Denguledør: Den Gule Dør ★★☆☆☆☆

0
999
views

Den aarhusianske trio Denguledør lover i pressematerialet et møde mellem Kent og Love Shop med et strejf af Baal. Sidstnævnte er vanskeligt at høre, og selv om de 2 andre inspirationskilder er mere hørbare, og momentvis sørger for hæderlige øjeblikke spredt ud over albummet, så smækkes døren i på grund af en træls vokal og tristesse-tekster i overflod.

Denguledør lover derudover et “poetisk album” en følelse af, “at stå på toppen af en usynlig bakke, uden at vide hvordan eller hvornår du er kommet derop”. Det er der jo sådan set intet galt i, men denne bakketop er fyldt med kærlighedssange, der hurtigt bliver trivielle at lægge ører til og en vokal, som i sin tilstræbte inderlighed veksler mellem at være enerverende og direkte belastende.

Om en stemme lyder godt i ens ører er jo helt klart en smagssag, og parametrene meget individuelle, men Per Andersens vokal bliver alt for hurtigt en af den slags, der skurrer i mine øregange, med sin udkrængede og små-lidende “vrælen”. Den kaldes “kompromisløs og ærlig” i pressematerialet, det vil jeg gerne give den, og den har i hvert fald personlighed – og betvivler skam heller ikke dens oprigtighed. Det gør den desværre bare ikke mindre udmattende at lytte til for mig, og ender med at blive et kæmpe irritationsmoment. Ikke mindst fordi det virker som om, hvert et ord kommer til at lyde som om følelserne sidder helt ude på tøjet – men nogle vil givetvis have en anden opfattelse.

Det går eksempelvis lige i nervebanerne, som fingre mod en tavle, når vi når frem til omkvædet i “Så Skete Det Igen”, de “følte” indledninger på “Brist Hjerte” og “Et Øjeblik”, med dirrende og lidende stemmeføring, mens “Du Er Alt” bare lyder rædselsfuld fra start til slut. Faktisk lyder det lidt som en mindre nasal Tue West krydset med Roben og Knud. Sidstnævnte er for sjov… altså Roben og Knud’s marinerede stil, ikke at jeg nævner det.

At det KAN være anderledes viser “Sanser”, hvor der er skruet betydeligt ned for lidelserne og bliver sunget i et mere “normalt” leje. Her kan jeg pludselig holde ud at høre på “sanser du er her, mørket mister sine klær'”, mens den Love Shop’ede musik smyger sig fint om vokalen. Fine ah ah ah stykker er samtidig med til, at skabe en af albummets bedre stunder.

Så er der lyrikken, der objektivt bedømt nok hverken er værre eller bedre end andre som gør sig i “poetiske kærlighedssange”, men vokalen, kombineret med at de synes at strømme ud fra det samme knuste og følsomme hjerte i samtlige 8 numre, gør at jeg når at få ømme øjne af at rulle med dem i løbet af albummet. Nu er albums fyldt til bristepunktet, og formet af, den slags kvaler jo ikke nogen fremmed ting, og pop/rock historien rummer utallige eksempler på, at der kan komme store plader ud af at vride sjælen ud på den måde. Hos Denguledør føles det dog, desværre, i hvert fald for mig, alt for ensporet og trivielt i længden.

Højdepunkterne finder jeg generelt i selve musikken, hvor Kent/Love Shop klangen helt overordnet er ganske vellykket, om end noget velkendt og gennemtygget – danske Rum 37 har jo eksempelvis dyppet snablen i samme brønd, med større held, indenfor de seneste år. Der er dog også steder, hvor det hele bliver lidt for anonymt og bare svæver lidt ligegyldigt rundt, som tidligere nævnte “Et Øjeblik” eller “Du Er Alt”. Dog kan jeg ikke benægte at et nummer som “Flyt Den Hyundai”, med sit pumpende drive og lækre guitarlyd, har noget elementært medrivende over sig, der også næsten gør vokalen tålelig i dette nummer.

“Stadigvæk Er Her” lægger ud med en lidt hårdere musikalsk kant og hakkende rytme, “jeg trækkes mod et ukendt sted, mens hele lortet følger med”, lyder det fra Andersen. Afslutningsvis blæses den gule dør helt op med nærmest støj-rock klingende rasen, et tiltrængt frisk pust på et tidspunkt, hvor det hele er ved at flyde lidt sammen og ud i ingenting. Det sker bare alt for sent. “Stadigvæk Er Her” er sang nummer 7 på albummet, da har jeg forlængst mistet tålmodigheden, og periodevis også besindelsen.

Nu kan det være farligt, at kaste sig ud i en diskussion om hvad der er poesi eller ej, god eller dårlig vokal og alt det der. Ja, hele det her anmelderi er jo en uskøn brydekamp mellem det subjektive i det ene hjørne og det objektive i det andet. Jeg vover nu skindet og siger, hvis Denguledør er poesi, så er det af den tvivlsomme slags. Musikalsk er det hæderligt, men for velkendt og med for få overraskelser. Vokalen er om ikke andet helt sin egen, det er der ikke noget i vejen med, den er bare ikke noget for mig.

Det giver 2 stjerner og en tur i skammekrogen for Baal-teasing.

Af Ken Damgaard Thomsen

Albummet er ude d. 30/3, besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here