Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Dead Instrument: See Through Negative (EP) **** (4/6)

Dead Instrument: See Through Negative (EP) **** (4/6)

2208
0

8 numre fordelt på knap 10 minutters spilletid, er den komprimerede og massive grindcore punkede lussing Dead Instrument uddeler med See Through Negative. En tætpakket EP, som trods sin korte spilletid er lige ved at tage pusten fra én.

I bund og grund er der ikke så forfærdelig meget at sige til denne EP, det er kort, godt og går direkte efter halsen på én. Informationer om bandet på nettet er også mildt sagt sparsomme, under “info” på deres facebook side står der blot “grindcore” og deres blog er ikke blevet opdateret siden oktober 2013. Så jeg konkluderer, at for dem handler det udelukkende om musikken og den kan tale for sig selv.

Eller råbe øregangene ømme, skulle man måske nærmere sige, 8 numre med en spilletid på mellem 44 sekunder og 1 minut og 15 sekunder, så der er dømt fart over feltet og skæren ind til benet. Et afpillet og voldsomt larmende ben, der lyder som om det kunne splintre i tusind stumper mod ens trommehinde hvert øjeblik det skulle være. Det føles i bund og grund som et 10 minutter langt overfald med max skrald på.

Jeg føler mig ikke super meget på undergrundshjemmebane her, men nyder bestemt det korte ophold i tinnitus-land, ikke mindst pga. den fræsende og bidske energi som øretæverne leveres med. Hvad der lige præcis råbes og skriges om tør jeg ikke gøre mig klog på, det er vanskeligt at tyde noget som helst uden medfølgende tekster. Lidt ærgerligt, for med så voldsomt et raserianfald, så er jeg ikke i tvivl om, at bandet har del på hjertet. Det er sikkert samfundskritisk and shit….. (Update: der medfølger tekster, hvis man køber vinyl udgaven).

Fra den 54 sekunder lange EP åbner “Most Worthless” til døren smækkes i med “The World Does Not Know Your Name”, pisker instrumenterne af sted som om Dead Instrument prøver at se om de rent faktisk kan blive så glohed, at der går ild i dem?! På titelnummeret “See Through Negative”, “War On You” og “Descend By Double Helix” kan man nærmest fornemme blodet sprøjte fra deres fingre, når musikken fyres af som præcise salver fra en AK47. Vokalen følger trop i samme forrykte tempo, så man sidder og bliver helt tør og øm i halsen af at lytte til det.

Nu er fart, tempo og aggressioner jo ikke alt, men det der især gør at lettere utrænede ører som mine kan følge med her, er at bandet et eller andet sted i ekstremt tempofyldte lydinferno også har en melodisk side. Det er klart, at melodierne er godt begravet pga. det infame støj-niveau og opskruede tempo, men de stikker lige nok frem i de eksplosive sange til at man får en lille krog at hænge fast i. Det er IKKE larm og fart bare for at gøre det, man fornemmer helt klart en mening med “galskaben” – man får den bare ikke serveret på et sølvfad.

Dead Instrument taler nok til en begrænset skare af indviede i undergrunden, det her vil næppe appellere til ret mange uindviede. Det er heller ikke en verden eller et musikalsk univers som jeg føler mig en del af, eller bilder mig ind jeg forstår – men derfor er en smagsprøve som denne langt fra uinteressant. Derfor er det naturligvis også lidt svært for mig helt at bedømme udskejelserne på vores stjerneskala, men med forbehold for små udsving og en lille fejlmargin i begge retninger smider jeg 4 stjerner efter See Through Negative.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Dead Instrument’s See Through Negative er udkommet på Raw Birth Records

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleHeidra – Betrayal – 6/6 – 2014
Next articleClutch – The Mob Goes Wild – 7/6 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.