Doublestone: Devil’s Own/Djævlens Egn ★★★☆☆☆

0
301
views

To ting fanger straks opmærksomheden på Doublestones Devil’s Own/Djævlens Egn: Den skrabede, næsten uproducerede lyd og at pladen i bedste old school stil er delt ind i to sider: En engelsk-sproget A-side og en dansksproget B-side.
Når man så er færdig med at klaske sig på lårene af grin over dobbelttitlen, vil man kunne konstatere at der faktisk er lidt at komme efter på pladen…

Doublestone er ikke et band, man skal regne med kommer til at hverken opfinde den nye lyd eller læne sig op af nyere tiders pæne, polerede og producerede lyd.

Nope. Skrabet er mere et ord, der beskriver lyden og fra første toner lyder det mest som en demo-optagelse. Og ved I hvad? Det gør ikke så meget. Genren er nok hvad man i dag vil kalde rock, men i 60’erne eller 70’erne ville det være blevet kaldet heavy metal. Sabbath gjorde det, og det gør Doublestone så også.

Men trioen har et es oppe i ærmet ud over fedt svingende trommer og lidt skrabet guitar og en dreven bas: Vokalerne er næsten konstant dubbede og selv om det nok ikke bliver til Nobelsprisen i lyrik, så fungerer det rigtig fint.

Jeg får lyst at kyle bajere i hovedet og feste med lange krøller flyende om ørerne (det er pt mandag, og jeg er en småfed mand med vigende tindinger og kort hår, but oh! Well). Der er i sagens natur noget ironisk over hele projektet og den forundring dette medfører gør, at jeg faktisk kan tilgive at guitarsoloerne nærmest alle ligger lidt for langt tilbage på beatet. Og har slag der nærmest tabes.

Der er ikke nogen metronom eller flere takes, der skal afgøre, hvordan Doublestone spiller når de indspiller.

Nåh, ja. Teksterne. Som Sabbath så er det sådan noget drabeligt noget – ‘Here comes the Serpent’ handler om troldmænd, hav-dæmoner og den slags rollespils-sager (selvfølgelig kan man tolke mere, hvis man lyster) og er i virkeligheden ganske genre-typisk.

Det seks minutter lange ‘Man on The Hill’ er muligvis en religions- og feudal-kritik, som falder nogle hundrede år for sent (?), men kan muligvis også ses som relevant i dag.

På titelnummeret, ‘Devil’s Own’ går der totalt trubadur i den, da nummeret starter ud i 6/8 og noget, der vidst ikke på nogen måde kan kaldes skønsang. Autentisk? Ja. Komisk? Også det.Godt… Ja. Faktisk. MENTAL! Og i hvert fald stærkt underholdende…

Nå, men der er jo også en B-side her, og ved at skifte til dansk ryger noget af den (grove) charme. Modersmålet giver dog mulighed for, at de fleste danskere kan lege lidt mere med sproget. Gør Doublestone så det? Mjah.

Det er som om den skrabede lyd og insisteren på ikke at tage skæve ting om, er blevet mere udtalt på den danske side.Hvor vokalen på A-siden bæres af flere stemmer, bliver den lidt for skrabet og presset på den danske side.

På samme måde er lyden på guitaren om muligt endnu mindre bearbejdet og på ‘I Natten’ lyder det nærmest som om, der heller ikke rigtigt er stemt sådan 100%.
Den endnu mere skrabede B-side, en svag vokalpræstation og det danske sprog gør, at spørgsmålet ”Are you for real” som første side fremprovokerede bliver erstattet med et ”Det er sgu lige meget!!”.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here