Five Dollar Justice: Broken Hearts ‘n’ Bottles (EP) **** (4/6)

0
1476
views
Five Dollar Justice åbnede ballet

De fem mand i aarhusianske Five Dollar Justice spiller svedig og tung rock uden de store dikkedarer, men de gør det på ukompliceret medrivende vis, så man selv får lyst til at knappe skjorten op og brøle med, med en bajer i den ene hånd og mikrofonen i den anden. 

Five Dollar Justice’s livtag med den hårde rock kan virke en smule bedaget, når man først sætter Broken Hearts ‘n’Bottles på anlægget. Med et pænt ord, så er det rustikt. Produktionen er ikke glittet og pæn, bassen buldrer afsted og guitarerne er kantede, og Thomas Wittenburg’s vokal rå. Det er lidt overvældende ved første lyt, når bunden i lydbilledet hamrer henover ens trommehinder på første nummer, ‘My Lover’, om et damebekendtskab, som er samlet op på en bar. Et nummer, som, ligesom resten af EP’en i øvrigt, har en stor force i den umiddelbare og muskuløse energi, hvor Daniel Gleerup Christiansens bas og Christian Ørting Therkelsens trommer er konstant og massivt til stede i mixet. Det er ikke EP’ens bedste nummer, men den sætter fint Five Dollar Justice i scene som et band, der spiller hård og ukompliceret rock, uden svinkeærinder og med de nok så vigtige cojones. Ikke sådan Marvel-helte, fyld-spandex-dragten-ud størrelse, mere sådan blue collar baggårdspuma-nosser.

Selvfølgelig handler en del af teksterne også om kvinder og sex. Tag bare førnævnte ‘My Lover’, den efterfølgende, tungt svingende ‘Woman’, eller EP’ens afslutter, ‘Instant Love Machine’. Det lyder lidt af AC/DC og deres yngre åndsfæller i Airbourne, og en masse anden hård rock fra både den nyere og fjernere fortid. Thomas Wittenburgs vokal fungerer godt, og står ikke mindst godt til lydbilledet, med sin rå klang, mens Jan Yeoman og Kristian Ehlers’ guitarer har en lidt vel rustik og rå lyd, som jeg tænker er et område, hvor man måske kan opgradere fremadrettet. Riffs og spredte soli er der i og for sig ikke noget  i vejen med, det er mere klangen, der virker en kende for upoleret og ensformig.

Titelnummeret ‘Broken Hearts & Bottles’ tumler lidt afsted i indledningen, men kommer efter det, selv om det sandt for dyden ikke er det mest opfindsomme nummer jeg nogensinde har hørt. Til gengæld har det et omkvæd som er medrivende i sin enkelhed “Don’t wanna waste my time living a lie/I wanna leave broken hearts and bottles behind”. Det lyder som en mission statement for bandet. Endelig fortjener ‘Blow Me Away’ nogle ord med på vejen, især på grund af et glimrende, heavy rockende omkvæd med herreelegant ølråbekor. Det er også det mest eftertænksomme nummer på EP’en, og giver som sådan også lidt variation, og så kan jeg sgu også godt lide det tunge spil og Wittenburgs vokal, der næsten bevæger sig i Black Sabbath-land undervejs. Det kan kun være herligt live og den ekstra tyngde gør godt, i mine ører.

Five Dollar Justice lyder som det de er. En håndfuld gutter, der kan lidt at spille hård rock og gør det med nerve og sjæl. At produktionen så ikke er skarptsleben er til at leve med, og Broken Hearts ‘n’ Bottles viser at bandet faktisk også mestrer at skrue nogle medrivende rockskæringer sammen. Five Dollar Justice kommer næppe til at indtage radioen eller lægge Itunes ned, og det er næppe heller ambitionen. Kompositionerne er ikke voldsomt opfindsomme, men de fungerer, selv om de en gang eller to nok lige bliver strukket for langt. Til gengæld fortjener bandet at fylde nogle stemningsfyldte små rockspillesteder med folk, der kan lide tråd. EP’en her viser at der er mere end bare bulder og kopiriffs at komme efter, og det hiver karakteren op på 4 upcoming-stjerner herfra. Er  du ikke til gammeldaws hård rock, så klarer du dig nok fint uden Five Dollar Justice, men hvis du er, så giv dem et lyt.

Du finder dem lige her på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here