Deadmen’s Suit: Hanging Out To Dry *** (3/6)

0
1241
views

Den københavnske duo Deadmen’s Suit er klar med deres andet album, inspireret af 50’ernes rock og country musik, og selvfølgelig udgivet på vinyl. Albummet er et sympatisk og solidt bekendtskab, men mangler lidt flere sange, der hæver sig over det gennemsnitlige.  

Bevæbnet med gulvbas og en række mindre strengeinstrumenter, kaster Frederik Mortensen og Jesper F. Svendsen sig over en genfortolkning af 50’ernes country rock og rockabilly, og henter inspiration fra navne som Hank Williams og især Johnny Cash. Opskriften er relativt simpel – fortællinger om triste skæbner, desperados og mordere, og andre på bunden af samfundet, fortalt af Jesper Svendsen’s dybe vokal, på en bund af guitar og bas, suppleret af andre strenginstrumenter, der ruller afsted i Johnny Cash’sk outlaw country tempo (Såkaldt “boom-chicka-boom”). Lad os bumle ud fra stationen og se hvad sporet bringer os forbi.

Vi starter med ‘TB Blues’, en tur gennem mørket med en Travis Bickle-lignende fortæller, der betragter byens sørgelige eksistenser gennem sin taxis ruder. “Through my windscreen I can see/The lowlifes of town/Coming along like kings without crowns/Better stand back when the mad dog frowns”. En ganske stemningsfuld og ildevarslende intro til albummet, som fortsætter i samme stil. “Are you talking to me?” synger Svendsen til sidst, som en mere velartikuleret version af Bickle.

Vi fortsætter ud over den mentale prærie på ‘Short Cuts’ med hovklaprende countrytempo, et nummer, der minder ganske meget om Cash’s tidlige numre, men det gør ikke så meget når det er veludført. Rideturen fortsætter til ‘Murder Stream’, hvor morderen beretter om sin “sickness/That has to be released now and again”. Morderen indeni spiller sange, og fortælleren spiller bare med. Endnu en velfungerende, mørk skæbnehymne, som dog heller ikke føjer nyt til det musikalske landskab.

På ‘One-Eyed Jack’ begynder landskabet at blive lidt ensformigt, og selv om Svendsen forsøger sig med lidt udslag på stemmebåndet, er det ikke albummets mest medrivende nummer, snarere lidt søvndyssende luntetrav. Kompetent udført, man er ikke bange for at falde af, men hovedet falder til gengæld lidt ned mod brystet. Selv om farten ikke sættes op på ‘Slow’ (no wonder), så vågner man alligevel op igen, for der er noget ganske insisterende ved dette opbyggelige nummer om en mand, der lever for hurtigt: “I got high and missed my plane/was his answer to life/The last the kids heard/As he walked out on his wife”. Det går naturligvis ikke godt i længden.

Prærietempoet er tilbage, sammen med en banjo, på ‘Bar Rooms’, og vi buldrer ned ad sporet i lystig fart, på trods af den halvmisantropiske tekst. Herefter finder vi ‘The Right Way’, som godt nok fortsætter ad skinnerne, men ikke er blandt de mest mindeværdige øjeblikke på albummet. Lidt mere gods er der, når vi sadler op til en ‘Pale Rider Blues’, hvor det igen lyder som om der er noget på spil. “A pale rider was approaching/Coming out of the sky/Left me too tired to sleep/And too sad to cry”.

Vi vugger langsomt videre på ‘P.C.G.’, inden ‘Come & Go’ igen besøger Cash-territorium, hvor guitaren får lov at få lidt mere frie rammer end på nogle af de øvrige numre. ‘Walls’ runder af i roligt tempo, men stadig med nerven i behold.

Der er fine øjeblikke på Hanging Out To Dry som er gennemgående solid, uden at bekymre sig om at finde nye veje, men i stedet baner sig vej ad stier fra musikhistorien, der ikke benyttes så ofte igen længere. Selv om historierne og skæbnerne i dem ofte er dystre, så er det samlede indtryk alligevel, at der er noget hyggelig uhygge over det hele. Lidt ligesom coveret signalerer, er der noget leg over omgangen med mørket og en grad af pastiche over omgangen med forbillederne. Det er sådan set både godt og skidt, for Deadmen’s Suit står ved deres inspirationskilder og spiller åbent spil, men finder på den anden side heller ikke rigtig nye stier. Det efterlader mig lidt i vildrede med hensyn til karaktergivningen, for det kan gå begge veje omkring midten af vores ind i mellem noget begrænsede karakterspektrum. Så i sidste ende bliver det er spørgsmål om sangenes holdbarhed og styrke. Hér mangler jeg at flere af numrene hæver sig over gennemsnittet til at karakteren kommer over det gennemsnitlige. De første numre står stærkest, hvorefter formlen bliver gentaget lidt for ofte. Derfor bliver dommen 3 stjerner til Deadmen’s Suit, men også en anbefaling om at give dette sympatiske bekendtskab nogle lyt, hvis man er til Cash, 50’erne og håndspillet rock af den gamle skole.

Hanging Out To Dry udkom 23. september på det nye schweiziske selskab, Middle Ear Recordings. Du kan besøge Deadmen’s Suit på deres facebook.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here