expand
GFR
GFR

Torsdag aften bød på “digterrock” i Aarhus med De Efterladte, som det var annonceret på Radars hjemmeside. Peter H. Olesen måtte dog undervejs i koncerten erkende, at han ikke rigtig vidste hvad digterrock er, men vi fik da både digte og et par rocknumre, i de knap to timer De Efterladte spillede. 

De Efterladte kan være svære at sætte i bås, og måske er forsøget fra Radar ikke helt skævt, ud over at De Efterladte måske netop ikke er voldsomt rockede. For det meste er kernen i udtrykket Peter H. Olesens ord tilsat elektrisk eller akustisk guitar fra Michael Lund, og i aftenens andet sæt også synths fra Boi Holm, som trådte til besætningen efter en kort pause mellem de to sæt.

De Efterladte udgav for nyligt deres tredje album, Adjø tristesse, et selvproklameret lysere og mere optimistisk album end de to første, Traditionen utro og Alvorsord og etagevask. Som måske allerede var lidt lysere størrelser end hvad Peter H. Olesen udgav med sin bror Henrik Olesen i Olesen-Olesen. Coveret til Adjø tristesse, en enkel hvid papirflyver på lyseblå baggrund, signalerer da også en hvis lethed og en mere enkel tilgang til tilværelsen. Numrene fra det nye album udgjorde naturligt nok kernen i aftenens koncert, som dog også inkluderede flere sange fra de første to albums, samt et par sange fra Olesen-Olesen tiden.

Til en start læste Peter H. Olesen et af sine digte op, ‘Vi er tidsrejsende’, som også er at finde på Adjø tristesse. Et sted mellem 40 og 50 mennesker var troppet op, og havde for det meste fundet siddepladser på Radar, der heldigvis er så fleksibelt indrettet, at det, selv om vi ikke var i nærheden af max-kapaciteten denne aften, på ingen måde føltes tomt. Åbningsdigtet blev fulgt op af ‘Jack Kerouac i Jylland’, som Peter H. Olesen annoncerede som en sang om hans ungdom, skrevet da han var 25 og så tilbage på den. “Det er længe siden”, som han konstaterede. Den er helt præcist fra 1997-udgivelsen Indenlands Udenbys med Olesen-Olesen, men i De Efterladte-regi fungerede den også upåklageligt i den minimalistiske opsætning, med Olesen på akustisk guitar og vokal og Michael Lund på elektrisk guitar. Det var også den gennemgående opstilling, selv om Lund også i første sæt vekslede mellem akustisk og elektrisk guitar og Olesen ind i mellem stillede sin guitar fra sig.

Blandt andre fine sange, fik vi også Olesens vel nok største hit som sangskriver, ‘Sommerferie Zimmerroom’, som jeg, da jeg hørte den torsdag aften, sagtens kunne huske at have hørt i radioen – jeg har bare aldrig, i de år jeg har semi-dyrket Olesen-Olesen, forbundet den med dem. Måske fordi den er på et af de albums, jeg ikke har stående i samlingen. Nå, men uanset hvad er det et rigtig fint melankolsk popnummer om den forsvundne barndom. Herudover fik vi også sangen, som har lagt navn til De Efterladte, nemlig ‘Til de efterladte’, som optrådte på Olesen-Olesens sidste album, dobbeltalbummet Kain & Abel, hvor brødrene fyldte hver deres skive ud, og her markerede retninger for deres fremtidige musikalske virke.

I andet sæt, som fulgte efter en kort pause, stødte Boi Holm til, og så var De Efterladte udvidet til en trio. “Vi fandt en af vores gamle venner ude backstage. Så nu kommer der rigtig gang i den,” som Peter H. Olesen bemærkede. Holm har produceret det nye album, og selv om det lige tog et par numre, før udtrykket var helt spillet sammen, gav det nye nuancer til udtrykket i andet sæt.  På ‘Kursiv’ var det som om rytmen ikke helt ramte plet, men fra ‘Fugleskræmsel’ og frem, over ‘Synger synger’, som åbner Adjø tristesse, og videre, gik det ind i mellem op i den der berømmede højere enhed. Peter H. Olesen har måske nok ikke nogen stor vokal i traditionel forstand, men den fungerer glimrende til at kommunikere følelser og stemninger gennem den ind i mellem ironiske og ind i mellem ligefremme lyrik.

Netop Olesens tekster er gennemgående en fornøjelse at lægge ører til, og samtidig viste han sig at være ganske vittig på en underspillet facon – som man måske kunne forvente, når man kender ham fra plader, men man ved jo aldrig… ‘Hvor alting hører op’ (også fra Olesen-Olesen tiden) med håndspillet electro-indledning fungerede glimrende, og det samme gjorde den nye ‘Bravo November’: “Søvnen sidder i os//Som storkenæb//Vi går mærkede rundt//I en rest af lys//Bravo november” lyder det blandt andet her, og som Olesen senere bemærkede har de 117 sange om efterår. Det virkede også ganske passende en kølig torsdag aften i oktober.

Det ordinære sæt blev rundet af, af ‘Alt forsvinder og vender hjem’, en “meget zen-agtig sang, men på en meget dansk måde”, som Olesen meget præcist udtrykte det, nærmest nænsomt fremført af en trio, som for alvor havde ramt formen og hinanden, også i et par mere rockede øjeblikke undervejs.

Der var heller ikke meget krukkeri over sagerne, da publikum entusiastisk klappede på ekstranummer vendte Olesen hurtigt tilbage og sagde: “Vi er ikke så kostbare. Det er lang tid siden vi har været ude og spille. Og vi ved jo godt, at det I mener, når I siger ekstranummer, er at I gerne vil have at jeg læser nogle digte op”. Og så fik endnu et digt, et velvalgt af slagsen, mens Lund og Holm kom på scenen og vi fik først den nye hverdagsode ‘Hver dag er et comeback’, fulgt af den glimrende ‘Set gennem en voksende rus’ (fra Der er brev fra Onkel Bob i Amerika), en beruset og lykkelig sang, men også med den ironiske og melankolske bagkant, der altid lurer i Olesens univers. Stærkt leveret, med overskud og glimt i øjet.

Koncerten fungerede i det hele taget glimrende på sine egne nedbarberede og enkle præmisser. De Efterladte er ikke raketvidenskab, og ej heller musikalsk virtuositet, men musik og tekster, som gerne vil formidle følelser og stemninger, og i høj grad lykkes med det, uden det bliver firkantet og entydigt. Der er ironi, men også alvor, tristesse, men også optimisme, lys, men også mørke. Samtidig blev koncerten bundet sammen med et roligt overskud, og måske er anekdoterne blevet fortalt før, men de fungerede og engagerede publikum. Jeg kunne nikke genkendende til følelser og stemninger, og blev bekræftet i, at jeg roligt kan dykke videre ned i De Efterladtes efterårsunivers, som blandt andet kan opleves på Adjø tristesse. Det er også lige tiden til det.

De Efterladte spiller på Kulturhuset Islandsbrygge, sammen med Morten Arons Vilde Græs, lørdag d.8. oktober.

Anmeldelse og foto: Jonas Strandholdt Bach

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook