Daniel Norgren, Atlas, d. 22/9 – 2016 ★★★★☆☆

0
533
views

Torsdag aften viste Daniel Norgren, at bluesen hverken er død eller reserveret for ældre, piberygende mænd. Et vue ud over publikum på Atlas denne torsdag aften afslørede, at Norgren har en stor del unge fans og de gik ikke skuffede hjem.

Der blev også talt lidt svensk i krogene, så en del indvandrere fra øst havde tydeligvis benyttet lejligheden til at få lidt heimat-stemning.

Lidt over 21 indtog Daniel Norgren så scenen med sit band, bestående af to musikere – på henholdsvis kontrabas og keys/trommer. Norgren selv ligner umiskendeligt en stereotyp på en svensker – eller en trucker – med det lidt lange hår, en baseballcap og ruskindsvest. Og som sættet skrider frem bliver trucker/sydstatsæstetikken måske mere rammende end den mere norrøne.

Der blev lagt stille ud, og Norgrens simple guitarspil med en smule overdrive inviterede ind til det et langt stykke hen ad vejen meget lyttende publikum. “I waited for you” leveres inviterende og Norgrens stemme sender fra de første strofer tankerne i retning af en velsyngende (!) Dylan – måske med et hint af Dissings stemmeknæk? Fint er det i hvert fald, og stemmen bærer fint igennem de lidt forskellige numre, aftenen byder på. “Stuck in the bones” følger op i samme stil og indtrykket af en hyggelig, rolig og god koncertaften fastslås.

Der spilles lækkert laid back og det lille setup med elguitar med lidt drive, kontrabas og trommer lyder mildest talt super godt på Atlas. Det er nogle sammenspillede drenge, og trommeslageren varierer mellem straight grooves og næsten reggae-lignende rytmer, uden at der på nogen som helst måde stikkes af fra den røde tråd, koncerten holder. Og den røde tråd er klart blues.

“Highbird” afslutter den første del af koncerten og der ændres dynamik, udtryk – men aldrig feel eller stemning. “Everything you know melts like snow” leveres først af Norgren alene med en trækharmonika, men bakkes siden op af trommer. Vokalen skifter også lidt karakter og tankerne ryger i retning af en David Gray. “Why may I not go out and climb the trees” fortsætter denne tendens og vi bevæger os over i en måske lidt mere poetisk amaericana. “Though it aches” afslutter dette lille instrument-skifte-intermezzo og her forfalder Norgren for første gang til lidt southern twang – både i vokal, b-vokaler og på guitaren.

14444739_10154435374302457_1405830241599279880_o

Endnu et instrumentskifte får vi, da Norgren indtager pladsen bag et klaver og leverer to sange, hvoraf “My rock is crumbling” blev et lille højdepunkt i sin bluesed rundgang, og i den ro og tid, som nummeret tillod. Men før vi svømmer hen i klaverballader, får “Moonshine got me” revet os af sted igen – fremført ufatteligt drevent og guitaren står lækkert frem. Ja, det bliver lidt for langt og at der skal to lange solopassager til er måske i overkanten. Men de tre drenge tager stik hjem på spilleglæde og kompetent spil.

Og her stikker det lidt af i southern aestethics, da “Black Vultures” bliver alt, alt for meget i teksten om pick-up trucks. Men bandet spiller sgu også meget fedt, når der går all country i den. Sporet fortsætter med den lidt mere uptempo “Whatever turns you on” og det kommer endda til dans i krogene. Igen lidt overraskende at man skal se unge mennesker boogie rundt til out and out country…

Ned i dynamik kommer vi igen med den naivistiske “Are we running out of love”, hvor linjer som ’you feel good when you feel loved’ gentages. Og ja, selv om det er hamrende banalt, fremføres det dog med stor troværdighed. Det bliver også afslutningen på de ordinære numre, men efter de obligatoriske klapsalver får vi bandet tilbage til et encore bestående af “I’m a welder”, den klaverdrevne “Everlasting friend” som bliver helt boogie-agtig og slutvis “Go play with him”, som også boogier ud til slut.

Fem kvarter med blues i forskellige afskygninger og høj, høj kvalitet på fremførslen. Nej, Daniel Norgren bliver aldrig en guitargud. Og ja, der laves masser af fejl som jo så tydeligt står frem med den lille besætning. Men med en troværdig stemme, overskud hele vejen og et imponerende opbud af genre-skift uden at tabe den røde tråd, blev det en hyggelig aften på Atlas.

Flere gange tænkte jeg, at det også kunne have gjort sig på en klub som Radar – men andre gange også, at det kunne man da have hørt på en pub. Fint, hyggeligt og godt var det – og selv om 175 DKK for fem kvarters blues kan synes af meget, virkede publikum særdeles tilfredse…

Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here