“Supergruppen” Corrections House, med blandt andre Scott Kelly (Neurosis) og Mike IX Williams (EyeHateGod) i line uppet er aktuelle med album nummer to, hvor temperaturen ryger under nul, så det føles som om ens lunger fryser til og man langsomt bliver kvalt.
Det lyder måske ikke specielt hyggeligt, og det er da heller ikke ligefrem musik til at sidde på bjørneskindet foran kaminen og komme hinanden ved – eller, det skal jeg da ikke kunne sige, men umiddelbart er det her mere soundtracket til et anfald af paranoia. Eller et regulært sammenbrud.
Corrections House debuterede for to år siden med en hyggespreder i sin egen ret, men gruppen er ikke ligefrem blevet mere kompromissøgende og forsonlige i tone og udtryk siden. Tværtimod er det som om bandets blanding af metal, elektronik og industrial er blevet endnu mere kold, afstumpet, mennesketom og fjendtlig. Det her er ikke musik der ønsker at blive elsket, eller er ude på at omfavne lytterne, det skulle da lige være for at skrælle deres hud af eller ætse deres fjæs.
Der findes tungere og mere ondskabsfuldt klingende bands derude, men på Know How To Carry A Whip melder Corrections House sig ind i kampen om, at have lavet det album i 2015 der emmer mest af håbløshed, desperation, isolation og kulde. Det er isnende koldt, det musikalske landskab gruppen på mekanisk, tålmodig og følelseskold vis fremmaner. Tænk Nine Inch Nails uden puls.
Det kunne sagtens resultere i et album, der var meget svært at komme ind på eller relatere til, men jeg har faktisk oplevet det stik modsatte og føler mig draget mod, og suget ind, i det kolde sorte hul de 9 numre og 45 minutter i selskab med Corrections House skaber.
I detaljen er der masser af små variationer og finesser at finde, mens midlerne og fremgangsmåden på overfladen kan virke som kværnende og kvælende repetition, som en langsom dræbermaskine, der griber en om halsen og bare stille og roligt strammer til. Et eksempel herpå er “How Push Came To Shank”, et 8 minutter langt ridt mod afgrunden, hvor Corrections House maskinen skubber bagpå med snurrende metalliske riffs, små larmende eksplosioner og industrielle hamre- og bankelyde. Vokalen messer løs i larmen fra førersædet, som en formand fra helvede, der driver os frem mod undergang.
I det hele taget er vokalen hos Corrections House lige så meget et ekstra instrument, eller torturredskab, som en egentlig stemme, der styrer slagets gang. “The Hall of Cost”, med sin elektroniske puls, bølgende og ujævne rytme, skærende klang og vokalen der skurrer et sted i baggrunden ER nærmest lyden af et torturredskab. Jeg får næsten helt ondt i tænderne. De er dog egentlig blevet forsøgt hevet ud på den pågående albumåbner, “Crossing My One Good Finger”, der lidt lyder som jeg kunne forestille mig Rage Against The Machine ville lyde, hvis de blev kørt igennem en industrimaskine, der skrællede alt funk og groove ud af bandet. Nå ja, og erstattede medlemmerne med onde robotter.
Know How To Carry A Whip er trods det golde, uorganiske og ondskabsfulde udtryk dog ikke HELT blottet for menneskelige følelser og fingeraftryk. “Visions Divide” indledes med akustisk guitar og har generelt et mere luftigt og udsvævende udtryk end resten af pladen, mens vokalen også har en mere central og “varm” placering i lydbilledet. Det hele lyder egentlig lidt som en dæmonisk cowboy-crooner sang fra underverdenen. I stærk kontrast står et nummer som “I Was Never Good At Meth”, der lyder som et arrigt lyddigt der opsluges af et koldt, dybt hav af statisk støj. Eller “Hopeless Moronic”, der med snakke-vokal viklet ind i et knitrende lydtæppe, lyder som noget elektrisk isenkram der er tæt på at kortslutte og brænde sammen.
Corrections House formår på Know How To Carry A Whip på fornem vis, at balancere disse mere kunstneriske og fremmedartede lydeksperimenter med numre som er decideret konfronterende, og bare går lige i flæsket på en. “White Man’s Gonna Loose” lyder som en depraveret, besat og modbydelig version af et midttempo Depeche Mode nummer, mens “Superglued Tooth” er et langsommeligt udviklende lydforedrag, der giver mig billeder af en rygende ruinhob, hvor der hænger en højspændt og stadig elektrisk stemning i luften, der forløses i noget der kunne minde om et omkvæd – et der sender tankerne i retning af en forvrænget Marilyn Manson, i slowmotion.
Know How To Carry A Whip er ikke for sarte sjæle, det er en uforsonlig, skarp, kantet, intens, hadfyldt, kompromisløs og hjemsøgende tur ned i et mørkt hul, med et klima og en temperatur der giver forfrysninger.
Så blev det alligevel jul!
Af Ken Damgaard Thomsen
