Copenhell ’14: Reportage & korte anmeldelser, onsdag d. 11/6

2
2335
views

Endelig åbnede helvedes porte sig i går eftermiddags, tusinder af forventningsfulde fans strømmede ind og kom til at op leve en lidt ujævn første dag, med lidt af det hele – dog uden deciderede bundskrabere.

In the act of full disclosure, så har jeg ikke nået at se det hele af samtlige her omtalte koncerter, eller kendte alle navne godt nok på forhånd, til at jeg synes at jeg helt fair kan bedømme dem med stjerner. Derfor er det her både reportage og egentlige (kortere) anmeldelser. Bare så vi har det på det rene, jeg gider ikke fake mig igennem en anmeldelse “bare” for at få lov til at sætte nogle stjerner ind.

Vi ankom tidligt til området på Refshaleøen, min trofaste wingman og jeg, der i dagens anledning åbenbart havde pakket vores små rustikke man-bags ens. 1 stk. dåseøl 0.5 liter + 1 stk. regnjakke kunne der åbenbart være i hver taske. Begge dele skulle vise sig at være velvalgte genstande. Efter en forrygende taxatur derud (don’t judge us, vi blev magelige på Christianshavn), hvor vi fik serveret semi-racistiske chauffør anekdoter om somaliere, 4 rockerkællinger på stoffer (eller “fisseletter” som han på charmerende vis kaldt dem), Rob Halford og Judas Priest og hans glimrende intuition overfor hvilke kunder man fik problemer med eller ej, slog vi ham ned og løb fra vognen….

Mediearmbåndet er i moderigtig og meget meget “metal” pink i år, det er så straffen for at snige sig ind på den måde, så man kan få lov til at sidde og skrive det her, og derved få en form for løn for det. Yes, I cry – a lot! Tilgengæld blev de udleveret af en særdeles hjælpsom og tiltalende ung dame (call me), så opdagede nærmest først den skrig-pinke kulør, da jeg sad og drak min medbragte bajer og skulle flashe herligheden overfor mr. wingman (der havde købt sin billet på helt ærlig vis!).

Klokken nåede at passere 15.10 inden de fik åbnet to sprækker i hegnet, så man kunne komme ind på selve pladsen, det virkede ærlig talt som om de havde mere travlt med at filme og få nogle billeder af træmmekalve, der kastede djævle-hove i vejret, end rent faktisk at lukke dem ind. Nuvel, som brokhovedet sagde inden han brokkede videre…. ok, lad os bare få det overstået….. der hænger en spilleplan ved Pandæmonium Scenen for alle scener og dage, men, der er en fejl på den. Det er sgu lidt sløj korrektur læsning, så kan de smide lige så mange blodige organer ud på stien ind til pladsen, som de vil, og klæde horder ud i vikingetøj og andet for at skabe stemning, den slags fejl irriterer mig grænseløst (med forbehold for at der også er fejl i dette skriv, naturligvis). Jeg har et problem, jeg ved det, jeg arbejder med det! I gårsdagens tilfælde dulmede jeg i første omgang min tilstand med fadøl og Fossils.

Duoen, der består af en bassist og en trommeslager, har fået en syndflod af roser for deres album Flesh Hammer, og jeg er ikke i tvivl om, at det er fuldt fortjent. Dog var det som om, at deres ellers meget slagkraftige og potente instrumental støj-rock/metal havde lidt svært ved sådan rigtig at ramme kroppen denne eftermiddag. Måske var selv en scene på størrelse med Pandæmonium ganske enkelt for stor for det lille larmende orkester? Det virkede som om Fossils, og deres korte eksplosive numre, ville have meget bedre af små mørke lokaler, hvor man for alvor kan fornemme bandets ellers stramme og dynamiske sammenspil – omgivelserne tog simpelthen gassen lidt af ballonen her. Dem må jeg hellere fange indendørs i en rockklub, nær mig ved en anden lejlighed.

Regnen begyndte at tage til, da vi efterfølgende besigtigede pladsforholdene yderligere, generelt må det siges at det virker som om der er kommet lidt mere plads at boltre sig på, og de omrokeringer af stande og tema-områder der har fundet sted, virker umiddelbart vellykkede.

Færøske Tyr fik den lidt tvivlsomme fornøjelse at åbne Hades Scenen i silende regnvejr, da himlen for alvor trak sig sammen i en ordenlig mørk moppedreng af en sky og åbnede for sluseren. Det tog nu ikke pusten fra hverken band eller publikum, der lod til at have en fin fest. Jeg skriver “lod til”, da vi betragtede det hele fra nogenlunde sikker afstand på bakken, da Tyr’s folk-metal sgu ikke liiiiiige er min kop mjød. Det bliver ganske enkelt FOR folkemusik gøglet for mig, ikke et ondt ord om det, nogen kan også lide balkan-toner, jeg får lidt stres over de kædedansvenlige rytmer og melodier. Når det er sagt, så synes jeg Tyr klarede omstændigheder og vejrlige udfordringer med bravour, og sagtens kunne spille en scene af Hades’ størrelse op.

Efter lidt bissen rundt på græsset og koordination med sent ankomne folk, blev det tid til Monster Magnet på Hades.

Monster Magnet
Monster Magnet

Monster Magnet ***

Det blev en noget ujævn og lidt ugidelig tur, ud i the swamps of Jersey med det aldrende stonerband. Topprofessionelle det er de uden tvivl med hvad der hører til at rutine, men denne tidlige aftenstund var det sgu alligevel som om, at det blev en kende for rutineret. Ja, nærmest grænsende til det halv-sjaskede og lidt for sikre. Det virkede af og til som om de 45 minutter foran et, indledningsvis, medlevende publikum, bare skulle overstås så man kunne pakke sammen og komme videre ud i verden og gøre nøjagtig det samme imorgen og dagen efter. Publikum opdagede tilsyneladende også ganske hurtigt, at her fik man ikke ligefrem noget ekstra for pengene ved at fyre den af, så stemningen blev hurtigt lidt mat.

Misforstå mig ret, det er ikke fordi Monster Magnet ikke kan spille og forsanger Dave Wyndorf ikke længere kan brøle godt igennem det mudrede lydbillede på vokalen, det var bare som om de ikke rigtig gad at stå på Hades. Eller i hvert fald ikke gad yde lidt ekstra, bare for at få det til at virke sådan. Der kom en lille smule liv i kludene igen hen imod slutningen, først med “Powertrip” og dernæst kronjuvelen i deres bagkatalog, “Spacelord”. Men da var det lidt for sent, både at vække bandet helt til live igen, og for alvor få sat fut i publikum. Bevares, de 2 numre er svære at fucke op, og det skete da heller ikke, og publikum klappede da taktfast med, sålænge det varede. For da de sidste toner fortog sig, røg armene ned igen, ingen virkede særligt skuffede over at den korte seance var overstået, folk dryssede væk og koncerten var glemt hurtigere end den regnbyge der nu var overstået.

Scott Ian
Scott Ian

Solen begyndte ligefrem at kigge frem over Helviti da gode gamle Anthrax åbnede hovedscenen, og det gjorde de sgu egentlig med manér. Bandet er aldrig et jeg har dyrket, jeg kender et par spredte numre, især fra start-90’erne, hvor de af og til dukkede op på MTV. Og så er guitarist Scott Ian naturligvis efterhånden blevet helt ikonisk, og et ansigt der jævnligt dukker op i musik dokumentarer og “countdown” shows på VH1 m.m….. Koncerten?! Ja, jo, det var en af den slags koncerter hvor man lige skulle have lidt øl, uddele high fives, klappe på skulderen og generelt stå og være lidt smart på nogenlunde sikker afstand af musikken. Men den korte dom lyder: Udmærket Anthrax, fan blev jeg ikke, men i kan satme stadig give den gas, ikke mindst den velsyngende frontmand Joey Belladonna.

Så gik det i rask trav over til Pandæmonium, hvor det nye danske metal sammenrend Blood Eagle, skulle vise om vingerne kunne bære.

Blood Eagle
Blood Eagle

Blood Eagle ***

Det kunne de, tildels. Bandet har kun en enkelt 3 numre lang EP, Kill Your Tyrants, på gaden, som jeg tildelte 4 stjerner. Der er tale om en solid omgang thrashet død af den klassiske skole, måske lidt for klassiske skulle det vise sig. Først og fremmest er frontbrøler Michael Olsson i besiddelse af en ret imponerende vokal, der er sgu godt med brunsovs og nosser i den stemme, en man får lidt mere hår på brystet af at lytte til. Samtidig gjorde han hvad han kunne for at piske en stemning op blandt det lidt tilbageholdende publikum.

Resten af bandet spillede, som forventet, bundsolidt, men det var som om Blood Eagle, en behjertet indsats til trods, aldrig rigtig fik kradset nogen til blods. Musikalsk fremstod det hele lidt for forudsigeligt, ja, man kan måske sige at bandet ganske enkelt endnu ikke har nok interessante og mindeværdige numre. I hvert fald ikke til at holde den kørende i 40-45 minutter. Man begyndte at kunne gætte sig til, inden et nummer rigtig gik i gang, “nå, nu skal vi vist til at klappe med”, “Nå, nu skal der knyttes næver og råbes hey hey hey”. Klassiske tricks der naturligvis virker, og lidt hører med, især foran et festival publikum, men også noget der gav hele koncerten en lidt for kraftig smag af playing it safe og den der nævnte forudsigelighed.

Så tager vi lige et lille hop i tid, en længere anmeldelse af Iron Maiden’s koncert følger “senere”, og vupti, vi er tilbage ved Pandæmonium hvor Helhorse slap hestekræfterne fri klokken 23.00.

Helhorse
Helhorse

Helhorse ****

Og det var lige før at tøjlerne blev sluppet FOR meget i løbet af bandets 45 minutter i spotlyset. Det var tydeligt, at bandet, med Mikkel Wad Larsen i centrum det meste af tiden, var kommet for at bevise at Copenhell var DERES hjemmebane. Og at de havde fortjent at spille der, det havde de sandelig også, men der var perioder under koncerten hvor det hele tenderede det overgearede og lidt for tændte.

Forstå mig ret, det er helt ok at forsøge at skabe en fest, gejle publikum op og forsøge at “skabe historie”, som Mikkel Wad fik skreget et par gange. Og så kommer det der “men”, men måske skal energi niveauet lige tilpasses omstændighederne, godt nok var vi i en festival setting, hvor der skal tages højde for, at nogle af de fremmødte ikke kender ens musik osv., så man skruer lige op for stadion-tricks blusset, men det var jo ikke Orange Scene der skulle brændes ned.

Selv om jeg momentvis synes det kammede lidt over på den front, så fik det heldigvis ikke lov til at overdøve bandets kraftfulde og muskuløse blanding af hardcore og sludge, men lidt stener-metal tendenser smidt ind i genre opkoget hist og her. Bandets åbningsstatement “Fuck Art, Let’s Kill”, der også åbner bandets roste album Oh Death, gik rent ind. På trods af at denne brunstige hingst har 6 ben at holde styr på på scenen, så synes jeg, at bandet langt hen ad vejen holder rent trav på forbilledlig vis. Med 6 bandmedlemmer og blandingen af hurtige fræsende skriger numre og de mere tung melodiske stunder, kunne bandet nemt komme til at spænde ben for sig selv. I løbet af en koncert, hvor man kommer lidt omkring det hele, fra mægtige “Death Comes To The Sleeping”, over “Black Weed” hen til afslutningen med balstyriske “Get Drunk, Get Mad, Get Even”, er der meget få øjeblikke, hvor man tænker “NU virker det lidt som om de prøver at være 2 forskellige bands på samme tid”. Kort sagt, jeg synes Helhorse er virkelig gode til at få deres mange input til at spille sammen, og spille fedt!

Højdepunktet var for mig personligt en røvfed udgave af “Deathride” fra debutalbummet For Wolves And Vultures, den gav fandeme hård hud under fødderne. Alt i alt slap Helhorse fra koncerten med pelsen indtakt, men måske skal den kraftfulde hest lige hives lidt hårdere i tøjlerne en anden god gang. Eaaaasy boy, pruuuuuh, I er fede nok til at lade musikken tale lidt mere for sig selv.

Så var det sgu ved at være slut for mig på første dagen, lidt for mange øl og tanken om at skulle tidligt op dagen efter gjorde, at jeg skamfuldt og med bøjet nakke, måtte lunte hjemad 4 numre inde i The Psyke Project’s magtdemonstration på Pandæmonium lige efter midnat. Det blev lovet, at bandet ville save Copenhell midtover, da jeg måtte kapitulerer var de godt på vej.

De der busser væk fra pladsen dufter forresten herligt, og jeg elsker at stå og soppe i mit eget sved – god times! Ses i helvede senere i dag!!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

2 COMMENTS

  1. Heldigt du nåede at tage forbehold for egne fejl når nu du påstår at Scott Ian er bassist 🙂

    Ellers rar artikel, og meget samme indtryk jeg havde af selvsamme koncerter.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here