En rejse mod opløsning – interview med She Dives

0
343
views

Den 4. september udsender She Dives albummet Nebula, hvor de undersøger fænomenet “forfald” over 5 numre, hvor bandets iørefaldende popmusik langsomt opløses. Vi har fået en snak med den ene bagmand Nils Bloch om albummet, arbejdet med det, forfald og meget andet.

She Dives består af Asger Kudahl og Nils Bloch, der har forsøgt at lave “en rejse fra det konkrete og håndgribelige, fra popformens klare melodiske forløb, mod abstrakte og formløse ambiente lydlandskaber”. Her forsøger vi, at få lidt flere ord på og gøre det lidt mere håndgribeligt.

Kort introduktion, I er She Dives, en duo, hvordan opstod der sød musik mellem jer og hvordan er jeres forhold og arbejdsfordeling i She Dives?

Vi har lavet musik sammen, i forskellige konstellationer, i en del år efterhånden. Da vores sidste projekt gik i opløsning, forsøgte vi at redefinere måden, vi tidligere havde skabt musik på, og She Dives er vores forsøg på at tænke den musikalske skabelse mindst muligt “band-agtig”.

Vi har hver især nogle kompetencer, som vi gør brug af, men forsøger at afstå fra at føle ejerskab over vores individuelle frembringelser og i stedet arbejde kollektivt med dem. Lidt for at provokere den skaberforfængelighed, der tit følger med mere traditionel sangskrivning og dermed frigøre nye kreative muligheder.

I har en ambitiøs debutplade på trapperne, der helt overordnet handler om “forfald” i alle mulige afskygninger. Hvordan opstod den idé og er der tale om en egentlig konceptplade?

Det er klart, at den tilgang, vi har haft til arbejdet med Nebula, er konceptuel, men jeg tænker det mere som et konceptuelt greb, en ramme om arbejdet, end jeg tænker pladen som en decideret konceptplade. Begrebet “konceptplade” klinger altid lidt skævt i mine ører, da det får mig til at tænke på plader fra 70’erne om aliens og den slags. Nebula har mere til fælles med konceptkunstens simplicitet end Ziggy Stardust.

Ideen til albummet voksede ud af to separate impulser. Vi havde længe tænkt på at lave et værk med netop det tema, uden helt at vide hvordan det kunne forløses kunstnerisk. Da vi senere begyndte at tale om muligheden for at lave en plade, der bestod halvt af mere konventionelle sange, halvt af instrumentale kompositioner, gik det op for os, at en interessant måde at angribe begrebet forfald på kunne være at opløse de konventionelle former i det abstrakte. Deraf opstod ideen om en lineær bevægelse fra struktur til kaos, en kunstnerisk spejling af disintegration.

Det kan måske lyde en smule udefinerbart eller flyvsk, hvis I, for at gøre det lidt mere konkret, skulle præsentere musikken eller sangene som en historie, eller et billede, hvordan ville den så lyde eller se ud?

Jeg tænker Nebula som opløsning. Fornemmelsen af at alting falder fra hinanden, bliver sværere at skelne. Som når ens syn bliver sløret. Når alle konturer bliver bløde, fortegner sig i tågerne, og formerne til sidst bløder ind i hinanden.

Hvad skyldes denne fascination af forfald som begreb? Og ser I det overordnet som noget positivt, negativt eller blot noget der er uundgåeligt og et mere neutralt begreb/tilstand?

Begrebet forfald er spændende, fordi det har en dobbelthed i sig. Der er den universelle oplevelse, der følger med at blive et voksent menneske, af, at alt har en tid, alt forfalder, intet er bestandigt. Din krop opløses i slowmotion, fra du gør din entre i voksenlivet, mennesker omkring dig går bort, forelskelser svinder, relationer glider ud af hænderne på dig. Derudover gør den konkrete kulturelle, politiske og økonomiske situation, vi står i lige nu, det svært ikke at reflektere over et fænomen som disintegration, i en verden med enorme klimamæssige problemer, og hvor de strukturer, vores samfund længe har været knyttet op på, begynder at spille fallit.

Så for os er begrebet spændende, idet det både har en universel tangent og en mere konkret, hvilket har givet en stor spændvidde i det kunstneriske arbejde.

Jeg føler egentlig ikke, at Nebula er en værdisætning af begrebet “forfald” i nogen retninger. Det er mere en konstatering af, hvor allestedsnærværende forfaldet er, at det er en præmis for alting, på linje med tyngdekraften.

I skriver i pressemeddelsen, at i anskuer Nebula som et værk og ikke blot 5 stykker musik, var det også udgangspunktet da i begyndte at skrive det? Og hvordan har projektet, hvis overhovedet, ændret og udviklet sig siden i gik i gang?

Helt klart! Ideen om den lineære disintegration var hele grundlaget for arbejdet med pladen. Vi startede faktisk med at strukturere hele albummet ud fra en langsom disintegrativ bevægelse og ud fra teorier om narrativ udvikling. Derefter forsøgte vi at sætte de forskellige musikalske fragmenter, vi havde arbejdet på ind i denne progression. Det betød, at det ikke var de individuelle kompositioner, men det store billede, der var styrende for, hvad der kom med på albummet, og hvad der blev udeladt.

Så det var hele tiden den overordnede bevægelse og ikke mere traditionelle overvejelser som “den bedste sang”, der var afgørende for vores kreative beslutninger. Sangene og teksterne havde et helt specifikt formål, idet de er klassiske kulturelle former, repræsentanter for orden, markedsøkonomi og tradition, som vi derefter kunne lægge i det musikalske syrebad, Nebula er.

Har det medført nogle begrænsninger i jeres tilgang til musikken og hvad i har syntes var muligt, at putte ind i Nebula som overordnet ramme?

Ud fra et konceptuelt synspunkt har arbejdet med albummet været meget styret lige fra starten, men ud fra et musikalsk synspunkt har vi givet os selv enormt frie tøjler. Vi har villet spejle den verden, vi lever i, både i form af hvilke musikalske “brikker” der indgår i puslespillet og i form af de kanaler, vi har draget inspiration fra. Store dele af pladen består for eksempel af Youtube-klip, hvor vi har dyrket den dårlige lydkvalitet og det lidt kantede og uorganiske, det medfører. Det er bevidst, at Nebula har fået kollage-karakter, den er et musikalsk Frankensteinmonster.

Hvad har den største udfordring været i jeres arbejde med Nebula?

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en udfordring, men det har helt klart været en sund kunstnerisk provokation at skulle volde sange, der kunne være forløst på mere intuitivt “tilfredsstillende” måder og generelt konstant at skulle modarbejde lysten til at forfølge de pleasende musikalske løsninger, for ikke at komme til at volde den overordnede konceptuelle ramme.

I kalder Nebula en kunstnerisk undersøgelse af “livet og døden, tiden og verden”, har det også resulteret i, at I har tænkt over jeres egen rolle som denne undersøger, og at I dermed forsøger at sætte jer lidt udenfor en igangværende proces/tilstand, som I også selv er en del af?

Netop et fænomen som forfald, tror jeg, det er nødvendigt at være følelsesmæssigt investeret i, for at kunne skabe noget, der har kunstnerisk værdi. Så jeg synes ikke, vi har prøvet at stille os uden for fænomenet, men snarere prøvet at angribe det indefra. Såfremt man skal stille sig udenfor, bliver det en teoretisk begrebs-udredning eller en naturvidenskabelig observering, og det er slet ikke den type udtømmende undersøgelse, vi har været interesserede i. Nebula er en subjektiv reaktion, og det er jo netop musikkens styrke, at den ikke spiller efter samme regler som resten af verden – den kræver ikke facit og svar, men er stærkest, når den åbner for refleksion og drømmeri.

Endelig, hvis vi skærer det meste af tankegodset væk, hvad er She Dives og Nebula så egentlig for en størrelse rent musikalsk?

She Dives og Nebula er en insisteren på ambitionen. På at musikken skal ville mere end at have nok i sig selv og mere end at indgå i et lukket kredsløb. Den skal forsøge at udvide sig, at arbejde med andet og mere end sig selv. Om det er lykkedes på Nebula, vil vi lade være op til lytteren at bedømme, men for os er det vigtigere at sætte noget på spil end at skabe noget perfekt – det er der så rigeligt mange andre, der gør.

Når jeg lytter Nebula igennem, så lyder det på en måde som en rejse fra noget relativt håndgribeligt og konkret ud mod noget mere udsvævende og “ikke-stofligt”, som en slags opløsning på flere planer – hvad er der på “den anden side”, eller hvad er det næste stadie? Og hvor skal She Dives hen som duo?

Næste stadie er at arbejde med nogle af Nebulas mere indirekte temaer i form af kultursammenstød og internetkultur. Hvordan det vil manifestere sig mere konkret, må tiden vise, men vi føler, at Nebula har åbnet en hel palette af nye tematikker og konkrete musikalske udtryk, som vi gerne vil undersøge. Der skal She Dives hen, ind i ny nysgerrighed.

Følg She Dives på Facebook.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here