Ciccone Ritchie: Within Our Parameters *** (3/6)

2
1496
views

Københavnske Ciccone Ritchie har ved første øjekast gang i noget rigtig godt, pressematerialet ser godt ud, kommer både på dansk og engelsk, det vækker ens nysgerrighed og i det hele virker indpakningen ret indbydende. Men der skal jo også være noget indeni pakken, og her halter det desværre en smule.

First things first, Ciccone Ritchie kan sagtens spille, de behersker instrumenterne flot og kan i princippet også skrive sange der hænger godt sammen. Desværre er sangene så forglemmelige at et helt album med dem bliver lidt af en ørkenvandring, uden mange mindeværdige stunder. En skam, men sådan har jeg det altså – nærmest intet i sangene hænger fast. Deres bud på “følelsesbetonet autentisk rock”  klinger, for undertegnede, lidt som en blanding af energien fra start 00’ernes college rock, det emotionelle udtryk har lidt emo-rock over sig, og så en skvis metallisk overhaling af instrumenterne, til at give musikken noget tung bund hist og her (især trommerne).

Misforstå mig ikke, det lyder faktisk ganske glimrende og er godt eksekveret, man fornemmer en fin rød tråd igennem Within Our Parameters 10 numre. Hvilket også skyldes den fine produktion fra Christian Bonde i CB Studios, vi er lidt i den pæne ende af rock-skalaen rent lydmæssigt, men det passer til musikken, og der er plads til at Ciccone Ritchie glimtvis viser tænder. Nej, der er ikke rigtig noget at komme efter på den side af sagen, problemet er, at albummet føles alt alt for langt, og ender med at flyde sammen til en lettere udefinerbar masse.

Som nævnt er der dog glimt af noget der rykker, som den Feeder-klingende åbning, på åbningsnummeret “Bang Goes Evil”, men nummeret forfalder lidt for hurtigt til bombastiske trommer og lidt for meget smæk på, så antydningen af nogle fine melodiske nuancer drukner. På et nummer som dette, er det netop i nuancerne at meget kunne være “reddet”, man sidder hele tiden med følelsen af “så, nu er de lige ved at fange mig for alvor”, og så kommer der et unødvendigt temposkift eller der bliver lige jokket lidt for meget på gaspedalen et eller andet sted, og man når ikke at komme med. Ikke fordi bandet er hæsblæsende temporyttere som sådan, det går ikke FOR stærkt i den forstand, musikken rummer bare lidt mathcore tendenser hvad angår temposkift. Ikke altid lige min kop the.

På næstsidste nummer, “Safety Dwells”, trækker de endda tempoet helt ned, i hvert flad kortvarigt indledningsvis, inden bandet eksplosivt jump-starter nummeret for alvor. Man kunne godt ønske sig, at de var blevet lidt længere i det afdæmpede leje, i stedet for at vi endnu engang skal halse mod – og igennem – et omkvæd og en melodisk opbygning man synes at have hørt nogle gange i løbet af albummet. Her begynder man også at blive en kende træt af vokalen, der det meste af Within Our Parameters bruger de samme tricks, fraseringer og toneleje. Sammen med sangenes grundlæggende opbygning pladen igennem, bliver det simpelthen for forudsigeligt over 10 sange.

Af og til bliver det hele også bare for bumlende, i numre som “In Ignorance I Trust” og “Lust Among Lies”, midt på pladen, er det som om tumultarisk larm får for meget plads, så melodierne hvirvles væk. Igen er det som om, at der gives lidt for meget gas, i stedet for at give det melodiske lidt mere plads. Sjovt nok skifter “Lust Among Lies” titel til “Gashåndtaget” hvis man afspiller den på sin computer – det gashåndtag skulle der måske lettes en smule på? Hvor disse numre lider under lidt for meget gashåndtag, så er numre som “Sleep” og “Dear Ancestry” bare sådan lidt anonyme i det, de fylder albummet ud, gør ikke nogen fortræd, men tilføjer ikke rigtig noget til Within Our Parameters som man ikke kunne have undværet.

Det er når Ciccone Ritchie ændrer deres egen formel, at man skimter bandets virkelige potentiale, og man fornemmer bestemt, at der er potentiale til mere end jeg synes de overordnet får udtrykt på dette album. På “FourDoubleSixSixFour” lyder det som om de har lånt grundrytmen i AC/DC’s “Hells Bells” og givet den et frisk los bagi. Der spilles mere afventende, hvilket virkelig klæder bandet som helhed, lidt mådehold er altid godt. Det gør at stemningen bliver mere ulmende og opbygningen ganske enkelt mere effektiv, i hvert fald i mine ører. Hvilket gør, at når det uundgåelige temposkift indtræffer, så rammer det meget bedre end på de fleste af bandets andre numre. Sådan skal den sgu skæres!

Af de mere tempofyldte sager er “My Fortress, My Prison” min favorit, her doserer bandet kræfter og virkemidler, så man ikke føler sig overbebyrdet, hægtet af eller bare små-irriteret. Det viser samtidig, at Ciccone Ritchie og jeg sagtens kunne blive bedre venner end tilfældet er på Within Our Parameters, der skal bare slappes lige lidt mere af, så det hele ikke kommer til at virke så anmassende og frembrusende. Og så kommer vi desværre ikke udenom, at bandet mangler virkeligt mindeværdige melodier til at kunne bære et helt album i mål.

Måske er det største problem simpelthen, at det lyder som fængende musik, der ganske enkelt viser sig ikke at være fængende nok. Det efterlader en underlig tom følelse af at være hægtet af og holdt udenfor. Jeg ville egentlig gerne være mere med, men det er tydeligvis ikke en fest jeg kan være med til. Jeg ville helt klart have foretrukket en EP med 5 numre, frem for et album med det dobbelte, men nu ER Within Our Parameters en LP og ikke en EP, og i dette tilfælde ender LP virkelig med at føles som “Long Player” – hvor de gode elementer der er tilstede ikke får plads nok, trods spilletiden.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Within Our Parameters udkommer d. 24/5, følg med på bandets Facebook-side

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

2 COMMENTS

  1. Så blev den da forsinket en del, for den udgivelsesdato vi fik oplyst var d. 24. maj….. 2014;)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here