Copenhell’ 16: Reportage og anmeldelser, torsdag d. 23/6

2
1785
views

Så blev det endelig årets første helligdag for folk med hang til metal-hygge, da Copenhell slog portene op for den 7. og hidtil største festival på Refshaleøen. Det startede, for os, med høj sol over Dropkick Murphys, de mørke skyer trak op under Alice Cooper, regnen satte i mens Converge gav den gas, inden sluserne for alvor blev åbnet i timerne op til The Scorpions, der indtog hovedscenen med lyn og torden som bagtæppe.

Jeg var på grund af mit lønslavejob ikke i stand til, at møde til tiden, det vil sige middagstid, da festivalen åbnede. Vi havde vores trofaste wingman som fortrop, på eget initiativ – han mistede tålmodigheden i løbet af formiddagen og troppede op klokken 11. Den slags typer er der med sikkerheden en del af på Copenhell, de folk, der har glædet sig som små børn, på trods af at de har passeret de 30 (eller 40 i fortroppens tilfælde).

Der blev meldt om god stemning og højt humør fra fronten, trods at der var en katastrofal mangel på øl i venteområdet, hvor et lille bord med en begrænset mængde øl skulle tilfredsstille et noget større behov for våde varer. Men når man så de smukke, smukke konge-branderter der skvulpede rundt på pladsen allerede midt på eftermiddagen, så tydede det ikke på at nogen led alvorligt af væskemangel på den front.

_MG_0268 (2)

Og man kunne da, da fotografen og jeg ankom ved 15.30 tiden, efter en halv dagsmarch fra parkeringspladsen (ja, det er fesent at være i bil, men når man bor i Herlev må man ty til en benzinsluger, medmindre man har tid til 3 timers offentligt transport), godt mærke at der var stanget en del flere billetter over disken i år, end tidligere. Der var kort sagt godt fyldt op på pladsen, der ikke lige umiddelbart virkede betydeligt større end ellers, og dermed også kø fra alt til mad, over drikkevarer til, ja, pisrender. Men sådan er det jo så, og man kan ikke andet end sige, at det bidrog til den fine stemning i lummer varmen, at pladsen virkede godt fyldt op og ikke var en pletvis beboet ødemark, som man periodevis har kunnet opleve de andre år.

Jeg har i år grundet tidspres og fremtidsperspektivet med en Roskilde Festival der for mit vedkommende begynder 09.30 søndag morgen, valgt at være lidt mere selektiv med hvad jeg ser i år. Andre år er jeg gået efter at presse så meget som muligt ind i planen og bare skyde løs på alt der bevæger sig, men i år letter jeg lige lidt på speederen, så jeg ikke bliver vanvittig inden vi når igennem næste uges strabadser også – så beklager på forhånd, hvis der ikke lige er noget om de koncerter du var til.

Ligeledes vil jeg prøve at køre lidt friere “reportage form”, og undlade stjerner, ved de koncerter jeg ikke så det hele af (det har vi nu altid gjort), eller hvor forhold og omstændigheder gør, at det ikke virker helt fair at presse kunstneren ind i en stjerne-skala.

_MG_0381 (2)

Dropkick Murphys, Helviti kl. 16.15 ★★★☆☆☆

Festivalens største scene blev åbent af Bostons stolte sønner, Dropkick Murphys, der efterhånden har uddelt keltiske folk-punkede flyveskaller og syngende lussinger i 20 år. Det er måske ikke så meget i forhold til andre navne på plakaten i år, der er jo nærmest tale om nogle grønskollinger, men der var nu alligevel en lille smule morfar over den cirka en time lange seance i solen.

Og netop den stegende sol kan måske have spillet ind her, for for pokker, hvor var det en varm omgang at stå og koge i sine ubehjælpeligt afklippede, sorte shorts til. Efter koncerten var jeg et kort øjeblik reelt i tvivl om, jeg havde pisset i bukserne. Og jeg stod endda relativt stille i forhold til de ihærdige festaber på de forreste rækker, der forsøgte at holde dampen oppe koncerten igennem.

Dropkick Murphys leverede egentlig en hæderlig, om ikke prangende, indsats, hvor især lyden i begyndelsen var decideret rædselsfuld der hvor jeg stod, og var ved at ødelægge det ellers energiske udlæg med “The Boys Are Back” – bare sæt flueben i alle bokse for “skrækkelig open air lyd”, så er vi ved at være der. Det blev dog bedre som koncerten skred frem, men da var det samtidig også som om, at dampen gik lidt af bandet og stemningen blev lidt…. ja, dvask og varmeramt?

Det skal ikke forstås som om, at Dropkick Murphys ikke gav den gas, jeg tror sådan set de gjorde som de plejede, mere eller mindre, hvor især de to frontmænd, indpisker og råber Al Barr, der flittigt benyttede Helviti’s nye rampe ud blandt publikum, og den mere afdæmpede bar-sanger, og bassist, Ken Casey, skinnede og svedte om kap med solen. Resten af bandet gav den, tilsyneladende, også godt med kul, på alt fra harmonika til fløjte, men nuancerne var her, på grund af lyden, noget svære at tage ind. Forresten en sjov dynamik de to frontmænd i mellem, hvor Casey har sådan en lidt jovial Ray Winstone lignende “kom og drik en pint med mig” udstråling, så ligner Barr ikke en man skal diskuterer fodbold med i påvirket tilstand….

Wanna go, mate?!
Wanna go, mate?!

Hvor ellers medrivende skæringer som “Kiss Me I’m Shitfaced” og “Broken Glass” glimrede ved deres fravær, så overraskede et nyere nummer som “Rose Tattoo” og et akustisk nummer fra deres kommende plade positivt, og fik pustet lidt liv ind i koncertens sidste halvdel, da man var lige ved at koge helt ud. Til gengæld var en punket op version af “You’ll Never Walk Alone” en forbier, der i hvert fald for to Liverpool fans blandt publikums vedkommende gjorde ondt i ører og hjertet.

Til sidst stod mange nok bare og ventede på “hittet”, og, naturligvis, blev “Shipping Up To Boston” modtaget med koncertens største jubelbrøl, sing-a-long og øl-sjatte sprøjt. Som forventet, men også som forventet et nydeligt punktum på en lidt ujævn og måske også, af forskellige grunde og omstændigheder, magelig koncert oplevelse.

Jeg vil ikke sige, at Dropkick Murphy’s virkede som om det bare var en dag på kontoret for dem, men måske var de en lille smule fejlcastet i disse omgivelser, på så stor en scene og havde ikke de helt optimale arbejdsbetingelser – selvom de svedte for sagen.

_MG_0636 (2)

Dernæst gik der pølse i den, bogstaveligt talt, for efter at have glemt at spise nok i løbet af dagen (en af bare mange rookie mistakes på dagen fra min side som jeg tilskriver stress, idioti og fremskreden alder) kaldte maven på kød. Og da Pølsebiksen var et af de steder med kortest kø, som i “ingen kø”, så måtte der gris på menuen. Kort kø plejer jo ellers at være et faresignal, men vi satsede på , at flokmentaliteten havde fået folk til at stimle sammen om boderne ved sidden af. Og ja, pølsen var godkendt! Ditto for mængden af ketchup og sennep, det var faktisk lidt noget griseri, hvilket tæller op i denne sammenhæng.

Med en pølle i maven var det også tid til at sidde lidt ned, der er jo en bakke til formålet og da der var dobbelt op på metalcore på programmet med Norma Jean på Pandæmonium og August Burns Red på Hades, faldt valgt på den metalcore der kunne “nydes” fra bakken.

_MG_0417 (2)

Det var måske ikke det helt optimale valg (da har vi endnu en tvivlsom beslutning) for fordøjelsen, for August Burns Red var metalcore af den for undertegnede værste slags. Som “ikke-kender” og helt bestemt ikke-fan af genren og bandet, så lød det hele ens. Buldrende breakdowns, skrig og skrål og monotont tonsertempo så pøllen vendte sig i dunken på en. Det var så grelt, at wingman (som nu nærmede sig peak-promille) forlangte at jeg brugte mit guldbelagte RIP pressearmbånd til noget fornuftigt og fik festivalen til at stoppe den koncert.

Alle overlevede dog og vi fandt et sweet spot inden Alice Cooper, vi siger ikke hvor, men tilpas tæt på scenen, uden at der blev pakket og med adgang til alle fornødenheder, uden den store kø. Billeder fra koncerten afslører at der var mange folk stimlet sammen foran Helviti, men der var nu fin plads der hvor vi stod.

_MG_0521 (2)

Alice Cooper, Helviti, kl. 19.15 ★★★★☆☆

Dagens første hovednavn, og legende, havde nok lidt af et forventningspres at leve op til, ikke at jeg tror den slags påvirker en garvet gut som Alice. Men det helt store problem ved Cooper, og hans kompetente og velspillende backing band (eller backing og backing, de stjal faktisk showet når alt kommer til alt), var, at i hvert fald jeg, stod med følelsen af, at vi fik et lidt rutinepræget show.

Det var, desværre, ikke en koncert der kommer til at gå over i Copenhell historien, eller på nogen måde bliver lige så legendarisk som Alice selv. Det er måske også urimeligt at forvente, men alligevel stod jeg med en lidt “nå ja, fint” følelse i kroppen som koncerten skred frem, og en følelse af, at hvis Cooper virker som om han kører horror-rocken lidt på autopilot, så kan jeg gøre det samme som publikum.

Begyndelsen var ellers lovende, da “The Black Widow” og “No More Mr. Nice Guy” agerede effektiv one-two punch, fulgt op af en heller ikke ueffen “Under My Wheels”, men et eller andet begyndte at mangle. Det kan virke lidt underligt at efterlyse nærvær, og andre havde måske en anden oplevelse, til en koncert hvor en stor del af præmissen er nøje planlagt show og nogenlunde stram koreografi, så Alice ikke pludselig mangler sin sabel, eller andet fra rekvisitkassen. MEN, showet var hverken så prangende, ekstravagant eller på nogen måde overvældende, at det kompenserede for det manglende nærvær, i mangel af bedre ord. Det jeg oplevede var en gennemrutineret entertainer, der tog endnu en aften på de skrå brædder, havde kigget på lokationen og tænkt, “ok, i dag får de festivalpakken”.

_MG_0502 (2)

Og så var det i sidste ende ikke nok til at hive koncerten op på en højere karakter, at bandet gjorde en rigtig god figur – de overtog faktisk scenen i så lange perioder, og så hyppigt, at man var ved at glemme hovedrolleindehaveren, når han lige skulle have en puster efter at have fået cuttet knoppen af, af guillotinen. Sidebemærkning, fra min nu godt bemostede wingman: han var overbevist om, og gentog flere gange, at den ene guitarist i bandet var Johnny Depp…. selvom “han da er blevet lidt kvabset?”. Det er Johnny muligvis, men det var altså ikke Jack Sparrow der var med på guitar, selvom outfittet var derhen af.

Not Johnny...
Not Johnny…

Hits som “Poison” og “Feed My Frankenstein” gik naturligvis rent ind blandt det feststemte publikum, men måske alligevel ikke i en sådan grad som man kunne have forventet på forhånd? Jo, lungerne kom da på overarbejde under “Poison”, men så heller ikke mere end at det var som om lydstyrken og entusiasmen virkede som om den dykkede lidt som nummeret skred frem… varmen eller øllet? Eller var der bare flere der havde lidt vanskeligt ved helt at lade sig rive med?

Sættets opbygning og selve sætlisten havde måske også en indflydelse på helhedsindtrykket. Efter en lidt rodet show-del med “Ballad of Dwight Fry” og “I Love The Dead” gik der pludselig, uden forklaring, andet end den man selv kunne gætte sig til, tribute koncert i den med hele 4 covernumre i streg? Det var sgu i overkanten, og en lidt underlig prioritering af spilletiden, men momentvis gik det rent ind hos publikum, hvilket jeg ikke kan blive enig med mig selv om, om er lidt sørgeligt og meget sigende, eller bare sådan det nu er.

_MG_0546 (2)

Jeg digtede mig til at pointen var at hylde 4 faldende legender (der alle fik hver deres banner rullet ned på bagtæppet under numrene) og samtidig pege på Alice Coopers egen dødelighed, men valget af kunstnere, og sange, virkede sådan lidt tilfældigt, især vi ikke fik nogen begrundelse for disse valg, og alle de faldne kunstnere som blev valgt fra. Mindehøjtideligheden blev indledt med en hyldest til Keith Moon, i form af en fint spillet version af The Who’s “Pinball Wizard”, den gik over i en lidt flagrende udgave af Hendrix’s “Fire”, inden en noget gumpetung “Suffragette City” mindede Bowie. Sidste nummer i cover-paraden var også den der ramte bedst, “Ace Of Spades”. Men det virker også som at skyde straffespark for tomt mål at hamre det nummer afsted i disse omgivelser, men hva’, now your audience og alt det der.

Herefter fulgte en egentlig ganske slagkraftig version af den gamle traver “I’m Eighteen”, hvilket jo er løgn, Alice! Ikke nok med, at han ikke længere er 18, det er også mange, mange år siden at skoleklokken ringede ud for sidste gang for hans vedkommende, men “School’s Out” skulle vi nu alligevel have med på falderebet, selvfølgelig. Og netop “selvfølgelig” er igen en del af problemet her, det virkede lidt obligatorisk og pligtskyldigt leveret af den ellers elskværdige og hyggelige, gamle skræmmebøhmand i centrum.

_MG_0699 (2)

Her skulle de måske bare være stoppet, ekstranummeret “Elected”, hvor folk i dårlige Trump og Clinton masker daskede lidt til hinanden inden folket valgte Alice som præsident, virkede en kende malplaceret  som punktum. Måske tidligere i sættet og så bare lukke med “School’s Out”?

Nuvel, nu lyder det meget negativt, men det er også bare fordi jeg efterfølgende, og nu, sidder med en følelse af, at det kunne have været en del bedre og blevet en af de mindeværdige. Det blev det bare ikke rigtigt, men et godt band og en hovedperson, som det trods alt er svær ikke at holde af, trækker lige og lige koncerten op på 4 stjerner.

_MG_0537 (2)

Og SÅ blev det ellers mørkt over Refshaleøen!

Det så temmelig faretruende ud, da skyerne begyndte at trække op og sammen til sidst i Alice Cooper’s sæt, og ja, det blev sgu vådt! Og her toppede rækken af tåbelige beslutninger nok også for mit vedkommende, for efter at have gransket vejrudsigterne, hvor der godt nok blev meldt om mulighed for skybrud og deslige, så så det ud til, at Sjælland ville gå fri. Så i min uendelige visdom valgte jeg IKKE at proppe regntøj i tasken, for at spare lidt plads…. det viste sig at være et temmelig dumt valg!

For regn kom der, og det blev værre og værre i mens vi trissede lidt rundt i det nye Styx område og sneg os om til Pandæmonium, hvor Converge havde lidt op ad bakke betingelser overfor et, efter omstændighederne, respektabelt fremmøde, men regnen lagde nu noget af en dæmper på tilhørernes engagement. Men det så ud som om folk i det mindste lyttede til Converge’s hardcore influerede udskejelser. En lille, sejlivet bersærkergangfest blev det da også til på de forreste rækker, mens vi overvejede vores begrænsede muligheder i tiltagende vådt kluns.

Samtidig blev min lytteoplevelse forstyrret efter en ivrig festivalgæst forvekslede mig med Scott Jensen, fra Dawn of Demise. Det er sket så mange gange, at jeg havde besluttet bare at sige “ja” næste gang nogen spurgte om jeg var ham, hvilket affødte et “fedt, jeg har gået i klasse med din lillebror!” og så en masse, sikkert velmenende, fuldemandssnak, som jeg ikke helt kunne afkode – jeg skal i læ!

_MG_0431 (2)

Det fandt fotografen og jeg under et barbord foran Jägermeister boden, hvor vi lige kunne krybe ind under og i det mindste holde hovedet og skuldrene tørre, mens der gik tordenskyl og lynild i den. Det var så også det eneste der ikke blev mere vådt af at sidde der, så lad os kalde det en begrænset succes. Et ophold i regnen gjorde os optimistiske og overmodige, så vi begyndte at trækker over mod Helviti igen for at finde en god plads til Scorpions. Og så kom næste runde af uvejret.

Det gjorde, desværre, også at vi slutteligt måtte kapitulere under tyskernes ellers rigtig vellykkede sæt på hovedscenen, jeg begyndte kort og godt at se en Roskilde Festival med snot og lungebetændelse for mig, hvis jeg ikke kom ud af de klude, og med udsigt til 25 minutters gåtur ud til kareten, og ditto kørsel hjem, så vandt alderdommen og måske fornuften over flot leveret tysk heavy.

Vi nåede dog de første 6-7 numre, hvor de flotte, flotte visuals på bagtæppet/skærmene var en oplevelse i sig selv, Det så ganske enkelt skidegodt ud, så man også tilgav en lidt letkøbt gimmick med at inkludere et dannebrog i løjerne. Det var ret smagfuldt for den slags opblæst videoshow og man glemte da af og til at det mest tørre sted på ens krop var venstre næsebor. Samtidig spillede bandet, med Mikkey Dee bag trommerne, deres tyske og svenske numser ud af bukserne, faktisk i en sådan grad af man momentvis blev helt forpustet over de lange numre, og instrumentale intermezzoer mellem dem.

_MG_0723 (2)

Det tog, for min smag, lige lidt liret overhånd af og til, hvor man blev i tvivl om, om de storsmilende tyskere mon havde tænkt sig at stoppe det igangværende nummer inden Black Sabbath går på, på lørdag? Forsanger Klaus Meine lærer, trods 50 års forsøg, nok aldrig at snakke, eller synge, engelsk uden at det lyder som en form for stereotyp parodi, men det har også sin charme, og om ikke andet personlighed. Og så sang han faktisk, især når tempoet ikke var sat på fræs, mere end godkendt.

Højdepunktet, for os, der måtte kapitulere som de svæklinge vi var blevet, kom i form af balladen “Send Me An Angel”, hvor vi stille og roligt begyndte at snige os til venstre og over mod udgangen, hvorfra vi også fik lov til at høre dagens flotteste korarbejde fra publikum under den efterfølgende “Wind Of Change”. Lidt corny? Ja, men det fungerer stadig, og sangens budskab om fred og samhørighed bliver nok aldrig uaktuelt. Alt i alt ville Scorpions nok være endt som en 5-stjernet oplevelse, i en lidt nitten situation, som vi havde sat os selv i.

Således sat skakmat af os selv sluttede første dag på Copenhell. I dag tager jeg nok et regnslag med……

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR

2 COMMENTS

  1. Keith Moon – trommer, Jimi Hendrix – Guitar, Lemmy Kilmister – bas, David Bowie – vokal. Det ligner sgu’ et band.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here