Darling Don’t Dance: Pediophobia ★★★★★☆

1
947
views

Darling Don’t Dance er tilbage med et 8 numre langt mini-album, efter en pladepause på næsten 5 år. Titlen relaterer til tabuer i forbindelse med moderskab og det eksistentielle vakuum der kan opstå. Det kan lyde som noget af en mundfuld, men heldigvis er det pakket ind i en omgang lige på og rå støj-grunge, hvor melodierne ikke glemmes.

Og så behøver du i princippet ikke vide så meget mere om denne udgivelse, bare sæt den på og skru op!

Nå, OK, jamen så prøver vi med lidt flere ord. I bund og grund er Pediophobia, trods det gennemgående tema om moderskab og de kriser og tabuer der kan opstå i den forbindelse, en ret ukompliceret og ligetil størrelse. I hvert fald rent musikalsk, hvor der serveres en dejlig skurrende portion grunge med støjende ekkoer af Sonic Youth og det melodiske øre fra start 90’ernes amerikanske alt-rock scene.

Tilsat forsanger Julie Vestergaard Nissen’s markante vokal, der nok er i den lidt monotone (tilstræbt) og “tørre”, råt-rockende ende af spektret, uden at det bliver decideret ensformig at lytte til eller den føles komplet utilnærmelig. Dermed matcher den lyrikkens temaer og den generelle stemning albummet igennem på glimrende vis.

Vrede. Vrede over hvad der sker med kroppen, “My Body Is A Cave”, som et af numrene hedder. Det er måske ikke helt tilfældigt, at det rungende “cave” også kunne lyde som “cage”, i den forbindelse? Godt nok gror der liv i denne hule/grotte, men det lyder også som om fortælleren føler sig spærret inde i sin egen krop, mens musikken hårdt og dunkende forsøger at sprænge lænkerne, vride tremmerne op og bryde ud.

Det er så min egen tolkning af det tunge og konfronterende nummer, for selv om stilen er kantet, flossende og temmelig bastant her, så føler jeg ikke, at alt er sat i sten. Der er stadig rum til mig som lytter til selv at digte og trække vejret, også selvom jeg, af naturlige årsager, aldrig har prøvet at være gravid. Men man forstår følelsen ud fra musikken og stemmen, der gør den mere universel. Her som vrede og følelsen af at være fanget.

Et nummer som “Empty Handed” er mere luftig og let i tonen, poppet er måske at drive det for vidt, men så i hvert fald imødekommende og fængende. Ikke mindst omkvædet, der er ganske forrygende og for alvor trækker denne lytter tilbage på teenageværelset i 90’erne, uden at det kommer til at lyde som en stiløvelse. Åbningns- og titelnummeret “Pediophobia” rummer nogle af de samme kvaliteter, i hvert fald i omkvædet, der igen er i den relativt fængende ende.

I det hele taget har Darling Don’t Dance fat i en rigtig god melodi her, med et ubesværet drive, som får det ellers ret simple nummer til at glide let og elegant derudaf. Det til trods, er der stadig plads til at der vises tænder med nogle tørre og støjende passager, især i nummerets anden halvdel. Det har noget velkendt over sig, men igen er det på den helt rigtige måde, hvor man lige får et nostalgisk sus i kroppen, uden at blive fanget i en hul tidslomme.

Selv om der er kun er 8 numre, at gøre godt med, så mangler mini-albummet bestemt ikke variation. Udover den konfronterende vrede og den alternativt melodisk rockende støj, er der også plads til, at arbejde med en mere afdæmpet stil, som på den umiddelbart stille lukker “Drawn By Water”, hvor stilen bliver helt enkel, nøgen og lidt sørgmodig. Men nummeret har stadig noget råt og indestængt over sig, så man ikke får lov til at slumre hen mens albummet rinder ud.

Hvor et nummer som dette finder kvaliteten i det mere tilbageholdende og ulmende, så er det når 90’er følesen får lov til at vibrere og slippes løs, som på den grungy “I Didn’t Come For Love” og den endnu mere tempofyldte, men stadig melodiske “In Utopia”, at man bare må over give sig. Og lade sig rive med, uden at tænke så meget over, at det måske er toner man har hørt før.

Det er altså ikke musikalsk innovation, der ender med at hæve Darling Don’t Dance et godt stykke over gennemsnittet. Det er i kvaliteten i sangskrivningen og hvordan de ellers velkendte toner bruges, at albummet imponerer og fænger. Nå ja, og så er det jo bestemt ingen skade til, at man fornemmer at der lyrisk er noget på spil her og noget der bare SKAL ud.

Det er den kombination der gør, at Pediophobia kommer til at emme af nødvendighed og ægte passion. Det er en udgivelse, der på en eller anden måde renser systemet, så man kan strække sig og sige “AHHH!” bagefter.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Darling Don’t Dance på facebook

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here