Home Anmeldelser GFR Live: Everlast, Voxhall, 20/6: **** (4/6)

GFR Live: Everlast, Voxhall, 20/6: **** (4/6)

1960
0

Everlast, der går under det borgerlige navn Eric Francis Schrody, er nok bedst kendt som frontmand i rap-gruppen House of Pain, som havde deres storhedstid dengang rappere og metaldrenge flittigt lavede crossover-numre sammen, blandt andet på det legendariske soundtrack til filmen ’Judgement Night’. Hér optrådte Everlast og co. sammen med støjrockerne i Helmet.

. Det er dog hverken hip hop eller støjrock Everlast står for som solo-artist. Han får stadig afløb for raptendenserne i La Coka Nostra, og har i stedet fundet trommeslager, bassist og keyboardist frem til at hjælpe med at levere solomaterialet, der blander blues, country, rock og rap, fra scenen.

20.40 gik Everlast og band på, og lagde ud uden de store armbevægelser med deres solide midttempo blues/country/raprock. Efter nogle numre uden de store udsving konstaterede Everlast at det havde været hårdt aftenen før på Christiania – hvor der efter hans udsagn havde været ’700 degrees’ på koncertstedet. Iført solbriller, kasket, lange camouflagebukser og langærmet sort skjorte med opsmøgede ærmer, samt skiftende mellem akustisk og elektrisk guitar fik Everlast og band efterhånden spillet sig varme, og med numre fra bagkataloget sat lidt gang i det aarhusianske publikum. Det var de unge fra 90’erne der var mødt frem, og de gjorde det ganske hæderligt denne onsdag aften.

Jeg er ikke den store Everlast-kender men det fungerede ganske fint, og Everlast har en ’halv Lanegan’, en dyb stemme, der klæder hans variant af den amerikanske country-rock rigtig godt. Numre som ’I Get By’  og en række andre fra hans seneste album, ’Songs of the Ungrateful Living’, fungerede godt i den tilbagelænede atmosfære på Voxhall. Svagheden ved Everlast’s repertoire er dog at meget af det kører i samme vuggende tempo, uden eksplosioner, og med meget lidt variation. Der blev dog bygget lidt på i live-udgaverne, der vandt ved det kompetente og sammenspillede band. Det ændrede dog ikke på at Everlast stod lidt i stampe i slutningen af sættet. Efter en time forlod den gråskæggede amerikaner scenen, og kom tilbage til ekstranumre et par minutter senere.

I ekstranumrene løftede Everlast til gengæld koncerten et niveau op – først alene med sin guitar, med den rørende ’Sixty-Five Roses’, om datterens sygdom, og efterfølgende blandt andet en glimrende og rockende version af ’Stone in my Hand’, det tydeligvis meget populære Johnny Cash-cover ’Folsom Prison Blues’ og den oplagte afslutning med hans måske bedst kendte nummer, ’Put Your Lights On’, som han oprindeligt indspillede sammen med Carlos Santana. Hér demonstrerede bassisten sin alsidighed ved at betjene sologuitaren som stand-in for Santana, og gøre det ganske fortrinligt.

Alt i alt en ganske fin onsdag aftens performance af Everlast. Havde niveauet gennem hele koncerten været som i ekstranumrene, havde der været en stjerne ekstra til Everlast, men han må ’nøjes’ med 4 stjerner for en solid og sympatisk koncert.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

Previous articleGFR Fokus/Live: Northside Festival 2012 – del 2, anmeldelser lørdag
Next articleScarlet Valve: Struck By Bottle