Festivalsæson på GF ROCK – en lille update om løst og fast.

    0
    453
    views

    Så nærmer den helt store festivalsæson sig, eller den er jo allerede begyndt rundt omkring i Danmark, med større arrangementer som f.eks. Jelling Festival for et par uger tilbage. Men her på GF Rock (og vores udvidede rockfamilie, som GF Rock udspringer fra) er vi høj grad Roskilde rotter, og tilmed halvgamle men ikke halvdøde (og dog), med spredte grupper ude til Copenhell, Northside, Gutter Island og hvad der nu lige måtte falde i La Familias smag i sæsonens løb.

    Som du forhåbentlig har opdaget, så har vi allerede blogget lidt om Spot Festival, Northside og en del om Roskilde – med ambitioner om at nå en del mere inden slaget skal stå i uge 27. Vi gør naturligvis dette her fordi vi synes det er sjovt og hyggeligt, men også i håb om at i får en lille smule ud af det, deler det med andre eller får slået nogle minutter ihjel af og til, GF Rock må gerne være din overspringshandling!

    Der kommer også til at ske lidt nyt i nærmeste fremtid, det er faktisk allerede begyndt med vores nye logo og lidt finpudsning af bloggens udseende, men festivalsæsonen betyder også et forhøjet fokus, fra vores side, på live anmeldelser, noget vi har syltet lidt hidtil – en live anmeldelse kræver at vi kan få den skrevet med det samme, ellers er den lidt overflødig. Det sker nok ikke på festivalerne, for vi kan også godt lide øl og har ingen adgang til medieland på stederne (endnu!), men vi stiler efter at få smidt nogle anmeldelser ud hurtigst muligt, når rocker promillerne har lagt sig.

    Endvidere har vi fået trykt et lille antal very limited edition GF Rock T-shirts, som vi gerne vil sende ud i verden til spotpris, såfremt nogen skulle være interesserede i ét stk festivalbeklædning. Det er win win over hele linjen, vi får lidt reklame (for noget vi laver gratis) og du får tøj på kroppen! Og hvem ved, måske løber du på en artsfælle på en festival, eller blot en der genkender navn og logo? Pludseligt har du en ny festivalven/inde som kan hente øl for dig, du kan dele toiletkø med, spise en burger sammen med eller bare få en snak om rock eller opleve en koncert sammen med?! Hvem ved!!

    Pris: 70 Kr + forsendelse, størrelse S-XXXL.  Tjek billedet øverst, således ser den ud.

    Der er som nævnt ganske få, 6-7 stk, tilgængelige, så vi laver først til mølle princip – smid en mail til gfrock.upcoming@gmail.com, hvis du skulle være interesseret. Bestilling senest i løbet af imorgen lørdag den 9. juni, levering om en lille uges tid.

    GF Rock ønsker alle en god festivalsæson, eller “bare” en god sommer til de der hopper over i denne omgang, kig forbi her på bloggen – og så ses vi måske derude? Kig efter logoet.

    Rock ON

    GF ROCK