Disrule: Omen Possessor ★★★★☆☆

0
538
views

Fra Silkeborg sparker stoner-rockerne Disrule fra sig med det ganske potente udspil Omen Possessor.

Det er ikke ofte, man hører noget, der på den måde er genretypisk som Disrule er: For selv om der til tider kan være hints af en tidlig Smashing Pumpins-lyd, så har stoner-rockerne i langt højere grad slægtsskab med kæmperne i Kyuss.

Med to råbende vokaler i front og en lyd domineret af fedtede, seje og potente gains er der ikke så meget pis: Det er stoner derudaf. Det er fremragende musik til kørsel på lange motorveje (fagskade, indrømmet), men vil med garanti også gøre sig godt med en guldøl i hånden live.

Svagheden ligger netop mest i de enkelte passager, hvor der mest høvles ottendedele og grooves derudaf. Der går endda næsten motorcykelrock i den på ‘Lo and Behold’, som dog reddes af lyden og et potent a la breve-mellemspil. Og det er næsten også en enlig svale – for selv om lyden efterlader et ret ensformigt æstetisk indtryk, er der egentlig masser af idéer, riffs og temposkift at komme efter på Omen Possessor.

‘Agent Spliff’ – åbningsnummeret – er angiveligt bandets fødselsskrig, som er kommet til verden i et øvelokale, hvor nummeret opstod ud af en jam-session. Og ja, for det trænede øre er der legesyge og spilleglæde at spore i stort set alle numre. ‘Old Man’ kunne lyde som en mudret version af noget Black Sabbath (og det er ment på den pænest tænkelige måde), mens vi får lov at smile når ‘Evil Coming Home’ starter med at blive talt ind på klingende dansk ”Én-To-Tre-Fir’”.

Her hører vi også riffs, heftigt guitararbejde og noget, der trækker op til en guitarsolo, uden rigtigt at blive det. Generelt er Disrule tilsyneladende mere glade for grooves og riffs, end fræsersoloer eller anden form for guitar-skrig. Titelnummeret kunne dermed også godt have været have været noget thrash, havde det ikke været for den tykke distortion (effekt) på alt – vokal inklusive – på nær trommer.

Vi rykkes igennem flere bud på hvad et stoner-rockband skal kunne og ‘Devils Man’ har måske pladens mest catchy melodi i omkvædet, der går helt klassisk ud i hvor-er-vi-nogle-farlige-karle ”Here comes the Devils Man / With a loaded shotgun / Here comes the Devils Man / Let the fuckers burn”. Det fungerer ret fint. Men hm. Teksterne er altså ikke til for at vi skal få den store åbenbaring dér.

Og generelt er det måske også en anke, man kan have lidt mod en ellers ganske kompetent spillet, indspillet og produceret plade; den er i sin egen ret ganske overbevisende. Men det er ingenlunde nyskabende eller horisontudvidende. Det er måske også lige rigelige krav at stille til et stoner-rockband. Men der savnes af og til lidt coolness, stramhed og overskud á la det, man hører heltene fra ørkenen mestre.

Men nej, det skal ikke tage noget fra Disrule, der har begået en fed plade med Omen Possessor, som i sin egen kompetente og potente ret har fortjent fire fuldfede, fedtede stjerner!

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Disrule på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here