RF09: Coldplay – Orange scene, søndag *****

0
894
views

Når livet er smukt

Vi skal efter min ydmyge mening, en hel del år tilbage i Roskilde annalerne for at finde et virkelig fedt og værdigt punktum på Orange scene. Måske helt tilbage til Travis´s overlegne opvisning en søndag aften i 2002 (undertegnede så kun 5 numre af Roger Waters roste optræden i 2006)? Derfor var det muligvis heller ikke så overraskende, at netop Coldplay formåede at matche den optræden, da de brød igennem på nogenlunde samme tid med fælles udtryk i ”mande tude” rocken.

Der er dog blevet fældet mange tåre siden dengang, hvor Travis nu blot virker som en parentes i musikhistorien, har Coldplay formået at videreudvikle deres lyd og opnået salgstal og afholdt udsolgte koncerter verden rundt, på et niveau som ellers kun er forundt helt store mastodonter som U2. For mig personligt har denne udvikling ikke nødvendigvis gjort Coldplay mere interessante, faktisk stod jeg af allerede efter ”A rush of blood to the head”.

Derfor VAR det rent faktisk en overraskelse for mig, at denne koncert blev en stor optur og nær perfekte afslutning på årets festival. Naturligvis spillede de et par hits af ældre dato, som sikkert ville have glædet mig uanset hvorledes resten af aftenen var forløbet, men bandet valgte at fokusere mest på deres nyeste materiale. En satsning der ikke faldt til jorden.
Stilsikkert gjorde Coldplay deres entre bag et stort hvidt tæppe, så man kun kunne se deres omrids, imens båndede toner af ”Life in technicolor” vækkede det talstærke publikum. Tæppefald, og den udmærkede første single ”Violet Hill” fra det nyeste album, fik straks gang i en skøn søndags fest ude på den tætpakkede dyrskueplads.

At den fest aldrig fik lov til at fuse ud skyldtes en ekstremt veloplagt Chris Martin og lige så velspillende band. Taktikken for at holde fast i publikum var tydelig – læg fra land med hit parade!
Denne taktik lykkes til fulde og hvem gider så hænge sig i små ting som, at Chris Martin i al sin inderlighed synger lidt falsk hist og her. Petitesser, for denne aften handlede om det fulde billede- og et smukkere billede bliver vanskeligt at finde.
Et af deres bedste numre ”Clocks”, den næsten lige så glimrende ”In my place” og hittet over dem alle ”Yellow”, leveret medlevende og modtaget endnu mere levende under den aftagende aftensol drønede ud fra scenen med Chris Martin som evig indpisker. På dette tidspunkt var stemningen allerede så euforisk, at man frygtede at koncerten ville knække når de forventede roligere passager holdt sit indtog. Igen havde jeg dog undervurderet Coldplay´s formåen, eller publikums begejstring og vilje til at presse den sidste smittende glæde ud af den årlige uge væk fra hverdagen!

Crowd pleaseren ”Fix you” fik banket urin støvet ud af svælget før tempoet klogelig blev sat ned med ”God put A smile upon your face” og en nænsom udgave af ”The hardest part”. Herefter fulgte koncertens absolutte klimaks da band og omgivelser smeltede sammen i ”Viva la vida”, der synes skabt med det ene formål at bringe masserne i kog. Sangens ”Åh oh åh åh åååååh” kunne stadig høres i spredte grupper rundt omkring på pladsen, lang tid efter Orange lukkede ned for i år. Simpelt, men effektivt!
Coldplay – Viva la vida (pro video)

At en af poppens aller største ikoner, den største vil nogen hævde, Michael Jackson, var afgået ved døden få dage forinden var næppe undsluppet selv den stiveste festival gæsts opmærksomhed. Markeringer af den slags triste begivenheder, med hyldester af alle tænkelige slags, kan nemt blive en klæg, corny eller decideret frastødende omgang. Dette lod Coldplay sig dog ikke skræmme af.
Tværtimod smed de paraderne, eliminerede afstanden til publikum og trådte ud på en lille ”intim” scene midt i menneskehavet – og slap nogenlunde helskindet fra deres stripped down version af ”Billie Jean”. Det kunne bestemt have lydt smukkere, men folk var med, forstod tydeligvis denne gestus for hvad det var og slugte det lige så råt som resten af Coldplay´s brandvarme buffet.
”Viva la vida” i et remix spillede bandet tilbage på scenen og tilfredsstillede den forsatte sult efter fællessang. ”Politik” og især den nye ”lovers in Japan” markerede det eneste tidspunkt, hvor koncerten var lige ved at gå lidt i stå og hvor gæsterne virkede mættede. Men ingen musikalsk festmiddag som denne uden en lækker dessert.

Den blev serveret i form af ”The Scientist” og ”Life in technicolor II”, men som de fleste ved er det godt at lade folk gå fra borde før de bliver overmætte – så kommer de tilbage for at få mere på et senere tidspunkt. Så med det lukkede og slukkede Orange scene 2009.
En grådig feinsmecker ville måske påpege at små delikatesser som ”Don´t panic”, ”Shiver” eller ”Trouble” fra ”Parachutes” manglede på menuen, men når ens egen smag som nævnt har ændret sig siden sidst man smagte på Coldplay, så kan man ikke tillade sig at brokke over at bandet selv er gået i en anden retning.

Slet ikke når de som her tog røven på mig og, for om ikke andet så for en kort stund, at genoplive min kærlighed til deres musik. Viva la vida!

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here