Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Deed In Karma: Demo **** (4/6)

Deed In Karma: Demo **** (4/6)

4764
0

Deed In Karma er et nyt skud på den hårde, danske rockscene. De tre numre, de indtil videre har sendt ud som demo, viser et fint potentiale, men der er også plads til flere nuancer i det potente, tungtrockende udtryk. 

Kvartetten, med udgangspunkt i Vejle-området, lægger ikke skjul på at der er fundet inspiration i grungen og mere klassisk rock. I mine ører er der i hvert fald inspiration fra Soundgarden og Alice In Chains, men med en til tider metallisk kant lidt henad tidlig Deftones og nyere amerikansk mainstream-metal. Vokalen står godt i billedet, og har en klang lidt henad Chris Cornell, uden dog at have helt samme spændvidde. Der er træk til fælles med Franklin Zoo, som vi har anmeldt et par gange, uden de to bands dog på nogen måde lyder ens.

Der er smæk for skillingen på de tre tracks, der udgør demoen, som er indspillet i Jacob Hansens studie ved Ribe. Generelt er produktionen god og tydelig, selv om jeg ind i mellem godt kunne ønske mig lidt mere dybde i lyden – det kan dog også skyldes MP3-formatet, ligesom det også er smag og behag, hvor meget man gerne vil have bassen til at fylde. De fire musikere har alle erfaring fra rock- og metalscenen og det kan godt høres. Der er styr på det grundlæggende håndværk, både i forhold til betjeningen af instrumenter og sangskrivningen, ligesom vokalen fungerer rigtig godt.

‘Dog’ starter med et Cornell’sk vokalbrøl og et bastant riff og fortsætter i tempofyldt og ganske medrivende stil. “I never hurt anyone/Until you came along” lyder det undervejs fra forsanger Jonas, der generelt har en glimrende, rå rockvokal, især når der er knald på. Medrivende er det også på ‘Hills of Shit’, der starter rigtig stærkt ud – i det hele taget er der ikke meget fiflen og langsom opbygning hos Deed In Karma – de går lige i kødet på lytteren. Omkvædet er i den mere hardrockede ende, og i mine ører ikke lige så stærkt som resten af nummeret, der med sit tunge trommearbejde, stærke riff og gode vokal ellers absolut har meget at byde på.

På ‘I Ain’t Crawling’ er der mere bund i omkvædet, og jeg aner en snert D:A:D fra deres tunge periode i 90’erne i sangen, som igen fungerer ganske fortrinligt. Her fungerer omkvædet også bedre for mig, end på ‘Hills of Shit’. Bassen holder en solid puls, guitarerne riffer overbevisende og vokalen får masser af plads i lydbilledet.

Samlet set giver de tre tracks absolut smag for mere. Sangskrivningen er dog rimelig bastant, og der er ikke de store overraskelser i numrene, omend de fungerer upåklageligt og hurtigt sætter gang i nakkemuskler og fodvip. Det er selvfølgelig også begrænsingen ved kun at have 3 numre at vurdere ud fra, så det er bestemt ikke umuligt at Deed In Karma kan endnu mere end de viser her. Kan de nuancere lydbilledet og løfte sangskrivningen yderligere, er de et rigtig godt bud på et hårdt rocknavn, der kan møve sig ind i toppen af den danske scene. Bandet har indspilninger til et helt album klar, så det varer formentlig ikke længe, inden vi hører endnu mere fra dem, hvilket man roligt kan glæde sig til. Demoen her fortjener i hvert fald 4 store stjerner og er ikke langt fra de 5.

Indtil albummet er ude, kan du tjekke Deed In Karma ud på deres facebook og bandbase.

Anmeldt af JSB

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleKissaway Trail – The Springsteen Implosion – 21/1 – 2014
Next articleHaiku – Tingel Tangel Town – 22/1 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.