expand
GFR
GFR

De Nøgne Øjne er endnu et band, som rider med på den neo-psykedeliske bølge, som ikke viser tegn på at flade ud. Og den bølge rider de ganske godt, med positivt poppede toner og good vibes.

Hippie musik er det ikke direkte, mere en slags 60’er pop-rock dyppet i et lag 70’er psykedelika. Varmt, iørefaldende og ret fængende mens musikken spiller, men der mangler måske lige et par numre fra EP’en der bidder sig helt fast i skallen på en.

Bandkonstellationen opstod i 2014, ovenpå resterne af De Elskværdige, som Jonas havde fingre i helt tilbage i 2013, hvor det blev til 5 stjerner for albummet Elskværdigerest. De to tidligere Elskværdige, Nick Willum Thøgersen og Christopher Nick Hansen har nu slået sig sammen med Mie Rask på frisk og opløftende kor og perkussion og frembragt 5 små psych-pops lige til at guffe i sig.

Der lægges næsten surf-poppet fra land med den raske og frejdige “Som Ingen Andre”. En sød lille kærlighedssag, som virker blottet for kynisme og andre negative følelser, både lyrisk og musikalsk. Selvom det nærmer sig det blåøjede og naivistiske, så er det sgu helt forfriskende med en kærlighedssang  som bare er glad og en hyldest til den anden, som “tænder mig som ingen andre før”. Og så kan man endda klappe med på rytmen!

Der følge op med den lidt mere tilbagelænet rockende og vuggende “Vis Mig Dine Trin”. Her virker fascinationen for modparten mere fysisk og kropslig, vis mig dine trin, du kan danse til melodien og ordene på flere måder. Er der endda en koklokke løs her i det fede og retro-smarte lydbillede?

“Kig Forbi” domineres og bæres frem af en fyldig og varm… Hvad hedder sådan en? Jeg er instrumentmongol. Lad os kalde det en bas-guitar, sådan en der lyder varm, dyb og rar for pokker! Any way, den har et eller andet den her labert klingende sag, måske min favorit på EP’en. Ikke mindst på grund af diskret, men bestemt ikke overflødigt, “Uh Uh Uh” kor og Rasks andenstemme som ekstra krydderi i omkvædet, hvor vi kan deles om den sidste cigaret.

Den efterfølgende “Hey Hey Hey” får ikke helt fat i mig, i samme grad. Det er egentlig kompetent nok udført, og andenstemmen er igen et sikkert kort at smide, men i mine ører bare ikke EP’ens stærkeste stund all round. “Emma Fører An” ved at lukke og slukke for De Nøgne Øjne. Her træder bandets fine fornemmelse for en sød, lille poppet melodi frem igen. De slipper endda afsted med en frisk lille omgang “Bap bappe baaah” i røven af omkvædet. Flabet nok! Men melodien og den lette og luftige tone kan bære det.

Således let til bens, med et smil på læben og fri for de store bekymringer kommer De Nøgne Øjne sikkert i mål. Bundniveauet er højt, men der er også et udviklingspotentiale tilstede, og dermed også et egentlig potentiale til mere. Det veksler jeg, uden at ryste på hånden eller spekulere over to gange, til 4 sikre, skævt smilende stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg De Nøgne Øjne på facebook

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook