniske navne, mens de mere – hmm – tjah formfølgende navne kommer i en anden kategori, som er den fremherskende.

Disse vurderinger er ikke baseret på ekspertviden, men et vue ud fra navnenes musik på diverse relativt hurtigt tilgængelige platforme. I får ikke mere end et par linjer i dette preview, mens anmeldelserne nok skal have masser af forsøg på at beskrive musik og stemninger med ord…

Nok mest vigtigt af alt er understregningen af, at når vi taler folk music på FFFF, så er det hverken Lars Lilholdt, Kim Larsen – eller for så vidt Mumford & Sons, der er tænkt i:

Flere navne spiller folkeviser (eller numre stærkt inspireret af disse) og selv om der også er masser af selvkomponeret musik blandt kunstnerne, er de i sagens natur tænkt ind i en rammesætning, hvor de mere folkede tonaliteter eller spillestile er i centrum.

De mere formfølgende kunstnere tæller…

Ed Askew (US)
Er født i 1940, så vi kan forvente en rusten røst – på den fede måde. Seneste plade, Ask The Unicorn, fra 2015 byder på enkelt instrumenterede folk sange. Vi taler ikke så meget one-man-and-his-guitar, da det primært er ukulele og/eller mandolin, der udgør instrumenteringen.
Men traditionen er klar; det er samme felt som Dylan og den mere stille Young, der opereres i.
Poetisk storytelling og samfundskritik. Some things never gets old!

Doug Tielli (CA)
Fra Toronto får vi endnu en mandlig singer/songwriter, som både i ambitus og instrumentering fylder lidt mere end Askew. Videoer byder på meget afslappet stemning og sarte blues-ballader – gerne med tilsvarende sarte vokalharmonier. Det kunne være Bon Iver uden hypen eller afstikkere til elektronisk.

Stanley Brinks (FR)
Berlin-baserede Stanley Brinks
Seneste udgivelse Apocalypso (2017) byder på toppet mandolin og trommer og sange i mol, mens sidste års Fiddles’ cover prydes af, ja en ukulele. Forsangeren er det klare omdrejningspunkt med og indspilningerne lyder som folk optagelser fra 50’erne. Når der kommer en skæv blikfløjte ind her og der, sender det tankerne i retning af Sufjan Stevens – men uden den konstante tongue in cheek.

Sharron Kraus (UK) Helen Tookey (poet) (UK)
Duoen har tidligere fremført materialer, som blander enkle sange med digtoplæsninger med musikalsk underlægning.

Når Sharron Kraus står alene på sange, er det en stærk, intens vokal med en iboende indignation og skrøbelighed.

La maison d’amour (FR/IR)
Det var da også på tide, vi fik lidt citar på banen (eller; hvad nu det citar-klingende instrument hedder). Den akkompagneres af mørk kvinde- og mande-vokal og da de mellemøstlige toner har en tendens til at blive mere droniske, trækker det lidt i retning af den anden kategori. Dog virker mange sange at være opbygget som klassiske folkeviser med mange vers – som vi kender fra dansk middelalder og især Færøerne.

Sutari (PL)
Fra Polen får vi også noget, der kunne være folkeviser. Det kan ikke siges at være overinstrumenteret, men er i høj grad båret af tæt eller kvart/kvint-harmoniseringen af sange i mol i det mere stille materiale, mens der også kan fut i fejemøget som her:

Vandreår (DK)
Er mere formfast singer/songwriter-materiale med sarte, mandevokalbårne sange om den svære kærlighed. Der er fokus på poetisk fremførsel og kan virke som en nedtonet version af Nørlund. Stemningsfuldt er det i hvert fald.

Brigid Mae Power (IRL)
Tilsvarende poetisk udtryk får vi – dog med kvindevokal – hos Brigid Mae Power. Ofte lidt tyndt instrumenteret – for eksempel med det foretrukne forstemte ”12-strengsklaver” – bliver det et ofte ret nøgent udtryk

Awilas (SE)
Har et intenst, norrønt udtryk og benytter både reallyd og samples i pigeduoens meget krystalklare lyd. Svensk er næsten snyd, da det er så fantastisk et sangsprog, og når der så endda af og til bruges lidt overdrive på stemmen, kan det blive en næsten samisk oplevelse. Vi er dog langt fra de norske HighAsAKite – Awilas er langt mere spinkelt og fokuseret på at beskrive naturen.

Freschard (FR)
Nok en Berlin-baseret act, som sammen med Stanley Brinks stiller op til et slag folk pop (hendes egen formulering).
Der er noget friskt, opløftende over det hele og selv om det nok ikke er sange, der søger at ryste verden i sin grundvold, så er der rigeligt med catchyness til at man nok skal have noget at nynne på, når koncerten slutter.

Marie-Louise Munck (DK)
Skriver sig ind i en tradition af mørke, danske kvindevokaler, og selv om der synges på engelsk er der et udtryk der kan genkendes hos for eksempel Lise Westzynthius.

Det er intenst og ofte er vokalen båret af en sfærisk, tynd underlægning af eksempelvis strygere.

Nils Gröndahl/Bjørn Friis Thomsen (DK)
Nils Gröndahl har jeg tidligere anmeldt (Århus Psych Fest), hvilket var en smadret, men fed oplevelse og et studie i, hvad der sker, når man looper, smider guitar-distortion og en helvedes masse andre effekter efter en violin. Hvordan det kommer til at gå i spænd med forfatteren Bjørn Friis Thomsen er svært at sige. Måske går Gröndahl mere i retning af den lyd, han arbejdede med i Under Byen?

Vester Land (DK)
Er et lokalt ensemble, som det kan være lidt svært at sige ret meget om på forhånd. Hey! Der skal også være totale overraskelser!

Nathaniel Robin Mann (UK)
Er blandt mange andre ting lydkunstner og indgår også i Dead Rat Orchestra, Animateddog.
Hvad vi så får på FFFF er lidt svært at sige, men et gæt kunne være nogle stærke vokalpræstationer blandet med noget reallyd/utraditionelle instrumenter, loops og sikkert en masse andet.

De mere droniske / improvisatoriske navne tæller…

Širom (SI)
På Facebook står genrerne oplistet som acoustic folk trance drone avant-garde experimental. Så er vi ligesom i gang… Med nogle instrumenter, der næppe kan købes i normale musikbutikker, spiller slovenerne dronisk – eller måske snarere ostinat-baseret? – musik med improvisatorisk præg.
At bandet er opkaldt efter en iransk by er nok heller ikke tilfældigt, da tonaliteten må siges at være mellemøstlig.

Nick Jonah Davis (UK)
Spiller instrumentalt på akustisk guitar og har lavet kortere og længere kompositioner.

Kottos (DK)
Er et musikerkollektiv, der i den grad håndholder musikken og øver kunsten at spille sammen i mere eller mindre frit improviseret rum – for så at vende tilbage til mere faste temaer.
Det ser ud til at kunne blive en meget intens oplevelse!

Dead Rat Orchestra (UK)
Består af tre mand (heraf er Nathaniel Robin Mann én) og benytter sig af lydkunstneren til at bruge både reallyd og utraditionelle instrumenter. Man kunne måske sammenligne med en akustisk Stockhausen?
Ja, det er ofte mere formfast, men der er også en forkærlighed for det mere underlige, som gør at de får en flot plads under denne kategori.
Man kunne jo håbe, at komme til at se noget lignende dette (videoen herunder), men også på scene er de spændende.

Kaddal-Merrill (EG/UK)
Er en duo med fløjte / strenge (sidstnævnte Daniel Merrill fra DRO) som afsøger forskellige genrer inden for ’world music’.
Der er ikke meget materiale at finde med de to, men det virker til at være en konstellation, der ikke er fejlplaceret i denne kategori.

Debre Damo Dining Orchestra (DK)
Spiller noget, man, hvis man var lidt frisk (det er jeg nu), kunne kalde smadret, blueset jazz.
Det skal nok blive festligt – om end måske ikke helt så festligt som denne, fine video…

Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here