Copenhell ’14: Triptykon, Hades, 12/6 **** (4/6)

0
1139
views

Triptykon’s musik er et hovednavn værdigt, i hvert fald på plade, men måske ikke ligefrem open air foran et fadølsfordrukkent torsdagspublikum med solen stadig smilende på himlen.

For god ordens skyld, så er det i skrivende stund blevet søndag, der er altså gået en 3 dages tid siden Triptykon spillede på Copenhell. Der er fordele og ulemper var at skrive en anmeldelse så “lang” tid efter en koncert. Ulempen er naturligvis at de spontane følelser og øjebliks indtryk er stort set forduftet, fordelen er at man har haft lidt tid til at lade det hele synke ind og man kan, måske, reflektere en smule mere over oplevelsen.

Der er ikke noget galt i at være godt pølet til i fadøl, og da slet ikke på en metal-festival, lad os bare lige slå det fast! Og sidevinden, der drillede lidt under denne koncert, er hverken festival eller band herrer over, så vidt vides, men kombinationen af alle ydre omstændigheder gjorde alligevel at Tom G. Warrior og hans band var oppe imod lidt vanskelige odds, da de sneg sig ind på Hades klokken 20.30 torsdag aften. Og så kunne man nok ikke skyde al skylden for den lidt mudrede lyd på vinden.

Jeg var på forhånd fyldt med en blanding af sitrende forventning og bange anelser, i skøn forening dansende rundt i min mave. Forventning fordi Triptykon’s 2 albums Eparistera Daimones  og Melana Chasmata er mesterværker, kort og godt, bange anelser fordi jeg måske ikke helt kunne se dem stå på en udendørsscene og fremmane det samme kulsorte mørke i aftensolen – OG med under en time til rådighed til at bygge den dirrende og trykkende doom/black/goth/avantgarde metal stemning op live!

Det lykkedes da heller ikke helt, men i glimt, i det relativt korte sæt, var der følelsen af altopslugende mørke, så man følte éns sjæl blev suget ind i et supermassivt sort hul. Det er det Triptykon kan og gør når de er bedst, det er ikke det mest ekstreme eller tungeste metalband i verden, men musikken og atmosfæren er kulsort, knugende og skrækindjagende. Du sidder med en følelse af, at du ikke aner hvad der gemmer sig i mørket, men det rykker nærmere og overtager dine tanker.

Det lykkedes bedst under den mægtige “Alter Of Decient” fra det nyeste album Melana Chasmata og “Goetia” fra første album Eparistera Daimones. Da fik jeg så potten passede, nå ja, når man nu ikke synes man kan tillade sig at drikke sig helt ned i støvet når man er på “arbejde”, så må man jo bappe lidt på sidemandens. Man falder lidt i staver over den kvindelige bassists stålsatte og sammenbidte præstation, uden at fortrække mange miner – en skam man ikke helt fik lov til blive trukket helt ind i den grumme brummen, på grund af den lidt vindblæste lyd. Den var dog ikke så invaliderende og ødelæggende for oplevelsen, som under Behemoth dagen efter, det krævede bare lidt koncentration fra én selv at tune ind på de rette mørke frekvenser og lade sig synke ned i afgrunden. Når det lykkedes, så glemte man alt om de lidt distraherende omgivelser.

Så der bas!
Så der bas!

Triptykon lukkede på karakteristisk crowdpleaser manér med “The Prolonging”, der i studieudgaven varer omkring 19 minutter, jeg glemte at starte stopuret her, men den fyldte en ikke ubetydelig del af det cirka 55 minutter lange sæt. Dejlig kompromisløst, men også en understregning af, at der måske var lidt en diskrepans mellem Copenhell’s egen opfattelse af hvad der på papiret og af navn BURDE være et navn til en af de store scener i primetime, og så bandets reelle masse-appeal og gennemslagskraft. Eller sagt på en anden måde, et eller andet sted havde Tom G. Warrior, med mere eller mindre prominent fortid i Celtic Frost (hvorfra vi også fik nummeret “Circle Of Tyrants”) in mente, nok passet bedre ind på Pandæmonium engang efter kl. 23.00.

Triptykon koncerten har efterladt en lidt ambivalent følelse i min krop og sjæl, på den ene side fungerede det hele “udmærket” uden at være decideret prangende, der var også momenter af delikat mørke at mæske sig i – men jeg føler at man som publikum fik lov til selv at skulle fokuserer og yde rigtig meget for at disse øjeblikke opstod. Intet galt i at skulle yde for at kunne nyde, eller at der endelig sker noget der udfordre bare en smule blandt hovednavnene, men i denne omgang skyldtes det lige så meget de noget forstyrrende ydre omstændigheder, som det reelt skyldtes Triptykon’s messende metalmusik.

Vi ender på 4 stjerner for de kulsorte stjernestunder vi kæmpede os til.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here