Deafheaven, Voxhall, 10/8 – 2014 ***** (5/6)

1
2662
views

Amerikanske Deafheaven lagde vejen forbi Aarhus og Voxhall og de satte en tyk streg under at hypen ikke er ufortjent. Hvadenten man synes Deafheaven hører til i betegnelsen “black metal” eller ej, så leverede bandet en overbevisende præstation denne aften. 

Søndag aften i Aarhus og black metal på programmet – og selv om aftenens hovednavn, Deafheaven, har en solid gang hype fra blandt andet Pitchfork med i baggagen, så resulterede det ikke i at man var i nærheden af at kunne tænde udsolgt-skiltet på Voxhall. Det var sådan set forventeligt, men alligevel en lille smule skuffende, når nu morgendagens koncert i København (godt nok i Beta med plads til 180 publikummer) har været udsolgt længe. Men nok om dem, der ikke dukkede op.

Først på scenen var Sunken, et for mig helt ubeskrevet lokalt blad, som dog gjorde en solid figur med deres atmosfæriske black metal, og genremæssigt supplerede aftenens hovednavn ganske fornuftigt. Kvintetten bruger nogle af de samme virkemidler som ligesindede Solbrud, og vi fik således lange kompositioner med både afdæmpede atmosfæriske passager og stykker med fuld skrue og dobbelttempo på trommepedalerne. Der blev ikke ytret mange ord fra de fem relativt stillestående bandmedlemmer på scenen, men musikalsk gjorde de såmænd en udmærket figur. Helt på Solbrud-niveau er de dog ikke, men der er bestemt et godt potentiale og mange fede passager at finde i Sunken’s udgave af den atmosfæriske black metal. (3/6)

Deafheaven ***** (5/6)

Dette skal egentlig ikke være et oplæg til debat om, hvilken genre-hat Deafheaven hører under, så lad mig bare starte med at prøve at beskrive det som jeg hører det. Der er absolut elementer af black, både i de lange kompositioner, med temposkift og skiften mellem atmosfæriske, progressive passager, og stykker med skrigende vokal og fuld smadder på alle instrumenter. Men der er også elementer af post-rock/metal og og progressiv rock/metal, og samtidig er bandets æstetik langt fra den norske black metal fra 90’erne, som de fleste nok opfatter som “rigtig” black metal. Men musikalsk er der altså rigeligt i Deafheaven’s lyd, der kan retfærdiggøre black-stemplet, omend det er en progressiv og atmosfærisk afart. Kvintetten, med en energisk og intens George Clarke i front, gik på scenen kort før kl. 21, og leverede en lille magtdemonstration af under en times varighed. Og lad mig tilføje, at for undertegnede var det en ganske passende spilletid.

Frontmand George Clarke’s gestik gør allerede fra start sit til at fange opmærksomheden, og den ulasteligt klædte forsanger formåede at få trukket publikum tættere på scenen, inden han med håndtegn og fagter levede sig ind i den støjmur som resten af bandet fremmanede. Som en blanding af en kordirigent og en mere klassisk metalfrontmand var han en effektiv indpisker, som var i sync med bandet med sine håndbevægelser og ryk med hovedet, tællende taktslag på fingrene, og symbolsk gestikulerende. På sætlisten er både ‘Dream House’ og titelnummeret fra bandets succesrige 2013-album, Sunbather, samt et nyt nummer, ‘From The Kettle Unto The Coil’. På alle numrene sidder skiftene og det instrumentale som mejslet i granit, præcist, tæt spillet og tungt, mens Clarke’s skrigende vokal svæver rundt i lydbilledet som et femte instrument, som aldrig overtager lyden, selv om Clarke er det showmæssige omdrejningspunkt. Rundt om han sørger guitarist Kerry McCoy, som stiftede bandet sammen med Clarke og de tre nyere medlemmer, Daniel Tracy på trommer, Stephen Clarke på bas og Shiv Mehra på guitar, for den musikalske storm.

Frontmand George Clarke var intens i front for Deafheaven
Frontmand George Clarke var intens i front for Deafheaven (foto: Anders Teibel/Voxhall)

Atmosfæriske og progressive passager giver plads til at drive med, inden flodbølger af støj ruller ind over os. Deafheaven skaber lange, komplekse kompositioner, som ofte er i familie med post-rocken, og til tider tager jeg mig i at tænke at de lyder lidt som en black metal version af Mogwai eller Sigur Ros. Jeg lader mig føre med i Deafheaven’s univers, og bliver trukket gennem afgrunde, over bjergtinder og svæver henover musikalske landskaber, der både rummer gru og skønhed. Samtidig er lyden intens og høj, som en knyttet næve lige i mellemgulvet, man bliver nærmest fysisk ramt, og selv om jeg har et par ganske velfungerende ørepropper i, så skærer det til tider lidt i ørerne. På den gode måde, forstås.

Efter godt 40 minutter og fem numre, eller kompostioner, for Deafheaven er nærmest en slags post-rock-black kompositionsmusik, forlader bandet scenen, men klappes tilbage af et publikum, som ser ud til at tage godt imod bandets lydbombardement, og vi får en sidste 10 minutters komposition, som minder mest om et uvejr, der driver hen over os. Først er det stille, men der lurer noget truende i luften. Så bombarderer trommerne os, mens resten af instrumenterne fuldender infernoet, og vi bliver slynget med i en skypumpe (‘Unrequited’ hedder den retteligt), der kaster os ud i intetheden mellem tordenskyerne, og stroboskoplyset på Voxhall bringer mindelser om heftige lyn.  Man bliver ind i mellem nødt til at kigge ned, i dette massive angreb af lys og lyd. Kuldslået står man tilbage, mens bandet efterlader instrumenterne til at sende feedback-støj ud over os. Langsomt kan man løsrive sig og sende en velfortjent klapsalve efter amerikanerne, som allerede har forladt scenen.

En lille times bombardement blev det til, og det var alt rigeligt til at Deafheaven viste at de mestrer atmosfæriske og progressive kompositioner og musikalske tordenstorme. Glæd dig hvis du har billet til koncerten i København mandag, og ellers kan du skrive dem på huskelisten til næste gang. 5 stjerner til Deafheaven, som altså spiller mandag d.11. august på Beta, til en allerede udsolgt koncert.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach 

Fotos: Anders Teibel/Voxhall

1 COMMENT

  1. Næsten helt enig i anmeldelsen. Manglede dog lige mit yndlingsnummer, Vertigo, til at toppe koncerten, hvilket også ville have bragt den samlede tid for koncerten op på godt en time, hvilket jeg nemt kunne have klaret. Hvis de også havde spillet den havde min karakter været 6/6.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here