Copenhell ’16: Lister, staldtips og overspringshandlinger

0
1076
views

Copenhell lurer lige forude, vejrudsigten siger at det bliver lidt halv-lummert i helvede i år (bare rolig, der skal nok dukke noget regn og sidevind op alligevel!) og nu vil vi bare godt snart AFSTED. Så, her kommer en skriftlig overspringshandling om de overspringshandlinger man kan lave til Copenhell, plus en personlig must see liste, bare fordi.

Lister, lister, lister, alle elsker lister, måske. Der er masser af gak og løjer at give sig til på Copenhell, som ikke har noget med musikprogrammet at gøre som sådan, både de velkendte aktiviteter og afledningsmanøvre og en række nye tiltag på den udvidede og lettere redesignede plads. Her kommer 8 af dem i nogenlunde vilkårlig rækkefølge, “8?”, tænker du måske? Ja, 8… orkede ikke at malke den mere….

1) Lad os begynde med et af de nye tiltag, nemlig et helt nyt område på pladsen, placeret “oppe i hjørnet” ved festivalens næststørste scene, Hades. Styx står der på dåbsattesten, og på indholdssiden er der ikke tale om noget decideret nyt, men mere en samling og omrokering af ting, som tidligere har været spredt ud over pladsen.

Det er her du finder officiel Copenhell og band merch, samt nogle “signing sessions” hvor du kan få en underskrift på dine indkøb. Derudover er der “musikrelaterede” boder og mad – hvis du synes den smager bedre med et fancy navn! Er der mon Crazy Dave Chili Con Carne?

2) Smadreland er der stadig, men det har også fået en ny placering i år, hvor ødelæggelserne er flyttet til det tidligere Biergarten område, i den modsatte ende af pladsen af Styx. Det inkluderer en opgradering med publikumstribuner og DJ’s præsenteret af Hi-Fi Klubben. Over festivalens 3 dage afholdes desuden DM i Destruktion, hvor 8 hold dyster om at… ja… smadre?

3) Nu vi var ved Biergarten, så har den, udover at være flyttet tættere på indgangen, fået betydeligt vokseværk, så teltet nu er dobbelt så stort som tidligere. Så der er formodentlig også dobbelt op på gak og løjer? Du kan blandt andet opleve The Maniacs freak show, deltage i Openhell metal karaoke,

4) Du kan drikke dig ned i Copenhell Snaps, og vi citerer: “Opskriften indeholder Long Slim-chilier, der brænder let (ikke helt så voldsomt som helvedes ild, men nok til at man kan mærke varmen!), stjerneanis, som altid smager godt i snaps, og malurt, der var vikingernes foretrukne medicin og en fast ingrediens i enhver seriøs heksebryg”.

5) Du kunne besøge Asgaard, hvor du, som altid, kan få dig et bad og en tur i sauna, kaste med ting, drikke dig ned i Valhal, kigge forbi smedjen og generelt bare føle dig lidt gammeldags og vikinge-agtig.

6) Du kunne svinge forbi en af de Meet & Greets der bliver afholdt med nogle af de danske bands der optræder? I Dansk Musiker Forbunds telt, placeret i Styx, kan du blandt andet få dig en snak med Defecto, I’ll Be Damned, Bersærk, Artillery, Grusom og Redwood Hill, tiderne kan ses HER og listen opdateres løbende.

7) Mere sulten og lyst til lidt mere “ordnede forhold”? Hvad med at bestille bord hos Sort Kro, der har både bestik, tallerkner og duge! Højt belagt smørrebrød og tarteletter er ikke kun mad for en glad DF’er, men også for en MF’er.

8) Vi slutter med en tur udenfor pladsen, hvor du i nabolaget kan smutte forbi Hi-FI Scenen, præsenteret i et samarbejde mellem Hi-Fi Klubben og Devilution. Konceptet, der har til huse i Refshalen Øvelokaler på Refshalevej 270A, går ud på at 3 bands holder en lytte session med udvalgte numre fra deres bagkatalog og fortæller om numrene, mens publikum får mulighed for at stille spørgsmål. Du kan opleve: Helhorse, torsdag kl. 12.00, Artillery, torsdag kl. 14.00 og Entombed A.D., fredag kl. 13.00

Og som en lille random nyhedshistorie som breaker i teksten her kan nævnes, at Red Warszawa overnatter i kister under festivalen, sammen med nogle festivalgæster. På Royal Graveyard er der opstille 4 specialbyggede kister, som har ilttilførsel, plads til øl og og mulighed for at oplade telefon. Det lyder jo dejligt sært, Heavy Henning fra Red Warszawa udtaler:

”Rent hypotetisk kan der ske meget nede i sådan en kiste. Men der vil selvfølgelig blive bedt lidt til spaghettimonsteret, drukket en masse Underberg og Royal-bajere og gogget for hårdt. Normalt er det sådan en oplevelse, jeg går i læderklub for at få, og pludselig er det gratis. Godnat!”.

Vi slutter denne omgang sniksnak med lidt flere skud fra hoften, nemlig en lille liste med personlige anbefalinger. Jeg har allerede pløjet det meste af programmet igennem her, i nogenlunde neutral tone, sådan da, så her kommer et bud på 5 navne som du efter min mening bør unde dig selv at opleve på Copenhell. 5 som ikke står med helt stort på plakaten!

1) I’ll Be Damned, daaaah! Vi har skrevet meget, vi har rost meget, men vi anbefaler ikke (udelukkende) de aarhusianske rock-rebeller fordi vi efterhånden mødes med dem til familiefester. De ER et fantastisk live-band, hvor musikken lige får en ekstra dimension, ikke mindst, men ikke kun, på grund af bandets karismatiske, balstyriske og lettere utilregnelige frontmand Stig Gamborg.

2) Tribulation, sort svensk death ‘n roll! Jeg er først lige kommet med på vognen, fordi jeg er en knold, men for pokker det rykker i min verden det her. Mørkt og melodisk, rock og rul men også sort død, rullet sammen til en særdeles medrivende og velsmagende musikalsk pølse. En skam de, ligesom I’ll Be Damned, har fået et lidt op af bakke spilletidspunkt – men så er den dag da startet på forrygende vis.

3) Redwood Hill, som vi nærmest har rost endnu mere end I’ll Be Damned! Det her er dog nærmest den diametrale modsætning til de udfarende aarhusianere. Dunkelt, introvert (når det ikke lige eksploderer, en smuk nattehimmel, aggressivt, sammenbidt, intenst, knugende og et altopslugende sort hul. Jeg har set dem en del gange efterhånden, og selvom jeg er endt med at overgive mig hver gang, så har jeg også efterlyst lidt nyt – så er det da heldigt at bandet er aktuelle med et nyt nummer, som de spiller!

4) Bombus, mere svensk! Jeg har set de tungt rockende svenskere live en enkelt gang på Beta for et par år siden, hvor det hele ikke lige klikkede og bandet egentlig virkede en lille smule som om de tog den på rutinen. Måske var de bare ved at være trætte af at turnere med det glimrende album The Poet and The Parrot – som jeg stadig sætter på, når jeg lige skal have en musikalsk red bull lignende effekt. Nu er de aktuelle med nyt, så har de også bare at oppe sig og give den så meget gas, som man fornemmer de har evnerne til.

5) Helhorse…. vores egen skizofrene krikke, der lidt fik delt vandene med deres nye selv betitlede album, der udkom tilbage i maj måned. Så var hvedebrødsdagene ovre i medierne, hva?! Jeg var selv overvejende positiv, med forbehold, og glæder mig egentlig bare til at høre materialet live for at se om det virkelig holder. Jeg nægter at tro på, at Helhorse ikke giver den fuld galop og forsøger at leve op til, og vælte, placeringen på næst-største scene!

HUSK: kom i god tid og orienter dig om indgangsforholdene! Det gør det nemmere for dig selv og alle andre. Copenhell har udviddet og ændret indgangsforholdene til festivalen, så området nu er 3 gange større end sidste år og desuden er delt op i 3 forskellige køer til folk med billet, folk der har fået armbånd på i Pumpehuset inden festivalen og presse m.m. – det burde få det hele til at glide nemmere. Læs mere HER

Så løb jeg tør for udråbstegn og skal have ladet op til det går løs på Refshaleøen, det er sgu’ da snart jo! Hov, der var et mere… ses derude. Følg da endelig med her på siden, på vores facebook, men ikke mindst på Instagram og Twitter, hvor vi vil prøve at komme lidt udover vores normale dækning og musikboblen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde, GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here