Deus Otiosus: Godless **** (4/6)

0
1006
views

Af og til må man kaste sig ud i ukendte farvande for at blive rusket lidt igennem – og rusket igennem er det, man bliver på anden plade fra danske Deus Otiosus. Klassisk, men kreativ death metal.

Den sidste linje er lånt fra bandets pressemateriale, og en formulering jeg må tage lidt for gode varer. For lad os starte med en “bekendelse”, dødsmetal er lidt de ukendte farvande for mig. Jeg har ikke den store erfaring med genren, den har aldrig fanget mig helt og growl efterlader mig oftest lidt forvirret eller undrende. Det er ikke det musikalske talent eller lignende ved bands fra genren jeg sætter spørgsmålstegn ved, for det kan man ikke, der er rigtig mange teknisk dygtige musikere indenfor dødsmetallen. Men af ikke helt klare årsager, så har den form for metalmusik bare aldrig helt fanget mig. Derfor er bedømmelsen af Deus Otiosus’ Godless nok ikke helt fri for egne fordomme, men ej heller en lidt clean sheet tilgang til musikken. Det må gå lige op i sidste ende, at min lidt stereotype opfattelse af genren går hånd i hånd med en begrænset referenceramme, så jeg måske er nemmere at imponerer på nogle punkter. Jeg kaster mig hermed ud i en lille musikalsk dannelsesrejse.

Der er fart over feltet hos de københavnske ekstrem-metallere, dannet i 2005, der nu er klar med det der er opfølgeren til debutpladen Murderer, som udkom til fine anmeldelser i 2010. Her er de klar med 8 nye skalleknusende numre, der trods benhård intensitet aldrig løber af sporet for dem, og som tempo-mæssigt ikke bliver alt for hidsigt tonsende for en dødsmetal semi-rookie som undertegnede.

Under første gennemlytning skulle jeg lige orientere mig i lydbilledet, hvor “growling” især krævede noget tilvænning, filtrering og fintuning af lyttecentralen. Og elsker du growl, så har du noget at glæde dig til igennem Deus Otiosus’ 8 sange. Fra start til slut growles der igennem, så en følelse af død og ødelæggelse breder sig i ens sind, men efterhånden som jeg arbejde mig igennem pladen gentagne gange, begyndte mine knap så growl-elskende ører at bløde lidt op. Det første nummer, hvor ørerne ikke bare blødte, var “Surrounded By The Dead”, hvor “the dead will rise again”, og jeg tænkte “hey, zombier? I like zombies”, og pludselig skete det jeg havde ventet på – musikken begyndte at skabe billeder og stemninger, visuelle indtryk jeg kunne forholde mig til. Dermed også en indgang for mig til musikken, så jeg ikke kun følte jeg stod lidt udenfor og kiggede ind på noget jeg ikke kunne tyde og afkode.

Flertallet af sangene på Godless bevæger sig i et temmelig udfarende tempo, ikke uhæmmet frådende, men et hvor man bliver blæst godt igennem på den gode måde. Undtagelserne er tre relativt afdæmpede numre, der er placeret strategisk godt på pladen, så man lige kan få pulsen ned fra 80 til 60 %. Første gang man får lidt hvile, er sang nummer tre, “New Dawn”, hvor et tungt kværnende tempo slæber nummeret fremad. Her viser bandet at de behersker andet end fart. Musikken skaber en velfungerende faretruende stemning, hvorimod teksten synes at handle om en “nyt start” eller at rejse sig igen efter ikke nærmere defineret modgang. “Cast From Heaven” er et andet nummer der indledes med lavtempo benknuser melodi, inden gutterne får lidt mere fart i stængerne og blander deres dødsmetal op med guitar klange, som minder lidt om olm power-metal. Selvom vi holder os indenfor det jeg ville kalde forholdsvis midt-tempo, så sprinter trommerne periodevis ud over dødemandssletten i en hæsblæsende fart, så man skulle tro de havde Fanden selv i hælene.

Fanden byder op til moderat afdæmpet dødsdans på det sidste nummer udenfor tonserkategorien, “Death Dance”, der samtidig fungerer som albumlukker. Her bliver den apokalyptiske undergangstemning i nummeret igen fornemt eksekveret af det teknisk meget kompetente band, og jeg begynder langsomt at få lidt mere fidus til det der growleri.

Hvilket er heldigt nok, da de resterende numre bevæger sig i et noget mere opskruet og brutalt bistert niveau. Så uvidende og uindviede stakler, som mig, kunne have problemer med at hænge på, når helvede periodevis gøres virkeligt hedt med kraftfuld growl og gnistrende brandfarlige instrumenter i åben kamp. Albumåbneren “Snakes Of The Low” var lige ved at blæse mig ud af Føtex’s bedste tilbuds-vinterstrømper, med et rødglødende sonisk overfald, hvor det tunge skyts hamrer mod lytteren uden antydningen af nåde eller retræte. For en som mig kræver den slags udgydelser som nævnt lidt tilvænning, men selv uden, så imponeres man over energien og overblikket – for på trods af, at det lyder som det måske kan fremstå som et ukontrollereret bestialsk angreb, så virker det i sidste ende hverken planløst eller rodet.

Det selvom man i høj grad befinder sig “In Harms Way”, som samtidig er titlen på endnu en skallesmækker af pænt ekstrem karakter. Det jeg med tiden begynder at synes fungerer ved den vedvarende growl, er følelsen af, at den benyttes som et ekstra instrument i musikken. Et instrument, der i al den til tider kolde, metalliske maskinpark der rulles ud på slagmarken, giver numrene en lidt mere organisk følelse. Det kan måske lyde som død og dommedag, men man aner en menneskelighed derinde et sted.

From the knifes in the street
To the nuclear holocaust
You are in harms way
And there you shall remain

Det lyder mere som en advarsel end en ondsindet trussel, og så ryger en af de større fordomme om, at death metal bands er nogle ondsindede sataner. Man ved jo egentlig bedre, men det er nemt at forfalde til den slags tanker, når man bare hører et nummer eller to i forbifarten. “In Harms Way” er et intenst højdepunkt og en knaldhård perle på Godless.

“Pest Grave”, er ikke bare en titel der lyder ubehagelig, musikken bakker det op med endnu en melodi skabt til, at save syge lemmer af de smittede masser. Vi befinder os i et turbulent lydbillede, der sammen med titlen, sender en led strøm af billeder igennem knolden på mig – jeg har muligvis set for meget “Pest over Europa” på DR K til at det er helt sundt. Især de mere atmosfæriske og lidt afdæmpede pasager i løbet af nummeret, giver rum til grimme mentale billeder. Måske er det de pestramte lig, der rejser sig fra graven i den tidligere nævnte “Surrounded By The Dead”, eller også befinder vi os på et mere metaforisk plan på Godless? “Face The Dead” ligger i naturlig forlængelse af disse numre, en tilsyneladende uendelig maskingeværssalve, der i bookletten netop ledsages af et billede af tre soldater i kamp i et udbrændt skovområde. Så her behøver jeg ikke engang vente på, at min egen indvendige filmprojektor sætter gang i en billedrække.

Er du til dødsmetal, så er der absolut ingen vej udenom Deus Otiosus. Det er stramt produceret, men lyder levende og energisk, og ikke mindst forbandet velspillet og veludført. Selv for en som mig, der har et begrænset kendskab til genren, så skinner de åbenlyse kvaliteter igennem – her er simpelthen musikalsk talent og viljen til at bakke det op. Så er det meget muligt, at jeg ikke helt kan bedømme hvor original eller ej musikken er, men de 8 numre har givet mig lyst til at smage på lidt mere fra genren. Selv growl vokalen begyndte at give lidt mere mening for mig, men samlet set er det stadig svært for mig at bedømme helt nøjagtig HVOR god den samlede pakke er, som disse danske gutter har smidt i nakken på mig.

Deus Otiosus’ Godless er en ordenlig mundfuld og lidt af en udfordring for mig, men den slags kan være både lærerigt og sundt, håber jeg da – ellers har jeg bare fået en gedigen omgang velfortjente prygl. Jeg giver 4 store forsigtige stjerner, og smider en anbefaling ud til death metal fans om at give det her et lyt – den er nok mere til jer end mig, i hvert fald i første omgang.

Anmeldt af Kodi

Besøg Deus Otiosus på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!