Copenhell ’17: En tur i Helvede, torsdag d. 22/6

0
561
views

En tur i helvede, og tilbage igen (forhåbentlig) venter forude, og det er jo herligt. Som næsten altid byder Copenhell på et nogenlunde alsidigt program, der både har noget gammelt, noget nyt og en hel del midt i mellem, i forskellige genrer. Fra den hårde rock til brutal metal. Igen er der, med det trods alt begrænsede antal navne der præsenteres over 3 dage, ikke plads til det hele – og heller ikke de mere nicheprægede subgenrer.

Copenhell er, til trods for at den overordnet ER en nichefestival med sit fokus på “metal”, en festival der sigter nogenlunde bredt og “folkeligt”. Det er næppe her du finder de vilde Killtown bookings, de sjældne kultnavne eller den ægte undergrund. Det sørger andre festivaler og spillesteder for, selvom man måske godt kunne savne den dimension lidt, et eller andet sted.

Nej, Copenhell sigter efter et varieret program, hvor der i teorien er “lidt for alle”, og som i sidste ende kan sælge billetter. Og det kan festivalen åbenbart i større og større grad, i år er der forlængst ringet med “få billetter” klokken. Der bliver udsolgt, hvis de sidste billetter da ikke allerede er væk i skrivende stund, hvilket betyder over 20.000 mennesker på Refshaleøens beton d. 22.-24. juni.

Det må jo betyde, at Copenhell gør noget rigtigt, sådan cirka hele vejen rundt, at folk tidligere år har haft en positiv oplevelse og er vendt tilbage, og at nye bliver lokket til på grund af festivalens gode (og velfortjente) rygte. Og at programmet tiltaler folk, naturligvis.

Igen i år er det, efter navne som Iron Maiden og Black Sabbath, lykkedes festivalen at booke et stærkt kort, som lige umiddelbart er landet på den eneste rigtige hylde i det bugnende danske festival landskab: System of a Down. Og, trods den skærpede konkurrence og risikoen for gengangere i programmet, eller booking af navne der lige har spillet i Danmark, så er det, igen, lykkedes at skrue et ret fint program sammen. I hvert fald ud fra en målestok der handler om, at der skal præsenteres noget der ikke lige har spillet på Copenhell.

Det er måske ikke det mest grænseoverskridende line up, og det byder næppe heller på noget der kommer til at ændre dit liv, men, igen, det er heller ikke den opgave Copenhell sigter efter eller har påtaget sig. Er det lidt konservativt? Ja. Men du sælger ikke 20.000 billetter med et provokerende line up der rusker op i folk. Sådan er det (desværre?) bare.

Så lad os tage en tur rundt i 2017 udgaven af Danmarks hyggeligste, og muligvis mest gennemførte, byfest for fredelige metalhoveder. Vi lægger ud med torsdag (personlige must see navne er markeret i kursiv).

Torsdag d. 22/6

Hvor det helt store trækplaster tårner sig op kl. 22.00 i form af festivalens absolutte hovednavn, System of a Down. Men vi har en længere udflugt foran os inden vi når dertil, og den begynder tidligt, når portene til helvede slås op omkring middagstid.

Og der er god grund til, at komme ud af døren med fanden i hælene, for første navn, der får den måske lidt dubiøse fornøjelse af at spille for folk der stadig strømmer ind på plads og/eller på anden vis er afledte, er det britiske classic rock-band Inglorious. Det kan måske synes som et lidt underligt valg med noget 70’er inspireret bluesy betonrock som åbner på en festival, der går for at være mere orienteret mod metal og hård rock. Men Inglorious, der er dannet i 2014 og har to albums på samvittigheden, er altså et lyt værd hvis du er til navne som Deep Purple, Led Zeppelin, David Coverdale eller Europe. Det her rocker sgu’ temmelig medrivende og fedt igennem og man kan kun håbe, at det ikke falder til jorden i åbningsræset kl. 14.00 på Pandæmonium.

Her efter er der et mindre pusterum i programmet, hvor man lige kan settle in, tylla’r bajer eller kigge sig lidt omkring på den udvidede og lidt omarrangerede festivalplads, der skal kunne rumme lidt flere gæster i år.

Så kan man også forberede sig på om man skal dalre over til Hades og se hvad DevilDriver har i tanken kl. 15.00, eller vælge Pandæmonium igen for få en core-indsprøjtning fra Every Time I Die kl. 15.30. Da ville jeg, under normale omstændigheder,  by default, vælge DevilDrivers heavy metal, men jeg så dem på Roskilde Festival i 2012, så… Og det jeg har hørt fra Every Time I Die har faktisk ikke skræmt mig væk, selvom jeg normalt ikke er til genren, så de får nok et kig. Det ved jeg ikke om In Flames gør, når de åbner Helviti kl 16.00, dem har jeg set lidt for ofte, også på Copenhell, og synes ikke ligefrem de bliver bedre med årene. Lidt halv-kedelig og “nem” booking på papiret, men måske de overrasker?

Frank Carter & The Rattlesnakes har jeg set så sent som sidste år, hvor de forsøgte at sætte fut i Avalon teltet på Roskilde Festivalens første dag. Det lykkedes sådan set fint, selvom jeg syntes det hele også var lidt udspekuleret, men det kan også være mig der forveksler oprigtigt engagement med noget mere manipulerende! Har du ikke oplevet bandet give den gas før, så kig forbi Pandæmonium kl. 17.30. Er det ikke også som om de spiller i Danmark ret ofte? Derfor søger jeg mod Hades, hvor de britiske thrash-døds legender Carcass kommer og smeder noget britisk stål kl. 17.45, måske endda tilsat lidt tør, engelsk humor. Det var i hvert fald tilfældet da de var oppe imod et lidt magert og søndagsbasket Roskilde publikum, i et for stort Arena telt i 2014. De arbejdede bestemt hårdt for sagen, og havde det glimrende nye album Surgical Steel (2013) med i bagagen, men har ikke udsendt nyt siden – og er der noget under opsejling?

Så er det blevet tid til et af festivalens hovednavne, når hybrid rap-metal gruppen Prophets of Rage, fattigmandsudgaven af Rage Against The Machine, tropper op med politiske paroler og hoppe-rytmer kl. 19.15 på Helviti. Public Enemys Chuck D og DJ Lord, samt B-Real fra Cypress Hill, med RATM’s instrumentale maskinrum, der har fundet sammen om at lave noget 90’er klingende cross over metal med politiske og samfundsrevsende tekster, samt spille nogle crowdpleaser covernumre.

Det skal nok skabe stemning, men jeg ved sgu’ ikke helt hvad jeg skal synes om dette sammenrend. Den EP gruppen har udsendt virker lidt halv-hjertet og bedaget, eller, jeg tror deres engagement er oprigtigt nok, men… yeah… det virker bare som den samme sang og de samme tricks som for +20 år siden, bare dårligere og uden samme saft og kraft. Jeg er forresten ikke engang sikker på, at jeg gad høre RATM live i 2017 – det hører lidt en anden tid til for mig, i hvert fald hvis man ikke har noget nyt at sige. Sjovt nok er den nye fra Body Count anderledes rammende, selvom de også kredser om de samme, gamle paroler.

Men hvis jeg skal være sådan en party pooper, så kan jeg jo bare drible over mod Pandæmonium i god tid inden Invocator går på kl. 20.30. De danske (semi?) legender gik i opløsning i 1995, men blev officielt gendannet i 2000 og udsendte album i 2003, men herefter har der været stille på den front. Jeg havde, indtil fornylig, ikke hørt bandets tidlige materiale siden start/midt-90’erne og tænkte, “eh, det er satme nok temmelig outdated”. Så fandt jeg Excursion Demise på Spotify (tiden har taget cd udgaven, åbenbart) og.. det holder sgu da stadig?! Feee thrash/død/groove/ metal, som stadig rammer pænt hårdt.

Desværre er bandet programsat oppe i mod Saxon, der indtager Hades kl. 21.00, så, man kan ikke nå det hele af begge, hvilket ærgrer mig en del. Ikke at jeg er kæmpe Saxon fan som sådan, de er altid røget lidt under min radar, men de er uden tvivl legender indenfor NWOBHW og har skrevet nogle numre der har været med til at forme og præge genren. “Wheels of Steel”, eksempelvis, det er jo næsten et arketypisk britisk heavy nummer, der kunne nævnes som definitionen af, hvordan den slags skal lyde. Desuden peger anmeldelser fra de senere år på, at gruppen er i ret solid live-form, så det lokker!

Så nåede vi frem til the main event for formodentlig rigtig mange på denne torsdag, måske på hele festivalen, ja, måske endda bare årets festival højdepunkt? Først og fremmest, fremragende booket, Copenhell. System of A Down skulle ikke spille andre steder end her, ligesom Black Sabbath sidste år, og Iron Maiden tidligere. De passer bare til målgruppen og omgivelserne, i højere grad end eksempelvis Roskilde Festival, der nok gerne havde taget dem, hvis det havde været muligt. Men jeg synes det er omkring 10 år for sent i forhold til Roskildes nuværende profil.

Men, rent personligt, så havde jeg hellere set dem på Orange Scene omkring 2005, og ved ikke helt hvilket forhold jeg har til musikken og bandet her over et årti senere, og 12 år væk fra deres seneste album. Ligesom med RATM, så er det, i hvert fald for mig, som om de lidt hører en anden tid til. En der forlængst er kommet og gået. Dermed ikke sagt, at jeg ikke glæder mig til at se hvad de har at byde på, og det skal NOK blive en fest, men også en med et lidt sært nostalgisk præg. Det virker ikke helt bedaget, men heller ikke dugfriskt, sådan et underligt sted i limbo. Løsningsforslag for de mulige forbehold: alkohol. Klokken 22.30 på Helviti er, lige meget hvor stor eller lille min indre konflikt måtte være, et absolut must. Og en perfekt Copenhell booking.

Klokken kvart over midnat skal du så vælge om du skal sendes hjem i seng med MinistryHades eller Architects Pandæmonium. Architects er sgu alligevel nok lige at spænde core-buen hårdt nok, især når nogle genre legender, eller bare legender generelt, som Ministry kigger forbi, selvom de snart er lige så gamle som undertegnede, eller i hvert fald min lillesøster. Dannet i 1981 og blandt pionererne indenfor den industrielle metal, forgangsmænd og fædre til senere navne som Nine Inch Nails, Marilyn Manson and what not. Og så har frontmand (og eneste tilbageværende oprindeligt medlem) Al Jourgensen bare et navn som jeg synes lyder sejt/sjovt. Det tæller også for noget!

Dermed er torsdagen ovre, hvis man kigger på dagens program time for time og navn for navn, så er det måske festivalens stærkeste dag overhovedet?

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here