Copenhell ’17: Reportage & korte anmeldelser, fredag d. 23/6

3
1824
views

Dag to på Copenhell bød på dejlig regn og koncertoplevelser, der vekslede i kvalitet i samme grad som vejret skiftede. Det startede rigtig stærkt, så fulgte lidt af en død periode inden det blev virkelig godt mod slutningen af dagen igen.

I hvert fald slutningen af vores dag, der sluttede efter Candlemass havde doom’et Pandæmonium Scenen ind i mørket. Lidt tidlig exit, men der er noget familie der også skal plejes, og kræfter spares lidt, da Roskilde lurer ude i horisonten på søndag – så man må lige økonomisere lidt, også med den halv-dårlige samvittighed.

Så det skal gå lidt stærkt det hele, især når man gik lidt i selvsving om formiddagen og fik skrevet en halv roman om torsdagens eventyr på Copenhell. Så vi endte med at komme lige lovlig sent ud af døren om måtte haste mod Refshaleøen for i det mindste at nå Slægt, nu de første koncerter, desværre, glippede.

Men inden man fik den koreanske blikspand flyttet fra Herlev til Helvede, fået den parkeret og trampet mod pladsen så missede vi alligevel lige de første 10 af Slægts cirka 45 minutter. Dammit.

 Slægt, Pandæmonium (★★★★★☆)

Goddammit endda, for de gjorde virkelig en god figur under de sædvanlige lidt vanskelige forhold der normalt er forbundet en tidlig eftermiddagstjans foran et formodentlig lidt baldret publikum på grunds af gårsdagens udskejelser.

Jeg har oplevet Slægt live to gange tidligere, i Dødsmaskinen i Ungdomshuset og som opvarmning for Primordial i Lille Vega. Begge gange har den ikke siddet helt i skabet for mig, selvom jeg ellers er vild med bandets EP Beautiful & Damned og deres nyligt udsendte, andet album Domus Mysterium. I Ungdomshusets lille sal, Dødsmaskinen er forholdene som de nu er, det er dejligt råt og primitivt, men koncertforholdene måske også lidt derefter, og i Lille Vega var lyden ikke med gruppen.

Det var den i dag. Og kraftedeme dejligt HØJ. Og med de større rammer fulgte også muligheden for Slægt for at sprede de sorte vinger for alvor og så hvor højt de kunne bære deres black ‘n rollede toner. Det var på alle måder højt, skulle det vise sig. En ting er at spille på mindre scener og slippe afsted med ting der måske ikke sidder helt i skabet, men når vi kommer op i Pandæmonium format, så er rammerne knap så tilgivende og eventuelle fejl og mangler træder måske tydeligere frem.

Dem kunne jeg ikke rigtig finde nogen af, mens bandet tordnede deres bistre numre ud fra scene. Faktisk virkede det blot som om bandet var blevet endnu dygtigere siden sidst jeg så dem, og musikken uden problemer kunne fylde scenen ud. Slægt og deres sange havde kort sagt formatet til at stå der, og måske også en endnu større scene om kort tid. De er næsten skræmmende gode.

Da de mod slut først fik betonunderlaget til at summe med den mægtige “The Tower” og lukkede med den næsten et kvarter lange titelsang fra seneste album, da var der ikke meget andet at gøre end at smide næverne vejret. Jeg overgav mig, virkelig imponerende.

(da vi missede de første 10 minutter har jeg sat karakteren i parentes, bare fordi)

Så kunne ruten være gået mod Hades og Baroness, men så kom jeg tanke om, at jeg har det lidt lunkent med deres seneste plader, og også har set dem nogle gange live. Hvilket man ikke kan sige om Psychotic Waltz, som var næste navn på Pandæmonium 45 minutter efter Slægt. Så hvorfor ikke nyde regnen lidt og blive stående og snakke klog snak? Den blev ført med vores trofaste wingman, der ikke optrådte i skriverierne fra i går, men dog var tilstede. Sådan da. Han selvdestruerede nemlig i nydeligt tempo og tog hjem ved 21-tiden, selvom han ved ankomst proklamerede, at han havde brugt flere måneder på at tænke, at i år skulle han lige tage den lidt med ro. Mission fuldført?

Psychotic Waltz, Pandæmonium ★★★☆☆☆

Faktisk havde jeg ikke kun til gode at se det californiske prog-heavy band live, jeg kendte dem ikke engang. Jeg har forsøgt at læse lidt op inden festivalen, men mit forhåndskendskab begrænsede sig til hvad man kunne kalde Wiki-viden og et par numre, som jeg alligevel ikke nåede at får arkiveret rigtig i skallen.

Men det var sgu slet ikke så tosset det her, også selvom jeg var på temmelig bar grund. Ret 90’er i deres lyd, som en slags blanding af noget tidlig Soundgarden og en snert af Alice In Chains, uden vokalharmonierne, møder Jethro Tull, hvis man kan forestille sig det. Dyppet i lidt psykedeliske toner hist og her, men en lidt svingende vokal i front – der dog kom gevaldigt på slingrekurs i et af de sidste numre (“Morbid”?), hvor det lød som om der manglede noget registret.

Publikum, der fik lov til at stå i tiltagende regn, tog også godt imod det aldrende band, der har omkring 30 år på bagen (inklusiv en pause fra slut-90’erne indtil 2010). Og  jeg fik lyst til at undersøge bandets bagkatalog nærmere, så, what’s not to like? Det giver en sikker 3er.

Og så var det ellers tid til, at forlade de trygge rammer ved festivalens mindste scene og begive sig ud i den store verden. Helt om til Helviti, hvor den stod på fadøl og råbe rock og rul fra australske Airbourne, der åbenbart har fået AC/DC ind med modermælken. Og på deres corn flakes.

Airbourne, Helviti ★★★★☆☆

OK, rockmusik behøver ikke være særligt indviklet, der er endda dem der mener at det overhovedet ikke SKAL være det. Jeg er nok af den holdning, at det kommer an på situationen, bandet og sangene.

Airbourne har ved Gud ikke fundet på mange takter og melodier selv, det lyder som en lettere opdateret og ungdommelig version af arketypisk bajer-rock, perfektioneret af AC/DC. Det er der sådan set intet galt i, og det er også en simpel cocktail der kan være ganske effektiv at servere for et tørstig festivalpublikum.

Publikum virkede også indledningsvis til, at de hellere end gerne ville tylle Airbournes højeneriske råbe-rock i sig, slå håret ud og bare headbange og fist bumpe himlen indtil de segnede… Det gjorde en del af publikum så alligevel temmelig hurtigt. Ikke fordi Airbourne som sådan mistede pusten, de gjorde hvad de kunne for at holde gryden i kog og fik fyret gamle tricks af, som “forsanger på skuldrene af roadie” tricket og “forsanger smadrer øldåse mod hovedet” finten.

Trods en forbilledlig arbejdsindsats, og sådan set også en ret smittende energi, det skal de i hvert fald ikke klandres for ikke at have, så var det alligevel som om der kom til at mangle noget som sættet skred frem. Flere rigtig gode sange. Bundniveauet er solidt nok hos australierne, men man mangler lidt flere virkelig mindeværdige numre, især når bandet bliver blæst op i headliner størrelse og skal fastholde publikums interesse i 5 kvarter. Det var lige lovlig lang tid for Airbourne.

Og måske var scenen og rammerne også liiiige store nok til et band af denne kaliber? Men hey, “Breaking Out Of Hell” og semi-klassikeren “Runnin’ Wild”, der lukkede koncerten, er to stærke kort. De skal bare have flere af den slags i ærmet. Men pluspoint for rent faktisk at have skrevet et nummer der hedder “Breaking Out Of Hell”, det er enten noget af det dummeste, eller mest rock ‘n roll, jeg kan komme på. Eller begge dele. I like it.

Og så burde alle forsangere i rockbands bare starte koncerter i bar overkrop, som her. Vi sniger os op på 4 små stjerner, de arbejdede i hvert fald for sagen!

Det gjorde The Dillinger Escape Plan også. De sagde farvel til deres danske fans kl. 18.15 på Hades, men inden vi nåede så langt fik jeg endelig besigtiget de indvendige del af B&W hallen, som festivalen har taget i brug i år for at få mere plads ude på selve pladsen. Det fungerede umiddelbart rigtig godt, der er er godt nok højt til loftet (80 meter synes jeg, jeg læste et sted?), hvilket giver en lidt sjov lyd og rumfornemmelse, det hele summer lidt, men på en ret behagelig og rolig måde.

The Dillinger Escape Plan, Hades

OK, det her ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med. Jeg er ikke fan af bandet eller genren (stress-metal) og deres fuldstændig afsindigt voldsomme energiudladninger på, og nogen gange af, scenen rører ikke noget i mig – udover det med stressen.

Men, jeg havde aftalt med mig selv at give det en chance, om ikke andet for at prøve noget nyt og losse lidt til mig selv. Bandet på scenen gjorde da i hvert fald deres til, at losse mig direkte i løgposen og rense ører, næse og halsregionen for Copenhell snask! Shit en energi. Men også, i hvert fald for en som mig, en kende udmattende og trættende i længden, det bliver simpelhen for meget af det gode for mig med metalcore.

Numrene begynder at rode sammen, jeg kan ikke helt sætte mig ind i de voldsomme udsving i følelser der bliver krænget ud af skrigende munde og kroppe der kastes rundt i alle mulige, og, skulle man tro, umulige vinkler. Som fotografen skrev til mig under koncerten: “fuck hvor er de vilde, det er jo som at fotografere en flok lopper”.

Temmelig hårdtslående lopper.

Det overgearede tempo og in you FUCKING face attituden kan heller ikke undgå at forplante sig ud i publikum, der periodevis var forvandlet til en dampende hob af forvredent kød og knogler – der var formodentlig nogen der skulle på jagt efter deres fodtøj efterfølgende. Men, bedømt fra lidt mere sikker afstand, så var der også en del længere nede i rækkerne der lidt mistede dampen som udskejelserne skred frem. Ikke så underligt, der var ikke mange rolige øjeblikke.

Det skal der, naturligvis, heller ikke være, det ligger ligesom indbygget i genren at den bare skal have max metalcore pedal, men, når der endelig var nogle lidt mere stille passager, så synes jeg faktisk musikken var ganske fin. Jeg kan godt lide kontraster, og jeg ville måske have nemmere ved at håndtere og rumme det her, hvis der blev arbejdet bare en lille smule mere med det. Plus, måske ville eksplosionerne på scenen så virke endnu mere effektive, i stedet for en konstant tæppebombning?

Nå, helt klart en “det bliver nok aldrig mig” oplevelse, jeg synes ikke det er fair at smide stjerner på, men bandet leverede klart det, det segment af publikum ville have, så objektivt er vi klart i den positive ende af skalaen.

Alter Bridge, Helviti

Stjerner bliver det heller ikke til, til Alter Brigde, dem og deres form for amerikanske. højglans hardrock er jeg kort og godt ikke fan af. Faktisk kan jeg ikke døje hverken Trimontis (kompetente) guitarlir eller Myles Kennedy’s alsidige vrælen. Nogen elsker det, respekt for det, jeg elsker også alt muligt som andre synes er noget værre lort, så jeg forbeholder mig også ret til at smide lortekortet efter det her.

Alligevel skulle det have en chance, der var heller ikke så meget andet at give sig til, hvis man gerne ville have noget livemusik på dette tidspunkt af dagen. Lidt sløj aftenplanlægning måske?

Nuvel, de kom, de gjorde deres ting, og verden gik ikke under af den grund. Men jeg forstår næsten fascinationen mindre end dem der går bonkers over The Dillinger Escape Plan? Men hey, “Metalingus” er da et meget fint nummer. Resten har jeg virkelig, virkelig svært ved at få ind under læderhuden og føle. Nogen gange er kemien der jo bare ikke, så jeg begyndte at længes efter pølse…

Og den fandt jeg søreme i Grill Em All, der på madfronten nærmest er indbegrebet af denne festival. Hvis Copenhell var en ret, så var det nok en pølsemix. Masser af fritter, pølseskiver stegt til kødchips, druknet i en form for ikke helt oprørt mayo-dresseing, serveret i papbakke med plastik ske. 60 kr., spis! Ej, jeg synes faktisk den var ganske hæderlig, jeg ville have været mere glad hvis den havde været 10 kr. billigere, men nok ikke mindre mæt. Det er, efter omstændighederne, godkendt.

Og så var det tid til at slå lidt mave og hvile sanseapparatet lidt, så wingman og jeg satte kurs mod Pandæmonium, hvor der var omkring en time til, at Candlemass gik på. Jeg har lært, at jeg med alderen har brug for små pusterum hehe, ellers bliver den aldrende motor overbelastet og alt kommer til at virke skrækkeligt.

Stille og roligt, som mørket begyndte at falde på, begyndte pladsen at blive godt fyldt op. Faktisk virkede området foran Pandæmonium helt pakket da Candlemass gik på kl. 21.30, men eneste alternativ var også “kun” Black Star Riders på Hades. Igen en lille smule “tyndt”, det var jo primetime. Heldigvis viste doom-veteranerne, at de fortjente 1 lille time i spotlystet.

Candlemass, Pandæmonium ★★★★★☆

En lille time, men fyldt ud til bristepunktet med tunge riffs, dybe stød til dunken, motion til nakkemusklerne og creme til øregangene i form af Mats Levéns højstemte vokal. Netop Levén og hans vokal har jeg set være til debat i Candlemass feinschmecker kredse, hvor onde tunger vil påstå den ikke er stærk nok, eller passer til, det ældre materiale.

Bandet har haft lidt af frontmand karrusel kørende siden dannelsen i 1984, så der er åbenbart en del diskussion om hvem der er den “rigtige”, og den rigtige til bestemte dele af bagkataloget. Det afhænger nok også af ens personlige tilhørsforhold til bandet og deres musik, mit er ikke specielt personligt, så jeg har ingen favoritter i den forbindelse. Og jeg synes Levén efterlod et rigtig stærkt indtryk.

Nå, hvor kom vi ellers fra? Nå ja, koncerten! Den var fed. Rigtig fed. Lige det tunge hug i solar plexus, som jeg havde brug for efter pølsemixen havde fundet sin plads.

Candlemass var med til at danne doom-skole med debutten Epicus Doomicus Metallicus, ja, faktisk var den jo med til at navngive hele genren. Og når man lytter til bandet mejsle riff efter riff ind i betonen på Refshaleøen, så var det da også som de arbejde med genrens byggesten. Noget af et robust og slidstærkt fundament.

Det tiltagende mørke efter den effektive åbning med “Mirror Mirror” arbejdede også til bandets fordel, det var som om koncerten og energien ude i det medlevende publikum langsomt, men sikkert, bare byggede op, trykket steg, så man fornemmede det bare var et spørgsmål om tid inden låget røg af. Det gjorde den så for alvor under den fremragende “At The Gallows End”, hvor wingman kunne rapportere, at alle ude ved pisrenden stod og brølede med. Det var ikke det eneste sted der bare blev givet slip, da nåede Pandæmonium kogepunktet.

Det forsatte over i “Crystal Ball” fra debuten inden det hele, som forventet, kulminerede i fællessang, rejste næver, nikkende nakker og en sidste, rungende kraftudladning fra scenen under lukkeren “Solitude”. Manner, det var sateme feee doom, som jeg hørte en brøle da de sidste toner fortonede og mørket faldt helt på. Det var det.

Dermed tog Pandæmonium også stikket hjem og endte med at huse dagens to bedste koncerter, i min optik, dagens første og sidste for mit vedkommende – full circle! Og så sneg vi os stille og roligt ud fra den feststemte plads, lige i det tidsrum hvor de største branderter peaker. Det er jo altid en oplevelse!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen

 

3 COMMENTS

  1. Ken Thomsen

    Lamt at anmelde et band (Alter Bridge) du på forhånd ikke bryder dig om!
    Allerede inden bandet går på synes du er skod!

    Det stinker. Lad en neutral anmelder anmelde dem. Ellers går der Thomas Treo i den!

    • Hej Benjamin

      Der er desværre kun mig på Copenhell pinden, så det må vi alle trækkes med:)

      Men prøvede at spille med helt åbne kort, og hvis folk havde en fest, så er det bare fedt!

      Mvh
      Ken

    • Helt enig Benjamin

      Der er ikke meget professionalisme over denne anmeldelse
      Som anmelder, i min optik, skal man have “helhed brillerne” på, og prøve at skubbe sin egen smag en smule til side. Simpelthen prøve at se på det generelle billede af bandets optræden (Entusiasme, energi, kontakt til publikum og deres performance generelt)

      F.eks. Købte jeg min billet på grund af Five Finger Death Punch, da det er mit all-time favorite band. Og vil personligt ikke give dem mere en 3/6 stjerner maks. Jeremy Spencer (Trommeslageren) havde stone face 60% af tiden, og var ved at græde til tider. ingen energi fra deres side. lyset var slukket mellem hver nummer og ødelagde flow’et. Øv!
      Næste gang, se det med “professionelle” øjne, frem for smag. Man kan tydeligt læse din musiksmag igennem dine anmeldelser. Bare et godt råd 🙂

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here