RF10: Dizzy Mizz Lizzy – Orange Scene, Fredag *****

0
1136
views

90’er festen indtog Orange

Så var gendannelsesbølgen endelig nået til Danmark! Det begyndte vel egentlig med Psyched Up Janis forrige år, eller The Sandmen i 2003, hvis man vil gå så langt tilbage, men så begynder grænsen mellem ”længere pause” og ”gendannelse” vist at blive lidt udvisket.

Dizzy Mizz Lizzy, et af midt 90ernes bedst sælgende danske navne, særdeles imponerende når man tager i betragtning at de kun nåede at udgive 2 studie albums. Og man red da selv med på bølgen dengang i 1994, i hvert tilfælde en 3-4 måneder indtil man var så træt af ”Waterline”, at man var nød til at forære det album væk, før man smadrede konfirmationsanlægget (der stadig kunne spille) i ren frustration.

Derfor har jeg også altid haft et lidt anstrengt forhold til Tim Christensen post-Dizzy. Hans noget monotone stemme kan være svær nok at håndtere. Og på en måde ville man jo gerne høre ham spille Dizzy numre live, men når han så gjorde det, virkede det bare lidt forkert og sell out agtig. Måske ikke helt fair overfor manden – men nu fik han sammen med Martin Nielsen og Søren Friis jo så en ny chance.
Og lad os få det ud af verden med det samme – de greb denne chance!

Pladsen foran den sagnomspundne Orange Scene var et respektindgydende skue, noget der må have set både fantastisk og fantastisk skræmmende ud for bandet da de trådte ud under teltdugen. Der var simpelthen FYLDT med feststemte festival gæster, så langt man kunne se i alle retninger. Fra de første toner af den båndede intro ”Dizzy miss Lizzy” til ”Two of you” lukkede den nostalgiske tur hjem til teenage værelset ca. 90 minutter senere, holdt dette talstærke publikum festen i højeste gear.

For mange, ligesom jeg, var det sikkert en kærkommen lejlighed til at føle sig 15-18 år gammel en enkelt gang igen, men ikke på en måde hvor koncerten endte som tom nostalgi, for bandet var kommet for at bevise, hvorfor Roskilde anses som en slags hjemmebane for trioen.
”Glory” og ” Barbedwired Baby’s Dream” fra debutten blev leveret som 2. og 3. nummer i sættet, med en energi og nerve som var de skrevet i går. Det kan man nu sagtens høre de ikke er, men selv den lettere bedagede lyd på disse 2 Dizzy Klassikere, kunne ikke dæmpe den begejstring de blev modtaget med på pladsen – det er vel derfor de er klassikere?

Her måtte man også indse, at ligegyldigt hvor meget man nu gerne vil kritisere sådan en omgang tilbageskuende greatest hits show, så spillede bandet forbandet tight! Og det de nu leverer på en scene, det gør de yderst kompetent og med stort nærvær. Tim Christensen fik også flere gange bevidst at han er en glimrende guitarist, og at han dyrker og mestre flere af de helt store rock legenders lyd – En meget ny indkøbt udseende ”Black Sabbath” T-shirt scorede ikke ligefrem højt på ”Lemmy rock n roll” Skalaen, men Led Zeppelin´s ”Kashmir” riff flettet ind i sættet gjorde til gengæld.

Men nu er der bare et eller andet komplet ikke-rock n´ roll over den kære Tim ikke sandt? Han virker næsten FOR flink, mild og uskyldig til en ofte beskidt genre. Før nævnte Lemmy ville jo æde ham til morgenmad, hvis han ellers regnede med at kunne få et trip ud af det…
Dette medfører dog ikke at Tim´s tak til publikum, og dedikationen af nummeret ”Hidden war” til festivalen virker kunstig eller hul- tværtimod virker hele bandets ageren på scenen gennemsyret af oprigtig spilleglæde, og måske især gensynsglæde!

Og ikke for at gentage mig selv, så blev det i sjælden set grad gengældt fra menneskemængden, ”Rotator” fik for første gang støvet til at samle sig over folks hoveder, før de fik lov til at udtørre halsen i det under en gåsehudsfremkaldende udgave af ”Love is a losers game”. Ganerne var ikke blevet fugtet igen inden ”11:07PM”, et af de måske bedste numre hr. Christensen har skruet sammen, forlængede gåsehudens udbredning op af armene.

At balladerne altid har været et af Dizzy´s, og senere Tim solo´s, største forcerer, blev understreget med endnu en sjæler ”67 Seas in Your Eyes”, som ikke dæmpede stemningen blandt de fremmødte. Hvis denne stemning ikke allerede havde været forbløffende stor under koncerten hidtil, så eksploderede pladsen af glæde da det velkendte og den letgenkendelige intro til ”Waterline” satte i! Roskilde SANGEN ifølge Tim, og SÅDAN blev den også fejret – med hop, skrål og støvsky i skøn forening.

Modsat bands som DAD, så har Dizzy på ingen måde slidt deres kredit på Roskilde op. De viste sig at være mere end blot velkommen som hyggelige gæster til en stille slentre tur ned af memory lane. Noget af materialet har muligvis set bedre tider, og noget af det stank fra begyndelsen – jeg kigger på DIG ”Love me a Little”. Men denne flotte eftermiddag i solen demonstrerede med overraskende tydelighed at frygten for at der ville gå ”Grøn koncert” i den var ubegrundet.

Dizzy Mizz Lizzy gav os naturligvis ”Silverflame” før de forlod Orange, formentlig for sidste gang, og ligesom sølv så kommer dette band måske til at brænde evigt i folks erindringer? Dizzy gjorde deres for det.

KODI

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here