RF09: Faith No More – Orange scene, fredag *****

0
972
views

Kings for A day

Omgivelserne kunne næppe have været mere perfekt, måske hvis de havde spillet kl. 22 og fået lidt mørke at arbejde med. Men, hvem gider brokke sig over strålende solskin, 27 grader og gode ben på dagen?

Denne comeback koncert havde været længe undervejs, da det var 17 år siden Faith No More senest spillede på Roskilde, og små 12 år siden de sidst gæstede landet. Som en relativt sen tilføjelse til programmet havde der været en reel frygt for, at de måske slet ikke kom i år. Det gjorde de heldigvis, og så og sejrede som få af disse reunion acts sjældent formår at gøre.

Om det var for pengenes skyld, og det var det sikkert, at gamle stridsøkser for en tid blev begravet, er egentlig underordnet, hvis bare varen leveres overbevisende. Mike Patton selv havde i mange år kategorisk afvist at gendanne en af sen 80erne/start 90ernes mest indflydelsesrige orkestre, men nu stod de her altså.
At tidens tand ikke havde undladt at tygge på bandet sås tydeligt på stort set alle medlemmer, minus Patton, der dog havde fået en lidt mere fyldig ramme at trave rundt med på scenen, men ellers fuldstændig lignede sig selv.

Det faktum at der var tale om en genforening af en flok nu midaldrende herre, ironiserede de selv over i koncertens første nummer – et lettere obskurt cover af ”Peaches & Herb´s” klistrede ballade ”Reunited”, hvor Patton humpede på scenen i en rædsel af et lyst laksefarvet jakkesæt og pimp stok. Det karakteristiske tilbagestrøgede hår og cubanske levemands mustasch var der stadig, hvilket fik ham til at ligne en små psykotisk Las Vegas crooner på coke.

At Mike Patton muligvis er lettere kukkuk demonstrerede han allerede i andet nummer, den lange og faretruende ”The Real Thing”, hvor der med stor virkning veksles mellem rolige og afbalancerede passager og vilde udbrud.  Keyboardspiller Roddy Bottum viste allerede her hvilken afgørende rolle hans fyldige lyd har for FNM´s samlede lydbillede. Bag trommerne tævede den dygtige Mike Brodin som forventeligt løs som var den sidste dag kommet, noget han i de mellemliggende år har fået ud af kroppen som fast del af Ozzy´s backing band. Big Jim Martin, guitarist, ville på ingen måde have noget med dette foretagende at gøre, så som på bandets 2 sidste studiealbums blev spaden betjent af Jim Hudson ,en mand der har været lagt for unødigt had af fans gennem årene. Han gjorde det glimrende.

Nu har FNM jo ikke udgivet nyt siden ”Album of the year” i 1997, så denne eftermiddag var reserveret til en ren greatest hits parade, og tak for det! ”Caffeine”, ”Land of sunshine”, Surprise, your dead”, ”Evidence”, ”Midlife Crises”, det ene fremragende nummer efter det andet væltede ud fra Orange, imens Mike Patton som evig indpisker svingede stokken, cirklede rundt som et rovdyr om et bytte, skreg, grinede vanvittigt og mest af alt – ramte hver en tone! Han sang og råbte ganske enkelt helt enestående godt.

Hvad der dog var ikke var enestående godt var et noget reserveret publikum. Fremmødet var i begyndelsen ganske imponerende, men hvordan skal man sige, ”fandt et mere naturligt niveau” som koncerten skred frem. Sagen er jo den at FNM kun var et stort navn i en ganske kort periode omkring 1992 da ”Angle Dust” udkom, med ”Epic” fik de et Mtv hit i 1989, men 92 var peaket. Derefter gik det ned af bakke, og det gik hurtigt, før de få år senere nærmest var glemt – i hvert tilfælde af det brede publikum.
Så måske ikke så underligt at nogen folk langsom dryssede væk fra dyrskuepladsen da General Patton og tropperne fyrede materiale af, der for en selektiv skare er kæmpe hits, og har betydet meget for udformningen af deres musiksmag, men for flere simpelthen er for smalt og underligt.
Måske selvmodsigende at kalde en så bredt favnende lyd ”smal”, men sange som ”Chinese Arithmetic” er og bliver for de få, også selvom den som her indledes med et brudstykke af Lady Gaga´s ”Pokerface”. Noget der blot var med til at understrege den indbyggede skizofreni der er i FNM´s musik og optrædener.

Der skulle et cover nummer til for at vække folk på økonomipladserne, ”Easy” – et covernummer, som naturligvis også er deres vel mest kendte nummer, et faktum der på en eller anden måde bare er utrolig Faith No More´sk. Den tunge ”Ashes to ashes” gjorde det endnu en gang tydeligt at gruppen stritter i utroligt mange retninger, og for at man med sikkerhed kunne erklære patienten sindssyg fik vi sørme også Bee Gee´s nummeret ”I started A joke”. I en vidunderligt smuk syng med udgave, rørstrømsk og banal så Josh Groben ville blive misundelig, men samtidig tilpas skørt og lige i bandets ånd.

Da det originale sæt nærmede sig sin afslutning blæste General nutjob virkelig til angreb på alle fronter med hæsblæsende udgaver af ”Be Aggressive” og hittet over dem alle ”Epic”, noget der endelig fik de omkring 25.000-30.000 resterende fodsoldater til at smide forsigtigheden og følge trop i det sidste slag.

Til tonerne af “Chariots of Fire” vendte FNM tilbage til de obligatoriske ekstranumre. Undervejs i koncerten havde Patton åbenbart fundet ”Olé Olé Olé” funktion på sit foretrukne håndvåben, megafonen. Den dunkle ”Stripsearch” tog over før der blev lukket og slukket med manér med deres første single fra 1988 ”We care A lot”.

Om de oprigtigt gjorde netop det er svært at bedømme, men mødet med mine gamle helte var en herligt løssluppen og på den fede måde kaotisk og rodet oplevelse, som burde have været delt med flere end de dedikerede der blev hele koncerten. Men jeg har fuld forståelse for dem der gik videre og lod os andre nyde dette forvoksede kult orkester i al sin selvmodsigende, ustyrlige og vanvittige musikalske psykose.

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here