Den Syvende Søn: Den Syvende Søn ***** (5/6)

0
1632
views

Spids Nøgenhat er ikke de eneste der dette efterår rusker bladene af træerne med autentisk klingende 60’er rock, Den Syvende Søn giver dem kamp til retro-stregen om hvem der slipper bedst fra det.

Hvor Spids Nøgenhat tåger rundt i et psykedelisk og syret univers, så vælger Den Syvende Søn at styre ind på en lidt mere tilgængelig og bredere musikalsk sti, hvor beat-musik og klassisk rock ‘n’ roll dominerer. Det giver et lyttevenligt og inviterende album, med noget så gammeldags som gode melodier og mundrette tekster man kan forstå, uden at være helt ude i hampen – men stadig med en solid duft af 60’er romantik og autencitet.

I front finder vi en, der utvivlsomt må slæbe rundt på lidt af en tung musikalsk arv, Michel Belli, søn af ulven Peter ham selv. Og lad os bare få det ud af verden, æblet er ikke faldet langt fra stammmen på vokalfronten, Belli Junior lyder utrolig meget som senior. Det vil måske være distraherende for nogen, men samtidig er det med til at give Den Syvende Søn en klang af ægte nostalgi, for dem der er bekendt med Peter Belli’s materiale fra 60’erne. Michel Belli besidder den samme evne til, at synge og udtrykke tekster, der måske ellers ville lyde lidt banale eller klichéfyldte hos mange andre, med nerve og nærvær.

Belli bliver bakket kompetent op af Adam Winberg (trommer), Thomas Winberg (bas) og Mads Jensen (keys), der alle blandt andet har en fælles fortid (og nutid?) i Death Valley Sleepers. Med på guitar er Mikkel Grue, der blandt andet har spillet på plader fra Juncker, Poul Krebs og Michel Belli’s to solo albums. Sammen skaber de en tør og varm klang, der strømmer som en flot rød tråd igennem hele pladen, som en af pladens store styrker. De 10 numre lyder simpelthen som et sammenhængende værk leveret af et band, og ikke som en soloplade med backing.

Vi lægger ud med et af højdepunkterne, den sejt vuggende “Dæmonernes Støj”, der tager os på tur igennem nattelivets fristelser, hvor man “står på linje, drikker tæt // er ik’ så tørstig, som jeg er træt”. Festen lyder ikke længere hverken vedkommende eller sjov, men som trist gentagelse og rutine – og stemningen er ramt på ætsende vis af Belli og bandet, uden at det kommer til at fremstå klyngende eller opgivende.

På toilettet med det lille spejl
Taler til ham med de mange fejl
Smadrer hånden mod den kolde mur
Ham i spejlet har gjort mig sur

Den letforståelige lyrik leveres med tilpas meget indlevelse og oprigtighed i stemmen, at banaliteterne ikke lyder trættende eller “nemme”, men som uforfalskede sandheder – en hårfin balancegang, der lykkes det meste af albummet igennem.

Et andet højdepunkt er førstesinglen “Han Sagde Han Sagde”, hvor teksten måske falder lidt i han/hun klichégrøften, men tilgengæld holdes nummeret oppe af en lifligt boblende melodi og en velsyngende Maya Albana, som kærkommen gæst. En lille poppet perle, som man kort og godt bliver glad og opløftet af at lægge ører til. I samme kategori finder vi “Du Er Mit Trip”, der er en anden hyldest til “hende” og “kvinden”. Det hele lyder lidt altmodisch, meget pænt og ret uskyldigt, men det er her vokalens overbevisende ærlig og oprigtighed kommer til sin ret – man tror bare på det der synges, og hvad gør det så at det ikke nødvendigvis er stor lyrisk kunst.

En anden af Den Syvende Søns store forcer, er at trods den sammenhængende tone og klang albummet igennem, så er det stadig ret musikalks afvekslende. Der er de nævnte poppede numre, de 60’er rock-boblende, men der er også svedige og mere bastant brummende sange som “Feber For En Stund”. Her driver 60’er feststemningen ned af væggene, den selvsikre og struttende melodi rammer lige i hoftehøjde og man føler virkelig at man rammes af feber for en stund. Mere optempo festligt bliver det på “80’er Festen”, hvor “du har alt hvad du behøver // mangler kun lidt mere”, imens tempoet skaber en lettere febrilsk og halsende atmosfære, som om det går, eller er gået, lidt for hurtigt for tekstens hovedperson. Af andre højdepunkter kommer vi heller ikke udenom det dirrende titelnummer “Den Syvende Søn”, der kombinerer den nostalgiske 60’er rockede tone med en lettere psykedelisk stemning – i en melodi med masser af bid og snerren. Samtidig er den sammenbidt og skarpt leverede tekst en af pladens mere skæve stunder.

Hvad hvis jeg var junkie
Eller konge af Peru
Langt væk fra din verden
Fortæl mig hvad jeg sku’
Du rider på dit flow
Det er dit ego show

I det hele taget gennemstrømmes en del af sangene på Den Syvende Søn, både tekst- og tempomæssigt, af en følelse af at “festen gik for hurtigt”, frygten for at miste selvkontrol, eller kontrol generelt – overfor livets fristelser, det være sig kvinder eller andre former for rusmidler. Det bliver aldrig med løftet pegefinger eller belærende, der er mere tale om en stemning af “at gå til bekendelse” eller få renset luften.

Aldrig mere tydeligt, end i de to afsluttende numre “De Ting Vi Sir’ Vi Tror Vi Gør” og “Jeg Har Fundet Hjem”. Førstnævntes melodi sender tankerne i retning af R.E.M., når de er i deres mere dystre klingende semi-country hjørne. Et nummer hvor Belli også får demonstreret, at vokalen både kan bevæge sig indenfor det mere tilbageholdende og lidt mumlende og et mere højstemt  og udfarende leje. Tonen er vemodig og eftertænksom, “kvitter smøgerne, men drikker mere”, Belli ligger det hele frem, så der ikke er så meget at tage fejl af. Helt udtalt bliver den vemodige, men alligevel varme, stemning, i den afdæmpede men meget virkningsfulde og gribende afslutter “Jeg Har Fundet Hjem”. Tempoet er sat helt ned, med tilgengæld skrues det følelsesladede og “nøgne” helt op, når Michel Belli får sunget sig helt ud imens bandet diskret pusler i baggrunden. Nummeret fungerer både som den ultimative hyldest til “hende”, det emmer af indre ro, balance og hengivenhed, men alligevel er der noget tvetydigt i sprækkerne mellem linjerne, når Belli indfølende synger:

Tæller skoene i gangen, med døren på klem
Der er ikke noget på færde, jeg er lige kommet hjem
Du ligger der på puden, med uglet hår
Mit åndedræt det stirrer, dynen blotter dit lår
Mit livslys står i flammer, blomstre i min seng
(Uh uh) Jeg har fundet hjem

Indrømmet, når man som her forsøger, at gengive oplevelsen ved at lytte Den Syvende Søn igennem, så kan det hele lyde en kende banalt og simpelt, men balancegangen klares som nævnt indledningsvis, og det kammer for mig aldrig over og bliver kvalmende eller letkøbt. Det springende punkt for nogen vil helt sikkert være, hvordan man har det med den karakteristiske og umiskendelige Belli’ske klang på vokalen, men er den noget for dig, så er der fuld valuta på den konto hos Den Syvende Søn.

Hvad bandet mangler af originalitet kompenserer de for ved, at sangene sprudler af spillelyst og kærlighed til en svunden tid – og ikke mindst den gennemgående og overbevisende følelse af ærlighed og ægthed. Vi kravler op på en lille 5er for hele retro-pakken.

Anmeldt af Kodi

Den Syvende Søn udkommer d. 4. november på Target Records

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here