Father John Misty, Orange Scene, d. 30/6 ★★★☆☆☆

0
770
views

Father John Misty fik fredag aften lov til, at tage sig en svingom med den store Orange Scene, foran en regnvåd plads og ditto publikum. Det blev desværre en seance, hvor begge parter endte med ikke rigtig at få noget ud af anstrengelserne.

Det er kun to år siden, at jeg oplevede Misty tryllebinde, forføre og nedlægge Avalon teltet og et ekstatisk publikum. Der kan ske meget på to år, dengang struttede Father John af lyst, virilitet, spilleglæde og noget der kunne minde om tvingende nødvendighed, som om han havde “a chip on his shoulder”.

Disse ting er, ærgerligt nok forduftet en del siden dengang, hvor Father John Misty har turneret verden rundt og også fået skrevet og udsendt et nyt, meget langt, album. En hvilepause havde måske klædt ham bedre.

Allerede sidste år, hvor jeg oplevede ham i Falconer Salen, var det en anderledes afmålt og mere tilknappet Misty der indtog scenen. Som om det var ved at gå op for ham, at han havde skabt en karakter og en mytologi omkring den, som han måske ikke helt selv var herre over længere. Misty var på alle måde blevet større end Josh Tilman der gemmer sig inden i et sted. Nogen, måske også ham selv, vil måske påstå at de to er uadskillelige og at Father John Misty bare er en forlængelse at Tilman selv, og ikke en persona opfundet til at få afløb for dæmonerne.

Problemet er, for mig, som udgangspunkt, at jeg synes Father John Misty som begreb og kunstner har sejret sig selv ihjel. Som reaktion derpå, eller med en følelse af “hvad så nu?”, har han så blæst universet op i et bredformat, der bare ikke klæder sangene og indholdet. Det er fint at have noget på hjerte, det har Misty på det nye album, som vi fik 4 numre i streg fra som start på koncerten. “Pure Comedy”, “Total Entertainment Forever”, “Things It Would have been Helpful To Know Before The Revolution” og “The Ballad of A Dying Man”. Som titlerne måske antyder, så handler det ikke længere om liderbassen, fusentasten og den forkvaklede mandsling “Father John Misty”, men noget større og langt mere alvorligt.

Desværre er det kun “The Ballad of a Dying Man”, og til dels “Pure Comedy”, der holder niveau i forhold til materialet fra hans første to plader, Fear Fun og I Love You, Honeybear. Teksterne er ikke længere helt så raffinerede og skarpe, hvilket skader det brede udsyn han prøver at ramme og så er de rent musikalsk meget afdæmpede. Ikke ligefrem en feststarter på Orange, og numrene, og det gælder stort set hele sættet, virkede endda som om de var sat yderligere en anelse ned i tempo, måske så blæs og strygersektionen han havde med på scenen kunne følge med?
Det gjorde sgu at et ellers fremragende nummer som “When You’re Smiling and Astride Me”, der fulgte efter de 4 nye, aldrig lettede og blegnede fuldstændig i forhold til leveringen og modtagelsen på Avalon to år tidligere.

Måske et unfair sammenligningsgrundlag at blive ved med at hive ind, Orange er et helt, helt andet bæst af en scene. Men netop derfor savnede jeg den fandenivoldske energi og appetit som hovedpersonen havde dengang. Det kunne have reddet en del foran en lidt mut menneskemængde der lod til gerne at ville Misty, men bare ikke fik nok muligheder til at kaste noget affektion efter ham, mens han vred sig og dansede lidt rundt deroppe på den store scene. Igen noget halvhjertet og dæmpet i forhold til to år tidligere, hvor han virkede som en besat shaman der nu gjorde karriere som fordrukken lounge crooner. Og de sjove taler og kommentarer er også forsvundet i mellemtiden, måske fordi han reelt ikke har mere at sige, eller siger det hele i de tekstunge nye numre?

“You Can Call Me Nancy” og “True Affection” ramte dog plet som en art spredt fægtning fra en kunstner der var overmatchet af rammerne, og den fremgangsmåde han havde valgt hvad sætlisten angår. Højdepunktet var dog en vidunderlig udgave af den lumre “Chateau Lobby #4 (In C For Two Virgins)” midt i sættet, hvor blæsersektionen kom til deres fulde ret, så vi fik den herlige mariachi klingende afslutning, som har manglet de to foregående gange jeg har oplevet ham live. Lækkert!

“Bored In The USA” signalerede begyndelsen på enden, og det i forvejen langsomme snakke-sungne nummer havde alvorlige problemer med at komme ud af stedet, og fange det nu temmelig ukoncentrerede publikums opmærksomhed. “Hollywood Forever Cemetary Sings” lettede heller ikke i samme grad som nummeret ellers fortjener, men jeg fik da brølet godt med, så et eller andet gjorde den vel rigtigt? “I Love You, Honeybear” lukkede det hele, der brød noget fællessang ud, men ikke noget der nærmede sig den nær-religiøse stemning nummeret medførte da Misty åbnede med samme nummer på Avalon (sludder, “Holy Shit” var sidste nummer på Orange!).

Og det var på mange måder hans egen skyld, nu da Roskilde mente han var stor nok til Orange, og ikke skulle på den mere passende Arena. Jeg siger ikke, at han skulle have spillet et mere leflende sæt, men som kunstner handler det også lidt om, at “mærke rummet”, og måske have forudset at det slæbende tempo koncerten igennem ikke gjorde nogen en tjeneste? Jeg er dog ikke sikker på, at det havde hjulpet noget med en anden scene…

Father John Misty virker nemlig kort og godt som om han er endt lidt i et vadested, eller måske et kunstnerisk og personligt limbo? Hvad nu, hvorfor, hvor hen og ikke mindst hvordan? Svaret virker ikke helt åbenlyst, så måske det nu endelig ville være en god idé med en længere pause, inden han ender med ikke bare at blotte sig en smule på for store scener, men blive totalt afklædt.

Vi er der ikke helt endnu, men kursen skal korrigeres i en fart, ellers ryger vi under middel næste gang. Og det ville være en forbandet skam!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here