Emma Acs: Give In To Whatever ★★★★☆☆

0
978
views

En personlig nedtur er ofte godt brændstof for et album, men nogle gange ender det dog i flæbende navlepilleri. Den grøft falder sangerinden Emma Acs heldigvis ikke i på Give In To Whatever, opfølgeren til debuten Champagne, der har været undervejs i 4 år. Resultatet er et fragmenteret og fascinerende album, der lykkes med at være både personligt og upersonligt på samme tid.

Det sidste er måske noget af det, sammen med det flagrende, uforudsigelige og legende lydtæppe, der udgør den drømmelignende bund i albummet, som kunne dele vandene lidt. For Give In To Whatever er både følelsen af at komme tæt på og ind under huden på sangerinden, men samtidig er der også noget fjernt, distanceret og fraværende over de 11 numre på albummet. Man er kort sagt lidt i tvivl om, hvad der er facade og hvornår man kommer om bag denne facade, når man lytter albummet igennem.

Selv om Emma Acs’ høje og lyse “lillepige” vokal er et bærende element albummet igennem, så leges der med stemmen, og med forskellige “stemmer”, både effekter, klang og stemmeføring, så det ofte virker som om der er flere personer og karakterer tilstede i fortællingerne – hvem af dem er Emma, om nogen? Måske dem alle?

Det hele kulminerer i tredjesidste nummer “TLF Duet”, der som titlen antyder er en duet. Men det er Emma Acs der synger en bittersød kærlighedsduet med sig selv, med følelsen af svigt hængende i luften, over en telefonlinje. Effekten er virkelig vellykket, ligesom jeg synes selve idéen er spændende og giver masser af rum for fortolkning. Er hele albummet Emma Acs der snakker med sig selv? Det er sikkert guf for en psykolog.

Tonen er helt overordnet dyppet i stemninger der smager af denne bittersødme, svigt, længsel, selvransagelse, erkendelse og en form terapi – der skal kort sagt renses ud i gemakkerne. Men det bliver, som nævnt indledningsvis, aldrig navlepilleri eller selvudleverende. Emma Acs lader de forskellige “stemmer” læsse af og fortælle, uden at det bliver for konkret, og så kan man så lytte eller lade være.

Jeg lytter gerne, for Emma Acs vokal er både behagelig og de fine tekster værd at lytte til. Det er ofte løsrevne sætninger og formuleringer der stikker ud, som “my eyes are leaking saltwater”, sunget igennem den halv-syrede lydsuppe og de mange lag på den langsomt tøffende “Things I Can’t Ignore”, eller “they say it’s all in my head..” på “Just a Thought” Det er ikke “I’m sad and crying” lyrik, selvom temaet kan være det samme og hun er “swimming in your tears, completely lost at sea”, sætningerne og ordene får ofte et lille twist, så det ikke bliver de rene klichéer.

På en måde virker teksterne ofte som løsrevne brokker fra en dagbog, eller som tankestrømme der tænkes højt, hvilket spiller utroligt godt sammen med det sammenflettede og flimrende lydbillede. Der arbejdes i vid udstrækning ikke med den gængse vers/omkvæd struktur, numrene er mere udsvævende, kringlede, små korte omkvædslignende passager dukker af og til op, men forsvinder hurtigt i den døsige og tågede stemning igen. Hvilket så igen understøttes af den til tider “druggy”, bedøvede, dovne eller tilbagelænede stemme der siver ud fra lydcollagen.

Når der endelig dukker omkvæd op, så er de stærke, som på den længselsfulde åbner og anden single “Ktown” (der indledes med en virkelig fed guitarlyd), eller den behageligt vuggende “Tame Lion” på pladens anden halvdel, hvor en violin blander sig i lydbilledet på vellykket vis (som vi først stiftede bekendtskab med på sang nummer to, “When Colors Disapear”). Den tilbagelænede, nærmest sommerdvaske, atmosfære på “Tame Lion” følges op af den mere tempofyldte “The the Summer”, hvor Emma Acs pludselig synger med lidt kantet engelsk accent i verset, inden der går luftig 60’er drømme-pop i “omkvædet”. I gåseøjne, for nummeret er egentlig en lang fremadrettet bevægelse, hvor længere, udflydende flader cirkler om hinanden.

Titelnummeret, der falder som albummets næstsidste, går også i den mere 60’er prægede retning, inklusiv noget orgel, med et næsten tyggegummipoppet omkvæd. Inden Give In To Whatever giver sig helt hen til feberdrømmestemningen på den udsyrede lukker, “Tones”, hvor det hele er ved at briste og det mangfoldige lydunivers endelig ser ud til at kollapse under sin egen vægt.

Give In To Whatever vil nok ikke tiltale alle, jeg selv skulle lige bruge et par lyt inden den helt fangede mig, hvilket også skyldes at jeg nok ikke var nærværende og koncentreret nok under de første par lyt. Du kan sagtens have den “kørende i baggrunden”, men lader du den komme frem i forgrunden, så er det en af den slags plader med potentiale til, at skubbe alt andet til side, der skaber en lille verden i sig selv som man suges ind i, indtil drømmen krakelerer 11 numre senere.

Det er ikke et album der lefler for lytterne, eller tager dem i hånden og fører dem igennem, men det er heller ikke introvert og forsøger at støde én væk. Faktisk er både Emma Acs stemme(r) og musikken ret imødekommende i sin klang, det er bare leveringen der er kringlet, snørklet og svær at fastlåse og sætte i bås.

Af en eller anden grund, så giver Give In To Whatever mig billedet af Audrey Horne fra Twin Peaks, der danser rundt med sig selv, med lukkede øjne, i sin egen lille verden – her får du bare lov til at kigge ind bag øjnene. Måske.

Vi ender på 4 af de rigtig store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Emma Acs på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here