Drive-By Truckers: American Band ★★★★★☆

0
478
views

Drive-By Truckers, som har udgangspunkt i de amerikanske sydstater og rocken herfra, har siden 1998 udsendt en lind strøm af albums, de fleste af dem særdeles slidstærke og fyldt med kvalitetsrock. Men de er også, som titlen på deres 11. album antyder, i høj grad et amerikansk band. Således har de aldrig før besøgt Danmark. Det råder de bod på til marts, hvor de besøger Amager Bio. I den anledning får I her en anmeldelse af amerikanernes nyeste album, American Band.

Drive-By Truckers har altid forholdt sig til amerikansk historie – og fortalt historier om mennesker, der har spillet en rolle i historien. Det gør de også på American Band, hvor sangskriver Patterson Hood endda har været så venlig at skrive liner-notes til de sange, han har skrevet. Det er syv af de elleve sange på albummet – de fire øvrige er skrevet af bandkollega Mike Cooley. De to har delt det meste af sangskrivningen de seneste år, undertiden suppleret af andre medlemmer – tidligere bassist Shonna Tucker leverede en del sange, og tilbage omkring bandets gennembrud i starten af 00’erne var Jason Isbell en markant bidragyder, inden han blev smidt ud af bandet på grund af sit daværende misbrug.

Albummet åbnes med netop en fortælling om en skæbne fra historien. ‘Ramon Casiano’ er ikke alene titlen, men også navnet på en ung mand, som blev skudt af den dengang 17-årige Harlon Carter. Carter  blev i første omgang dømt under en mildere drabsparagraf, men blev frikendt ved en appel, som ikke handlede om, hvorvidt han havde skudt Casiano, men om det var foregået i selvforsvar. 50 år senere, da han var præsident for National Rifle Association, nægtede han at have skudt Casiano. Om ham lyder det: “He had the makings of a leader//Of a certain kind of men//Who need to feel the world’s against him//Out to get ’em if it can//Men whose trigger pull their fingers//Of men who’d rather fight than win//United in a revolution//Like in mind and like in skin“. Det bliver aldrig bøjet i neon hvad Hood mener, men alligevel skinner budskabet klart igennem.

Indigneret er han også på ‘Darkened Flags on the Cusp of Dawn’, som forholder sig til traditionen i syden med at flage med konføderationens flag – altså det vi kender som Sydstatsflaget, på stærkt svingende vis musikalsk. Drive-By Truckers rører ved betændte emner  i det amerikanske samfund, men gør det gennem historiefortælling i stedet for paroler, og når det resulterer i linier som disse: “There’s no sunlight in our ass//And our heads are stuck up in it//And our heroes may be rapists//Who watch us when we dream//But don’t look to me for answers//’Cause I don’t know what it means“, som Hood synger på ‘What It Means’, så må man applaudere. Sangen behandler andre sørgeligt aktuelle hændelser i USA, nemlig nedskydningerne af unge sorte mænd af politi og private, der passer på deres boligområder med skarpladte våben. Her fungerer det musikalske mest som klangbund for Hoods opgivende konstatering af en række urimeligheder i det amerikanske samfund – omend den slutter med trodsigt optimistiske håndklap.

Albummets potentielle hit (anvendelig til politisk demonstration i flere sammenhænge) er ‘Surrender Under Protest’, som Mike Cooley har lagt pen og vokal til. Det er en bastant svingende rocksang, med et fængende omkvæd og et kampråb om at man godt kan gøre modstand, selv om man er oppe mod en form for overmagt: “Compelled but not defeated//Surrender under protest if you must“. Som altid er der dybereliggende referencer, som rækker både tilbage mod den amerikanske borgerkrig og den nylige nedskydning af 9 afro-amerikanere i en kirke i Charleston og en kontrovers hvor det lykkedes aktivister at få fjernet sydstatsflaget fra retsbygningen under den efterfølgende retssag mod gerningsmanden, som er white supremacist.

American Band er et mørktonet album, og selv om Drive-By Truckers altid har været opmærksomme på det amerikanske samfunds skyggesider og beskrevet dem, så er American Band hele vejen igennem tonet af en sørgmodighed over tingenes tilstand og sammenbidt insisteren på at markere modstand mod den tilstand. Der hvor folk bliver skudt bare fordi de er sorte, eller befinder sig på et universitetscampus på det forkerte tidspunkt. Det er et tema, der bliver behandlet på ‘Guns of Umpqua’. “I feel like I’ve been here before,” synger Hood, og beskriver hvordan dagen, hvor skyderierne sker, i øvrigt er helt hverdagsagtig – og sætter dermed det efterhånden hverdagsagtige ved skolemassakrer (og skyderier på arbejdspladser, etc.) i et skarpt lys. Det er en stille insisterende og stærk sang.

Der er sådan set ikke nogen dårlige sange på American Band – nogle af de førnævnte står måske lidt stærkere end de jævnt country-rockende ‘Filthy and Fried’ og ‘Kinky Hypocrite’ i mine ører, men til gengæld er der også endnu et par perler at finde i form af den uimodståeligt, men roligt fremadskridende ‘Ever South’, som fortæller irsk-amerikanernes historie, hvordan de spredte sig fra det nordlige USA, og længere og længere sydpå, og den dæmpet melankolske ‘Sun Don’t Shine’, med de mange fine instrumentale detaljer.

Albummet lukker med først den stille og forknytte ‘Once They Banned Imagine’, inden den mørke ‘Baggage’ tager sidste stik. Hood noterer at han skrev sangen efter at have hørt om skuespiller Robin Williams’ selvmord i en nyhedsudsendelse i radioen, og den kommer også ud som både en sørgmodig rockhymne om mørket indeni og en hyldest til Williams’ virke. “I’m not seeking explanations for this thing that you did//A thin line separates the laughter from despair“, konstaterer Hood, inden guitaren klinger ud. Det er ikke et optimistisk take på USA, Drive-By Truckers præsenterer os for på American Band, men budskabet er også, at problemerne heller ikke er nye.

Drive-By Truckers musikalske greb er heller ikke nye, men de lyder som et band, der har fundet fornyet energi i at forholde sig til udviklingen i samfundet omkring sig, og binde trådene til fortiden. Samtidig er det ind i mellem sammenbidte, men altid organiske, udtryk, sammen med de stærke melodier, med til at løfte det samlede udtryk. Drive-By Truckers markerer sig med American Band som en af de stærkeste eksponenter for noget så relativt umoderne som regulær rock med holdninger. Det høster 5 stjerner herfra.

Drive-By Truckers spiller i Amager Bio torsdag d.9. marts 2017.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here