Fanø Free Folk Festival ’17: Reportage & anmeldelser, søndag 23/7

0
428
views
Duoen Kaddal-Merrill på Sønderho Kunstmuseum

Lidt præget af naturlig søndags-langsomhed og lidt opbrudsstemning var der dog et fint sidste slag med halen på Fanø Free Folk Festival. Skift rundt på forskellige spillesteder bidrog til oplevelsen af at der blev lukket lidt ned, men det skal intet tage fra de koncerter, der blev spillet.

Søndag morgen havde Fanø valgt at vi skulle belønnes med en god tordenskylle. Skide smart, når man sådan skulle pakke sit telt ned, men oh! well – vejret er ingen herre over.

Heldigvis er der tørt i teltet ved forsamlingshuset, hvor der med kaffe ad lib kunne nedfældes gårsdagens anmeldelser.

Er dette et specielt cute hus i Sønderho? Nej, de fleste ser faktisk nogenlunde sådan ud…!

Marie-Louise Munck, Sønderho Forsamlingshus ****

Med den forventede mørke vokal gav Marie-Louise Munck en rigtig søndagskoncert. Musikken er perfekt til en regnvåd, langsom søndag – og netop det var Fanø leveringsdygtig i.

Med sin dybe stemme og rolige kompositioner tog Munck stille og roligt fat, akkompagneret af en Microkorg-spiller/korsanger.

Korg’en blev i flere numre brugt til høje, lyse og enkle droner, der fint komplimenterede Muncks mørke stemme. Ikke for det; for i andre numre viste Munck sin ambitus og sang i et højt, noget tyndere leje – men med sin signatur-skrøbelighed over hele spektret.
Selv om man nok skal lede længe efter en frisk dur-sang hos Munck, så er der noget betryggende over det hele, selv om skrøbeligheden også lyser igennem.

Det er de enkle midler, der sættes i spil. Men høje droniske synth-toner oven på et tørt stagepiano, kombineret med fine kvindevokaler er ikke til at gå fejl af.

Tekstuniverset rummer både indignation og visdomsord; som Rosa (?), der med lige dele velmenende rådgivning, men måske også lidt konkluderende at der er tale om en lost cause, slutter med ”only tenderness will keep you warm”.

Stille, rolig og integritetsfyldt dagsstarter-act. Udmærket!

Freschard, Sønderho Forsamlingshus ****

Hvis man siger engelsk-syngende kvindelig singer/songwriter med tyk fransk accent, vil de fleste nok tænke på Soko, som De Sorte Spejdere havde gravet frem i sin tid. Freschard er en mindre fjollet udskæring af noget af det samme, men trækker på nogle af de samme veksler.

Det er BUND charmerende med det engelske med fransk accent og det tager helt klart stik, at ’with’ udtales ’wiz’ og bidrager endvidere til det ret naivistiske udtryk, Freschard står for.

Frechard

Sammen med den imponerende Stanley Brinks stiller Freschard op til nogle udpræget små sange, som handler om den der forbandede kærlighed, om hverdagen og om de små ting.

Det fungerer i et vidst omfang, men selv om der lægges godt fra land – og Brinks i høj grad løfter udtrykket med både underlægning og soloer – så er der en konstant risiko for, at det bliver lidt for småt, lidt for lidt spændende og måske endda lidt uvedkommende.
Heldigvis er der styr på sagerne og netop som man tænker, at det da ikke var verdens bedste sang, bliver der hevet en anden, mere charmerende sag op af lommerne.

Det bliver lidt plat, da der spørges ud i rummet om man kan lokke en percussionist med, hvilket ikke lykkes. Men igen: man kan komme langt med charme og da Friends falder som ét af de tre sidste numre, er stikkene alligevel ved at have samlet sig i en pæn bunke.

Inden da har Freschard sunget en enkelt sang alene med sin guitar, hvilket viste at hun sagtens kan svømme selv, og den efterfølgende sang hvor Brinks i et vers skruer ned for guitaren og bare spiller uden strøm på sin Tele, får vi også indsigt i, at der bag al charmen og naivismen er en god stemme hos Freschard.

De tre sidste sange udgør en form for poppet feel-good trilogi at lukke ned på, og da det sidste nummer (Crackers and Cheese?) falder og der byttes guitarer, får vi cementeret at Brinks er stærk på strengene, mens Freschard nok aldrig bliver den store sologuitarist. Det betyder også minder, for nummeret er fyldt med selvironi og har netop lidt af den humor, der kan løfte sådan en sang uden at den bliver alt for Soko-plat.

Der var dyk, men der blev også taget stik hjem til slut. Så de fire stjerner er måske ikke de største, men jeg ville stadig kalde det godt…

Kottos, Sønderho Forsamlingshus ****

*ADVARSEL* i et håbløst forsøg på at beskrive Kottos’ musik, vil jeg nu kaste mig ud i at klaske genrer på. Og det er altid lidt håbløst.

Men! Der er tale om et fire-mands ensemble, bestående af lut-spiller (tror jeg), cellist, harmonika-spiller og fløjtenist med forskellige størrelser på fløjterne – herunder også en kontra-bas-fløjte, der mindede om en stående orgelpibe.

Ensemblet spiller musik, der måske ikke kan kaldes helt gennemkomponeret, men med konstant venden hjem til temaer.

Der er helt klart også elementer af klassisk ind over her og der, mens det til andre tider har mere præg af netop traditionelle folkemelodier. Så måske noget neo-trad?
Selv kalder Kottos det, de gør, for ”folk-music fra et sted, der ikke findes”. Det ville jeg godt have fundet på.

Hvad der dog hurtigt står klart er, at det er afsindigt dygtige musikanter. I skæve taktarter og chases, såvel som vanvittigt hurtige passager følger de hinanden uden tilsyneladende det store besvær.

Det første nummer kan i sin rag’ede time minde om introen til The Simpsons, mens mere stille numre inde i settet bliver magtdemonstration i bends på fløjte og stemninger.
Måske kunne man kalde det organisk kompositorisk musik? Hm.

Det sjette nummer, Green Mountains, bliver et stille højdepunkt: Det minder om en færøsk inspireret folkemelodi og har for første gang denne søndag et salmepræg. Med et drevent, sejt omkvæds-tema, der vendes tilbage til bliver det helt rørende.

Og påmindelser om salmer dukker op igen her og der. Måske neo-kirke-folk? Hmm…

Variationen er i hvert fald stor og dygtighedsgraden høj. Og selv om instrumental musik kan til tider blive lidt trivielt, hvilket ikke bliver tilfældet denne eftermiddag. Men lidt hårdt at høre på, da der sker en masse. Hele tiden.

’Just add som distortion, and that’d be metal’ sagde Nathaniel Mann til mig, og ganske rigtigt; der var god smæk på her og der og bandet synes at arbejde lige så meget som Sirom med dynamikker – uden nogen sinde at blive helt så voldsomt.
Så… Måske metal-klassisk-folk? Hmmmmmm….

Flere numre sender links til klesmer/græsk musik, og det næstsidste ordinære nummer rejser derfra over i noget mere iberisk. Så måske euro-folk-global…Oh! Fuck, jeg dropper det!!

Det står dog klart, at det er et band med stor spillelyst, god kommunikation på scenen og dygtighed. Og så må vi jo som publikum blot se, om vi kan følge med…

Herefter lukkede Sønderho Forsamlingshus ned, og de næste koncerter var henholdsvis på Sønderho Kunstmuseum og Restaurant Fajansen.

Kaddal-Merrill, Sønderho Kunstmuseum

Var en session med Merrill fra Dead Rat Orchestra og hans kone, der er nubisk afstamning.

De spillede i et lækkert kunstlokale, der duftede af træ fra gulvplankerne og mange benyttede lejligheden til at hvile mens Merrill igen viste sine evner på violinen sammen med sin kone på tværfløjte. Det var forskellige kompositioner, hvoraf én var en (for mange børn til stede) ret effektiv vuggevise.

Igen meget afslappet, og selv om jeg ikke som sådan vil anmelde dette indslag, så var det en umådelig dejlig oplevelse og ret intenst med de to ægtefolk siddende overfor hinanden på stole mens de spillede deres uropførsel på deres duo.
(se billede øverst)

Nathaniel Robin Mann, Fajansen *****

Festivalen sluttede med tre acts på Restaurant Fajansen, hvoraf jeg blot snuppede den første, da jeg var ved at være mæt af indtryk.

Nathaniel Mann har jeg tidligere i anmeldelsen af Dead Rat Orchestra understreget har en fantastisk stemme. I denne akustiske opsætning, hvor han stod alene, kunne han hverken begrænse sig til det akustiske eller være alene.

Af samtaler med Mann aftenen inden havde jeg erfaret at der er tale om en mand med en stor indignation over den politiske situation i England, Brexit og demokratiets afmontering.

Storyteller og musikarkæolog Nathaniel Mann var igen en stor oplevelse på Fajansen

Dette får han i flere af sine sange flettet ind med materiale delvist hentet fra (tidlig) historie, så politiske satiriske linjer fra sange fra 1700-tallet kan indgå i hans nutids-versioner.

En stærk pointe er, at verden vidst altid har været af lave, men det betyder ikke, at man ikke skal bekæmpe det.

Den mest ’skarpe’ sang er én, han har skrevet inspireret af at have skrevet ordet ’Trump’ ind i en elektronisk database over sange: Ud kom sætningen/titlen: ”The trump of war sounds as we’re about to lose our freedom” (eller noget i den retning). Det bliver i Manns fortolkning til en stærk protestsang, der noget naivt insisterer: ”There’s hope / when in darkness / we’ll sing”. Ja, har man ikke andet, må man jo referere til håbet.

Ellers løber han igennem et sært projekt, han har lavet i Spanien (også lørdag sang Dead Rat Orchestra en enkelt sang på spansk), hvor han har sat musik til tre kokkes kokkerier (!). Så vi får en forret, en hovedret og en dessert i lydform. Det er sådan nogle projekter, han går og laver.

Lidt mere rørende var de to sange omhandlende Cody, en amerikaner der kom til England i slutningen af det 19. århundrede, hvor han lavede drager, luftballoner og wild west shows. Mest rørende er en sang ud fra hans kones synspunkt, hvor hun blev brugt til at stå på skydeskiven iklædt røde bukser, så man ikke så blodet, når hun af og til blev ramt. En speciel, men stærk kærlighedssang.

Aftenen viser igen, hvordan der er en ildsjæl i Mann, og han er meget engageret og fortæller lange historier om, hvad det er for historier, sangene er baseret på, hvordan han sætter ting sammen (fx spansk og engelsk) og hvordan der er sjove vinkler overalt.
Han er så entusiastisk at der sker småfejl til højre og venstre uden at det gør den mindste forskel. Det er intenst, til tider intimt og på mange måder så sært at man ikke kan lade være at smile, græde og glædes.

Et smukt punktum for min tur til FFFF!

Og sådan blev min Fanø Free Folk Festival 2017. Virkelig en positiv oplevelse og især et billede på, hvad ildsjæle kan opnå, når man går forrest og får folk til at følge med på en idé.

Der er mange ting, jeg ikke har fået vendt, men som altså også var værd at bemærke…

Her er nogen af dem:

– Rasmus Hjortshøj Steffensens hjemmelavede snapse, som solgtes til 10 DKK / glas.
– Jam sessions efter programmet lørdag.
– Teltet uden for forsamlingshuset som sikrede at der var siddepladser imellem koncerter (ellers sad folk typisk på gulvet i forsamlingshuset)
– Nærhed. Man får nok set alle, der deltager på festivalen og musikerne har man rig lejlighed til at tale med.
– Flad struktur: Her er der ingen superstjerner, og alle afregnes ens. Det er non-profit og imponerende, at der kan laves noget sådant med et gennemsnit på noget over fire stjerner (som altså er en god koncert, mind you!).
– At de joviale forhold selvfølgelig også gør det svært at komme med negativ kritik. Men det har der så heldigvis heller ikke været (rigtigt) behov for.
– At ikke-professionelle (men til gengæld afsindigt passionerede) musikere kan lave noget helt fantastisk. Ikke at professionalisme udelukker kvaliteter, men der findes altså mere kvalitet end penge kan betale…
– og en masse andet!

Men når det så er sagt, tror jeg, der skal lidt punk til i bilen hjem: Man kan godt savne noget lidt smadret, når man hører folk en hel weekend.

Af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here