Dirt Forge: Soothsayer ★★★★★☆

1
1108
views

Dirt Forge er klar med deres debutalbum, hvor sludge/doom metal trioen har fået international assistance bag pulten. Det kunne godt betale sig, men heldigvis er sangene, og ikke kun indpakningen, også god.

Gad vide om Dirt Forge har tømt øveren for pant og brugt pengene på, at tage i studie i Liverpool og få Chris Fielding, der har rodet rundt med navne som Conan og Napalm Death, til at dreje på knapperne?

Hvordan det end er kommet i stand, så har det kunnet betale sig. For der er virkelig sket en udvikling af Dirt Forge’s lyd siden den kradse og kradsende EP Ratcatchers. Nogen vil måske savne den primitive lyd, der passede ret fint til gruppens numre på den udgivelse, men de nye numre fortjener faktis at boltre sig i det løft indspilningskvaliteten og produktionen har fået.

Selvom man kan blive helt imponeret over HVOR meget tre mand kan larme, og hvor tungt de kan få skidtet til at lyde, så er der stadig en klarhed i lyden her. Og godt med luft og plads rundt om instrumenterne og vokalen, i en genre der eller af og til kan mudre til. Det synes jeg ikke jeg oplever her, det lyder fedt og klart, på den rigtige måde, hvor det stadig er tungt og beskidt.

Men lyden ville jo ikke have meget at arbejde med, hvis ikke sangene var gode. Det er de heldigvis, og lidt til, i en del tilfælde. Også her er der virkelig sket en udvikling med Dirt Forge siden EP’en, som jeg forresten godt kunne lide, på sådan en rå, primitiv og grim måde.

Det her er anderledes, og mere, nu lyder Dirt Forge pludselig som Crowbars provokerende lillebror. Og det var ment som en kompliment. Bandet rummer både ekkoer af punken, ligesom Crowbar, hvilket eksempelvis høres i den korte, tempofyldte, og dansksprogede, “Intet Tabt, Intet Hændt” midt på pladen, og så det mere riff-tunge og sludge-doomede, som fylder godt på Soothsayer.

Men det er når Dirt Forge bremser op, trækker lortet helt ned, lægger vægt bagved og bare lader det rumle, at jeg synes de bliver virkelig fede på albummet. “Close your eyes and feel your skin get burned”, eller lignende lyder det blandt andet på femte nummer ud af pladens otte, “Soothsayer I: The Blind”, første del af en sangtrilogi der lukker albummet ned på behørig vis.

Der er, naturligvis, noget konceptuelt og meningsfyldt i, at afslutte en plade på den måde. Nogle af temaerne på albummet, har jeg læst mig til et eller andet sted, omhandler psykisk sygdom, eller mentale problemer. Det kan man da også sagtens forestille sig teksterne kredser om, og ligeledes det tiltagende grumme og formørkede lydbillede. Hvor del 1 er en tung, stenet kraftkarl, så er der mere fart i løjerne på det løbske damplokomotiv “Soothsayer II: Die Waiting”.

“Wasted living, eaten alive // We all die waiting for light”, brøler Alexander Koldby med halsbrandsvokal, mens musikken tungt smadrer fremad og kæmper med ikke at splitte skinnerne ad og afspore sig selv. En herligt TUNG nær-ulykke, der lægger op til det endelige ridt ind i mørket på “Soothsayer III: For Our End”. Der bygger langsomt og tålmodigt op den første halvdel af sangen, inden pladen peaker og forløses i en slags messende mantra og ondt knurrende fader ud.

Det kunne godt blive en tung omgang (på flere måder) at komme igennem albummet, hvis samfulde 45 minutter kørte i den rille, men Dirt Forge bruger faktisk meget af albummets første halvdel på, at vise hvor iørefaldende deres sangskrivning er blevet. De to første numre, “Rust & Cobber” og ikke mindst “Fortress Burning” er nærmest, i hvert fald for genren, decideret catchy.

Førstnævnte er en 7 minutter lang åbningssalut der vil noget, vi starter lige på og hårdt med brusende instrument stormløb gennem øregangene, inden nummeret falder til ro og begynder at krybe langsomt fremad på maven, og efterlade et tydeligt, slimet, spor i sandet. “Fortress Burning” er en lidt kortere, mere gyngende og godt sydstatssludget sag, som sgu bare er godt gammeldags fængende, med sul på kroppen alle de sexede steder og som man ligefrem ender med at sidde og synge med på?!

Den følges op af albummets længste nummer, den 8 ½ minut lange, “Bring me Good Noose” (høhø), hvor rungende ekkoer af Black Sabbath brager igennem i det ondsindede lydbillede. “I’ll stare you dead in the eye // In a gaze with no expression” gjalder det rustent ud af den metalliske ursuppe. Sort er den. Som en brøndgravers røv, og sikkert lige så kold! Et af de steder, hvor man lige stopper op og løfter på hatten i anerkendelse af hvor tungt denne trio egentlig kan få det til at lyde.

Og så kan de forresten fylde spilletiden ud, uden at det føles langstrakt eller kedsomheden sætter ind. Noget man kan rose hele Soothsayer for, hvilket bestemt ikke er nogen selvfølge. Så godt arbejde og godt skruet sammen, d’herrer!

Dirt Forge fortjener 5 stjerner for indsatsen og resultatet her. Både for den udvikling man kan høre bandet, deres sangskrivning og lyden har gennemgået, men også for det blødende metalhjerte man fornemmer banker bag det hele.

Nå ja, og så er det bare en pissefee plade, så køb den!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Dirt Forge på facebook

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here