Copenhell ’15: Reportage og korte anmeldelser, 19/6 – 2015

0
1587
views

Copenhell dag to startede tidligt og team GFRock måtte springe i en vogn for at nå frem til dagens første toner. Heldigvis havde vi husket regntøjet og med lidt mad i dunken og en happy hour fadøl i hånden begyndte mundvigene langsomt at bevæge sig opad. 

SEA
SEA

SEA ★★★★☆☆ (anmeldt af Ken)

Dagen startede dansk, tungt og dejligt. Ah ok, det sidste er måske en tilsnigelse for, i hvert fald rent vejrmæssig, var det en fredag som var lidt genstridig i begyndelsen. En let kølige middagsbrise pustede ind over pladsen, samtidig med, at SEA måtte kæmpe med sidevind og byger af vekslende styrke.

Det til trods, så kan man bestemt ikke klantre bandet for at virke uengagerede eller lade sig påvirke af, at en lidt forblæst og regnvåd plads med pænt, men ikke overvældende, fremmøde, måske kunne se lidt trøstesløs ud. Kvartetten gik til det velkendte tung/classic rock stål med stor ildhu og overbevisning – som om de fandeme nok skulle vise de fremmødte, at det havde været den tidlige tur værd.

Det var det såmænd også, jeg var godt underholdt af bandets melodiske toner det meste af vejen, og meget mere end jeg var på bandets debutalbum – hvor jeg alt for hurtigt kører død og pladen, trods kun at indeholde 8 numre, virker alt for lang. SEA virker også momentvis lidt lange i spyttet live, i den forstand at jeg synes, at deres ellers ganske habile og rockende numre, simpelthen er trukket lidt for langt ud. Stop numrene en omgang tidligere, så er jeg måske pludselig helt med?!

SEA
SEA

Bandets potente guitar-rock, der med let blues’et klang af og til sender tankerne i retning af et møde mellem Thin Lizzy og Deep Purple, fik sgu’ også, omstændighederne taget i betragtning, godt gang i publikum. Fra det storladne udlæg med “Cry” til “hittet” “Sorry To Be Sane” så havde SEA et godt greb om de fremmødte. Genren er også nogenlunde taknemmelig, altså – hvem kan ikke holde ud at få en portion tung, klassisk rock lige i dunken?

Når man så samtidig kan skrive nogle ret catchy numre, som SEA uden tvivl kan, ja, så har man altså en blanding, hvor der ikke skal så meget til før det hele selvantænder og eksploderer live. Der mangler lige en smule endnu for mig, og vi kan være ude i smagssager. 1) vokalen og dens klang blive en smule anstrengende for mig i længden 2) det var det der med at numrene er for lange.

Selvom numre som “Eyes Of Sedona” og “Ride On” er virkelig fede numre, og blev spillet super fedt live at det stramme orkester, så når jeg ganske enkelt at stå og kede mig en lille bitte smule inden de rinder ud.

Det skal dog ikke tage noget fra SEA, der på forbilledlig vis var trukket i arbejdstøjet og gik til den tidlige mission med saft, kraft, løftet pande og rank ryg. Sådan en dejlig mandfolkepræstation at starte dagen med.

Biergarten
Biergarten

Herefter gik vi lidt på opdagelse på pladsen, først i Biergarten, hvor der var læ og ly for regnen, og der blev DJ’et metalhits fra et podie. Der sad vi så og kiggede på vores øl, hinanden og alle de andre mennesker, og tænkte finurlige tanker – eller måske på ingenting? Nuvel, tiden gik, og vi rejste os op igen og bevægede os til Hades-scenen, hvor finske Ensiferum gik på kl. 15.30. Finnerne gør sig i en art folkmetal, af den slags, der er til at synge med på, og det var der da også en del der gjorde blandt publikum – og umiddelbart fungerede det hele ganske okay. Vi blev dog ikke helt fanget ind, men tog i stedet på en lille oplevelsestur om til Pandæmonium, hvor de rutinerede tyske dødsmetallere Morgoth gik på kl. 16.

Ensiferum
Ensiferum

Morgoth uddelte tunge smæk, med tunge riffs og grooves, der satte gang i nakkemusklerne rundt omkring, mens Karsten Jäger i front autoritativt indtog scenen med sine dybe brøl. Bundsolidt var det vi nåede at høre, inden vi bevægede os videre mod Helviti.

Pretty Maids ★★★☆☆☆ (anmeldt af Ken)

Pretty Maids havde med forsanger Ronny Atkins egne ord forladt grillen i Jylland for at nå frem som erstatning for Black Stone Cherry. Prisværdigt, både at det aldrende heavy metal orkester tog imod udfordringen, men også at Copenhell (godt nok via et afbud) endelig gav plads til en af frontløberne, og sande legender, indenfor dansk heavy.

Var det så værd at smutte fra grillen? Eh…. faktisk kunne vi måske godt have brugt lidt mere kul på hist og her under gruppens 55 minutter i solen (som nu var kommet frem), ikke mindst til et noget dvask, ugideligt og relativt sparsomt publikum. Det virkede mest som et se giraffen crowd, hvilket naturligvis er ok, og forståeligt når der er tale om et erstatningsnavn, men… Det her er en af landets vigtigste foregangsmænd indenfor dansk heavy metal, så kunne man måske godt forvente lidt mere engagement fra publikums side. Men hey, kunden har altid ret, så måske var det bare ikke nok at Pretty Maids spillede røvfedt og noget strammere end deres ansigtshud efterhånden ser ud?

Samtidig forsøgte frontmand Atkins med prisværdig indstats og oprejst pande, at piske noget stemning op. Men det hele fes sgu lidt op i den blå himmel og band og publikum nåede aldrig at finde hinanden i længere sammenhængende passager. Heller ikke engang under klassikeren “Little Drops From Heaven”. Den uimodståelige “Red, Hot and Heavy” fik dog nakkemuskler og hofter med hos de fleste, men selvom om der var spredte anløb til fællessang og open air fest, så faldt det hele ofte tilbage i havefest stemningen.

Pretty Maids
Pretty Maids

En særdeles hyggelig havefest med kompetent og superprofessionel baggrundsmusik leveret af det velsmurte veteran-band, som burde være blevet budt velkommen som konger på djævleøen, men måtte nøjes med Prins Henrik treatment. Der står 3 stjerner, det er for den samlede oplevelse, Pretty Maids er som band til en stjerne eller to mere.

At The Gates ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)

Hvor stemningen på pladsen måske ikke ligefrem lettede, så havde vi efterhånden fået oparbejdet en god lille eftermiddagsbuzz, som resulterede i begrænset bevægelse. Faktisk brugte vi de næste mange timer med kun at sidesteppe mellem Hades og Helviti-scenerne, som belejligt ligger lige ved siden af hinanden.

Første sidestep gik over mod Hades, hvor de svenske dødsveteraner At The Gates leverede en lille opvisning i veleksekveret svenskerdød. De genopstandne svenskere, der holdt en 11 år lang pause, før de vendte tilbage med nyt album sidste år, spillede tight og tungt.

At The Gates
At The Gates

Samtidig var Tomas Lindberg i front karismatisk og overbevisende med truckerkasketten trukket godt ned i panden.

Lyden var også på den gode side, og så var det bare med at sætte pris på numre som klassikeren ‘Slaughter of the Soul’ og ‘Under a Serpent Sun’. Der var dog også lidt familiær hyggesession over koncerten, så for alvor intenst blev det ikke fra vores plads i solen, men godt, det var det nu alligevel.

Rise Against  ★★★☆☆☆ (anmeldt af Jonas)

Helt så godt blev det ikke på naboscenen Helviti med Rise Against. Ikke så meget fordi bandet ikke leverede en okay optræden, men det var som om bandets punk rock blev lidt for blød og pæn i det. Man kan måske også diskutere om bandet helt passer ind i Copenhells profil. Jeg synes personligt det er fint, at der er plads til et bredt spektrum af den hårdere musik, inklusiv et band som Rise Against, men der var alligevel et eller andet, der ikke helt ramte plet.

Rise Against
Rise Against

Det var nu ikke fordi Chicago-kvartetten ikke forsøgte, og Tim McIlrath i front sprang også op på monitorer og hvad han ellers kunne hoppe op på under de energiske udladninger. Der var bare for få af sangene, der satte sig fast, trods de lettilgængelige kvaliteter og hvor bandets relativt polerede greb om punken måske nok kan tage kegler mange steder, så kom det bare aldrig helt ud over rampen her. Det gjorde også at vi lige så stille tøffede mod Hades, hvorfra vi kunne følge de sidste numre på behørig afstand, og sikre os en god plads til Primordial.

Primordial
Primordial

Primordial ★★★★☆☆ (anmeldt af Ken)

Så var det tid til et af årets hovednavne for mig personligt, nemlig første danske koncert med irske Primordial. Der godt nok har over 25 år på bagen, men vel først nu er begyndt at få en lille smule bredere appel med deres særlige blanding af black, helte, folk og heavy metal.

En plads i aften solen var måske ikke helt optimale ramme for bandet og den teatralske frontmand Alan Averill, faktisk vil jeg mene at bandet havde været bedre tjent med midnatstjansen på Pandæmonium. Primordial, storladen lyd og bombastiske armbevægelser til trods, er ganske enkelt ikke store nok til at spille festivalens næststørste scene helt op. Og hvad der kunne være blevet en overvældende og intens prædiken for den indviede menighed, som man bestemt fornemmede var til stede blendt de fremmødte, så var det som om oplevelsen blev lidt fortyndet inden den slap igennem de mange små forhindringer.

Lyden var, indledningsvis, lidt mager og lav, det rettede sig, men det blev aldrig så højt og omklamrende som man kunne have håbet på. Den dedikerede skare foran scenen var, naturligt nok, helt med på noderne når numre som den flænsende “No Grave Deep Enough” eller episke “When Rome Burns” blev hamret sammenbidt og koncentreret ud fra scenekanten, men det var som om at virkningen hurtigt fortog sig ude i crowden. Selvom Avrill marcherede målrettet og evigt gestikulerende rundt på scenen, nedstirrede publikum, skar grumme grimasser – den mand ejer bare en scene!

Primordial
Primordial

Men i dag blev det måske lidt for døve ører, i hvert fald i den forstand, at Primordial nok ikke vandt horder af nye fans og tropper til deres hær, så de kan storme ud i episke slag og store togter, som musikken opfordrer til. “The Coffin Ships” og “Empire Falls” rundede koncerten af, på det tidspunkt burde det have været den totale triumf, i stedet kom det til at virke som en lidt lang afslutning, hvor koncerten som helhed var ved at miste pusten lidt – man var godt klar over, at det ikke blev i dag Primordial og Copenhell ramte samme bølgelængde og skyllede Refshaleøen i havet.

Vi kom ellers forrygende fra start med titelnummeret fra bandets seneste skive, “Where Greater Men Have Fallen”, for satan et fedt og STORT nummer. Det led lidt under den nævnte halv-tynde lyd i begyndelsen, men det et nummer med så meget pondus og fremdrift, er simpelthen umuligt at holde nede. Højdepunktet for mig kom dog under den ligeledes nye “Babel’s Tower”, hvor det langsomt udviklende og ulmende nummer fik hele pladsen til at sitre og dirrer, inden tårnet styrtede i grus i en kraftfuld energiudladning. Her følte jeg virkelig jorden under mig ryste.

Havde rystelserne så bare varet hele vejen igennem, så havde Primordial fået helvede til at styrte i grus, som det endte, så kan skaderne nok relativt hurtigt udbedres – men det skyldes ikke, at bandet ikke prøvede, mere at de måske ikke havde de helt optimale forudsætninger.

stemning

Efter Primordial stod den på aftenens højdepunkt, tyske Kreator, som du finder en mere omfattende anmeldelse af andetsteds på siden, inden GFRocks aften endte foran Pandæmonium, hvor black-gutterne i Solbrud spillede mørket frem. Det gjorde de på vanlig Solbrud-manér, manende, tungt og præcist. At lyden på Pandæmonium så havde sine udfordringer ind i mellem gjorde at det ikke blev lige så intenst, som at opleve bandet i et mørkt lokale med tag over, men Solbrud leverede og trak en mørk hætte ned over hovedet på redaktionen, som famlede sig vej til en bus, godt mørbankede af dag to i helvede.

Af Jonas Strandholdt Bach og Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here