Den Syvende Søn: Den Syvende Søn (II) ★★★☆☆☆

0
692
views

3 år er der gået siden beat-rockerne Den Syvende Søn udsendte deres debut-album, nu er de klar med opfølgeren der blot bærer titlen II, eller (II). Desværre mangler der nogle af de fængende melodier, som gjorde første besøg i Michel Belli og backingbandet Death Valley Sleepers univers så fornøjeligt.

Alright, jeg var måske en kende gavmild da jeg anmeldte debuten tilbage i oktober måned 2013, hvor det blev til hele 5 stjerner. 4 havde måske været mere passende, selvom det er svært at spole tiden tilbage og huske den sindsstemning der resulterede i den flotte karakter.

Det er ikke for, at tage noget fra Den Syvende Søn, men faldet fra 5 stjerner til de 3 i denne omgang kan se lidt voldsom ud på papiret. Og signalere en større nedgang i kvalitet end tilfældet egentlig er.

Den Syvende Søn med Michel Belli og hans gennemtrængende og karakteristiske vokal i front (sammenligning med Belli Sr. er sikkert lidt irriterende, men svær at undgå), er sådan set stadig habile sangskrivere og får igen fremmanet er musikalsk univers, som det grundlæggende er rart at være gæst i. Men det 9 numre lange album kæmper med for alvor at komme ud af stedet. Jeg savner ganske enkelt fremdrift i lange stræk og når der endelig sker lidt med tempo og atmosfæren på pladens anden halvdel, så føles det lidt for sent.

At mange numre bevæger sig i det samme, lidt krybende og afventende tempo behøver ikke være et problem. Det kan skabe en nærmest meditativ stemning hos en som lytter, men her sker det bare aldrig rigtig, i stedet for begynder numrene bare at føles for lange og pladen for stillestående.

Et gennemgående tema, som både afspejles i lyrik og sangtitler synes at være afstand og distance. Både mennesker i mellem, men også overfor sig selv. “Jeg Danser Kun Med Mig Selv” lyder som netop som en stille kinddans med sig selv, hvor hovedpersonen jævnfør teksten kører i ring, “ved det meste, men ser slet ingenting”. Aftenstemningen og følelsen af tilrøget melankoli på en lille beværtning med dæmpet, gullig belysning sidder sådan set lige i øjet – alligevel kommer nummeret til, at fremstå en smule langtrukkent, til det der vil fortælles.

Vi bliver lidt på de delvist mørklagte beværtninger på et nummer som “Kød og Blod”, det er jo dejligt at gå ud når man er på flugt fra noget, også sig selv. Her er tonen og rytmen mere pågående, vi er ovre i noget klaver-bokser blues’et, der har noget “Mustang Sally” power i melodiens bølgegang, mens Belli åbner med linjerne “Jeg orker ikke at tale, for ingen lytter med // Kan ingenting høre, for folk råber fra hvert sit sted”. Med en spilletid på lidt over 3 minutter virker det også godt skåret til og tilpasset fortællingen, så vi ender med et af pladens stærkere indslag.

Et andet godt kort er “Råb Uden Skrig” på pladens anden halvdel, hvor tempoet endelig skrues i vejret og den lidt tillukkede og tænksomme tone veksles med noget der er meget mere regulært radio-rocket. Vi nærmer os næsten noget Bruce Springsteen 70’er heartland rock, med større armbevægelser og schwung end tidligere på pladen, hvilket klæder Den Syvende Søn. Kontrasterne dukker op igen på med den efterfølgende kærlighedsballade “Mørke”, hvor skyerne endnu en gang trækker ind over sangens fortæller. Det er en ret klassisk, nogen ville nok sige kliché-præget “du kan forstå mig som den jeg er” og “du kan se mit mørke” nummer, der musikalsk også ender med at kører lidt for meget i ring.

Her er det som om teksterne også bliver lidt for flade og bliver sætninger, som aldrig rigtig forlader papiret og begynder at danse i øregangene. Det er ellers en del af temaet på den over 9 minutter lange album-åbner “Poeter og Kometer”, der nok er det mest ambitiøse og psykedelisk eksperimenterende nummer Den Syvende Søn endnu har lavet. Noget af en mundfuld at lægge ud med, men musikalsk kan den faktisk bære det meste af den lange spilletid – lyrisk er jeg dog alvorligt i tvivl om, om det rent faktisk er en vellykket finurlig og spidsfindig tekst med et snedigt metalag om at skrive og være poet, eller et noget forfejlet forsøg. Det skifter lidt efter humør, i skrivende stund synes jeg det er ret godt, men det kan skifte lige om lidt – så vi lader konklusionen være åben i dette tilfælde…

Til gengæld er jeg ret sikker på, at jeg synes lyrikken i et nummer som “Nøgen” aldrig letter og på kluntet vis falder over sine egne enderim:

Regnvejr og ingen penge, torsdag har varet længe
Dagen gået op i grå, jeg ligger jeg kan ikke stå
Ude hvor kragerne vender, hænger mine løse ender
Forsvundet er den røde tråd, farven vasket af i gråd
Alt går i mol, jeg får lyst til at give fanden i vold

Den oplevelse kunne jeg godt have været foruden, og samtidig kunne man her have trimmet et nummer der med sin tone og sit tempo er med til at tynge pladens første halvdel ned.

Der er stadig en del at komme efter for fans af melodisk beat-orienteret rock hos Den Syvende Søn, bandet spiller sikkert og solidt det meste af vejen og holder du samtidig af den der Belli’ske klang og glød i vokalen, så er albummet bestemt et lyt værd. Men den samlede oplevelse er, at det er som om melodierne er blevet lidt væk siden debutten og uden dem, så bliver bandets begrænsninger tydeligere og begynder at trække helhedsindtrykket ned.

Vi ender på 3 positivt stemte stjerner for den samlede oplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Den Syvende Søn på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here