Europe: War of Kings ★★★★★☆

0
845
views

De svenske veteraner Europe er tilbage, nu på tiende album, bombastisk betitlede War of Kings. Bombastisk er bandets klassiske rock også (med ekkoer af selveste Balck Sabbath og Deep Purple), på et album der begejstrer med sin massive tyngde, uden at sætte den gode melodi over styr. Er du til “classic rock”, er dette en af årets essentielle udgivelser.

Sidst vi hørte fra Europe var på den glimrende Bag Of Bones tilbage i 2012, som i nogen grad tog fusen på undertegnede. Jeg havde, som mange, formoder jeg, levet i den tro, at svenskerne var et lidt kikset 80’er levn, mest kendt for “The Final Countdown”. Når man lyttede til bandets velkomponerede og sjælefulde bluesrock på Bag Of Bones, var de dog meget mere Led Zeppelin og Deep Purple, end kitchede og uddaterede 80’er heavy rockere.

Derfor var det også med en vis forventningsglæde, at jeg smed bandets nyeste skive i cd-skuffen og lænede mig tilbage i stolen. Første lyt efterlod mig ikke ligefrem imponeret, War of Kings virkede umiddelbart lidt gumpetung og tynget af sin egen vægt. For hvert lyt er jeg dog blevet mere positivt indstillet overfor krabaten, der godt nok stadig kan føles lidt træg og en smule lang i spyttet hist og her. De 12 numre (inkl. et bonus nummer), med en samlet spilletid på over 50 minutter, kunne også sagtens være trimmet lidt. Men når Europe rammer plet, så svinger deres cementriffs og gyngende kompositioner umanerlig sikkert og sejt, på sin egen majestætiske og storladne facon.

Mine indledende løftede øjenbryn blev ikke gjort mindre af den medfølgende cover booklet, der indeholder nogle (ufrivilligt) komiske fotos af bandmedlemmerne, der ser lidt for seriøse og “rock cool” ud. Samtidig rullede jeg let med øjnene over sangtitler som “Hole In My Pocket”, “Praise You”, Days Of Rock n Roll”, “Angels (With Broken Hearts)” og mine to favoritter, “Children Of The Mind” og “Rainbow Bridge”. Badass!

Glemmer man indpakning og kliché-tyngede sangtitler (og af og til tekster) for en stund, så rummer albummet dog over 40 minutters kvalitetstid (ud af den samlede spilletid), hvor de musikalske bølger går højt og bandet virkelig får spillet med musklerne. Ikke mindst frontmand Joey Tempest, der som en mere ru og små-hæs Robert Plant, leverer en imponerende vokalpræstation i front. Selv når musikken hænger lidt dybt med kølen, får han trukket skuden fremad.

Paradoksalt nok er det de 2 numre, hvor bandet ryger op over langsomt huggende eller tungt vuggende midttempo, der føles lidt overflødige og måske kunne være skåret fra. “Hole In My Pocket” og “Days Of Rock ‘N Roll” ligger ellers strategisk fint placeret som korte, relativt tempofyldte bølgebrydere på pladen. Som variation til de massive og skvulpende tungrocks bølger, der ellers skyller ud fra albummet, er det på papiret en fornuftig disposition – men trods det højere tempo, er det som om de alligevel kommer til at brumme lidt i tomgang og virke som fyld mellem det, der virkelig rykker. Dog indeholder de begge rigtig fine omkvæd.

Fine, eller decideret fremragende, omkvæd, der får hele kroppen til at ryste, finder man dog i rigelige mængder andre steder på War of Kings. Faktisk er sangskrivningen rent musikalsk helt i top på langt de fleste numre, hvor urokkelige, møgfede riffs, effektiv opbygning og berusende klimaktiske omkvæd nærmest holder i kø på den ellers lidt slidte tungrock motorvej, som Europe ruller ud på. Eller ruller og ruller, de parkerer nærmere bussen ved et stenbrud og begynder at hugge løs i klipperne.

Især når vi er nået forbi det lidt stillestående, men stadig medrivende på sin egen halv-træge semi-episke måde, titelnummer, “War of Kings”, der åbner pladen, og førnævnte “Hole In My Pocket”, så begynder Europe virkelig at spille med musklerne og svinge med hakke og mukkert. Hvis guitarpassagen i sidste halvdel af “War of Kings” er fængende lir, så er det blot en forsmag på det der er i vente senere på albummet. Fra tredje nummer, “Second Day” og frem til den vellykkede instrumentale lukker (på bonus udgaven), “Vasastan”, via en lille uptempo detour på “Days of Rock ‘N Roll” midt i det hele, blæser Europe det ene medrivende og potente nummer ud fra klippevæggen efter det andet.

På numre som “Second Day”, “California 405”, “Rainbow Bridge” og “Children of The Mind” viser Europe deres flair for virkningsfuld opbygning, der leder hen til berusende omkvæd og peaks, der er nærmest umulige at modstå. Selv om der på en måde lurer en lidt ensartet fremgangsmåde bag det hele, så er det så musikalsk overlegent eksekveret, med smittende entusiasme og stålsat vilje, at man gentagende gange tager sig selv i at knytte næverne mod himlen eller brede armene ud og rocke med. Selv når det momentvis, på den mere luftige highway flyder “California 405”, bliver nærmest Bon Jovi’sk i sin klang.

Det bliver aldrig letbenet, slet ikke på Black Sabbath klingende betonblokke som “Praise You”, “Nothin’ To ya” og “Rainbow Bridge”. “Praise You” åbner så tungt tordnende at selv Audioslave ville have følt sig truet på Sabbath fronten, inden den slår over i en Deep Purple keyboard/orgel 70’er tåget, afventende atmosfære. “Nothin’ To Ya” gynger og svajer hen mod et helt uimodståeligt og rå-fedt omkvæd, gadagunggadagunggadagung! I mens regnbuebroen trækker i lidt orientalsk inspirerede gevandter og toner, inden omkvædet slippes løs  – og mod slut, endnu et stykke veltimet guitarlir.

Selv når de tager den heeeeelt ned på sjæleren “Angels (With Broken Hearts)”, er det så velkomponeret, lækkert udført og netop sjælfuldt leveret, både instrumentalt og med Tempest’s følte vokal, at man glemmer den tåkrummende titel og at man har hørt den rock-ballade mange gange før.

“Every star is a fading sun” lyder det på “Light Me Up” mod slut på War of Kings, Europe’s sol er tilsyneladende ikke ved at brænde ud, men skinner klarer og stærkere end nogensinde her i 2015. Det tog mig lige en gennemlytning, eller to, at se lyset, ved ikke helt hvorfor, for nu virker numrene umiddelbart akut fængende og fængslende på mig? Der er tendens til, at det lige bliver lidt for trægt og langtrukkent hist og her, a little less would be more…. Men…. hvad gør lidt bly i støvlerne i korte øjeblikke, hvis man bare kan synge og spille røven ud af bukserne, så fødderne flytter sig i sidste ende alligevel?

Europe står og rocker klippefast, tungt og pissesejt på stedet på så overbevisende vis, at vi lige får trukket den op på 5 stjerner. Årets old school rockplade hidtil!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here