Danophone: Rerun ★★★★☆☆

0
368
views

Danophone betyder dansktalende og er et musikalsk projekt/frirum fra videnskabsjournalisten Carsten Nielsen, der via folk/americana rocken forsøger at skrive sange påvirket af, at stamme fra Europas lykkeligste by (Aalborg) og være en del af verdens lykkeligste folk (os!). Det slipper han generelt helt godt fra!

Det første paradoks er jo så, at Danophone skriver sange på engelsk, i det hele taget virker det som om der er en masse på spil, og som Carsten Nielsen gerne vil fortælle om hans musik og de vilkår den er opstået under, når man læser det temmelig omfangsrige pressemateriale.

Her er både citater og en kort synopsis til hvert nummer (de komplette tekster linkes der til), en forklaring af, at der indgår gamle båndoptagelser fra demoer i nogle af sporene, samt andre små og store tanker omkring musikken. Det meste er for Nielsens egen skyld, en art befrielse fra hans normale videnskabelige verden og arbejdsmetoder, men det er vel også lidt for vores skyld, i hvert fald at vi skal vide, at han har det sådan. Hvorfor ellers sende 5 siders med pressetekst?

Pointen er, at jeg først har læst hele molevitten EFTER jeg lyttede til musikken og fældede en nogenlunde fast dom. Ville det have ændret noget, at have læst det inden? Nok ikke rigtig, for styrkerne og de par svagheder man finder hos Danophone er egentlig ret tydelige for mig. Først og fremmest er det som om, at produktionen og bandets (Nielsen har fået hjælp af Tino Pedersen og Bertil Bille, selvom han selv har stået for at betjene en del instrumenter) lyd godt kunne tåle lidt flere krummer og overordnet smæk på. Der mangler lidt kraft hist og her til, at løfte materialet det sidste stykke.

Et materiale der ellers er bundsolidt og godt eksekveret, selvom der nok ikke venter nogle priser for musikalsk innovation og nyskabelse lige om hjørnet – men, mindre kan nu også gøre det. Hvad der mangler af egentlige nybrud hos Danophone, kompenseres der for ved, at albummets 11 numre kommer godt rundt i den amerikansk funderede folke-rock. Det er kort sagt en alsidig affære, som, det til trods, ikke kommer til at fremstå rodet.

En mand som Bruce Springsteen (eller hans lumske danske “fætter” Allan Olsen) lurer flere steder i lyden på Rerun. Et nummer som “Copenhagen Club”, der åbenbart handler om en våd aften på en stripklub, har noget af det Springsteen’ske heartland rock over sig, mens en temmelig lige-ud-af-landevejen kronologisk fortælling foldes fint ud. “Nation of Two” tager lyden i en mere country-rocket retning, et nummer der ikke ligefrem har travlt – det føles nærmest lidt adstadig, hvis ikke ligefrem dvask, men uden at det mister fremdriften. Her spøger Bossen i en vending som “The names of the places we used to go // The words with meanings only you and I know”.

“City Of Kings” handler i følge presseteksten godt nok om et besøg i Lima, Peru for mange år siden, men melodien er som snydt ud af næsten på Allan Olsen og lyder som et ekko af “Gajo Verden Gajo Værd”, og dermed også The Boss, da det er en af de mere boss-rockede Olsen øjeblikke. Trods det, så er det en af højdepunkterne for mig på pladen, den rytme er sgu svær ikke at sidde og rocke med på.

Helt konkret bliver Springsteen tilstedeværelsen i “Arrested”, hvor jeg i mine noter blandt andet havde skrevet “hvad er det den minder om?”. Presseteksten giver måske (igen) noget af svaret, for ifølge den er nummeret “Hungry Heart fra den andens synsvinkel. Nogen blev efterladt uden et ord til forklaring, da Bruces helt kørte en tur og bare fortsatte”. Modigt eller dumdristigt? Det er så ikke “Hungry Heart” nummeret minder mig om, så den jagt forsætter, men dejlig afslappet og “loose” sang, med godt kor/andenstemme arbejde.

Den ekstra vokal måtte man egentlig gerne høre mere til end de par steder den kigger frem på pladen, den giver lige et pift til det hele og giver noget fylde. Nielsens vokal er overordnet mere end godkendt, javel, den lyder lidt “dansk” på åbningsnummeret “Frightened For” og savner, ligesom det samlede lydbillede, lige lidt saft og kraft hist og her, hvor en ekstra vokal så kunne gøre en forskel. Et eksempel her på er titelnummeret ‘Rerun, hvor jeg synes Nielsens stemme lyder en anelse kraftløs, men løftes af andenstemmen. Til gengæld er nummeret så lidt ordinært og små-kedeligt, som et af de få, så, ja, man kan ikke få det hele.

Men så kan vi da måske mødes på midten, som “Meet In The Middle” tilsyneladende handler om. “If we meet in the middle, we’re still only half-way there // If we meet in the middle, will we be happier than here?”, som det gentagende spørgsmål lyder i det rolige og afdæmpede nummer, hvor andenstemmen igen hiver nummeret det sidste stykke op. Det er både sødmefuldt, ømt og ikke uden en vis melankoli, en melankoli man finder flere steder på pladen.

Man kan åbenbart godt blive sådan lidt blå-grå i tonen, selvom man er omgivet af al den målbare lykke? Er du til den slags, så er Danophone værd at gå på opdagelse i. Et solidt dansk bud på, hvordan musik fra hjertet af Amerika kan lyde, men også et der lige savner der allersidste, for at hæve indtrykket over de 4 fine stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Danophone på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here