Chorus Grant: Space **** (4/6)

0
989
views

Kristian Finne Kristensen aka Chorus Grant udsendte helt tilbage i februar albummet Space, et album vi først fik samlet op efter sommerferien. Det var en skam, for det er en fornem udgivelse, der giver sig tid og ikke gør opmærksom på sig selv ved at være frembrusende. Det er en stille sniger.

Det er på en og samme tid også pladens store force og hæmsko, er du i stemning og humør til en tyst følgesvend, der over 13 numre pakker en ind i et behageligt musikalsk tæppe, så går Space rent ind. Er du lidt mere distræt eller bare ikke in the mood, så bliver Space’s svævende små-sørgmodige og grå/blå toner hurtigt til et lidt for sagte baggrundssoundtrack, som forsvinder ud i verdensrummet.

Så kan man mene, at “problemet” og udfordringen ligger ved den enkelte lytter, i dette tilfælde – mig. Korrekt, men nu er en anmeldelse jo også delvist en individuel oplevelse, rent objektivt er der ingen tvivl om at Space, og dens 13 numre, emmer af 5-stjernet musikalsk kvalitet. Men på det individuelle plan, bliver det over et helt album lige lidt FOR slumrende at lytte til. Egentlig på en god måde, men man savner lige nogle enkelte udbrud, der kunne ruske lidt op i lydbilledet.

Albummet lægger ud med den fantastiske “O Everyone”, der på forbilledlig vis formår både, at være et på alle måder velskrevet og veludført nummer, og et der rummer hitpotentiale. Den tøffer roligt af sted med en lækker moderne soul-vibe, i mens den behagelige vokal hiver en helt tæt på. Der er ikke de store armbevægelser i det minimalistiske lydbillede, men alligevel er det et nummer der får en til at standse op og lytte. Måske fordi sangen i bund og grund bare virker enormt beroligende? Sådan er det med flertallet af numrene på Space, de virker beroligende, tryghedsskabende og får pulsen ned. Der er bare fare for, at man i løbet af de 13 numre får for lavt blodtryk.

Ikke indledningsvis, “O Everybody” følges op af den næsten lige så fremragende “Long Ride”, hvor pulsen stiger en lille smule med en fin fin diskret lille guitar melodi, virkelig labert. Det lyder i det hele taget gennemført smagfuldt og lækkert det Chorus Grant leverer på Space. Hvor Finne på åbneren stemmemæssig befandt sig i det mere soul-poppede leje, så skruer han her ned og snakke-hvisker-synger nærmest helt ind i øret på en. Men føler, at man er helt tæt på, næsten helt inde i nummeret, som smyger sig elegant om en. Tredje nummer, “The Sudden Rupture”, er en tilbagevenden til den flotte soulede klang fra “O Everybody”, nu tilsat lidt mere tusmørke klang og en stille let-desperat følelse af isolation – noget der forstærkes ved, at vokalen lyder som om den klinger ud af mørket fra et stort tomt rum.

Og sådan kunne man egentlig blive ved, det ene lækre nummer efter det andet lægger sig som en varm dyne om en på en kølig nat – i en sådan grad, at undertegnede er lige ved at føle sig halv-kvalt og omklamret til tider. Vi er tilbage ved indledningen, det her ER en smags- og humørsag. Hvis man ikke bliver vugget ind i en behagelig og helt afslappende meditativ tilstand, måske ligefrem en lur, så venter der flere vellykkede numre i løbet af pladen. “Separate Room” er endnu en af de skæringer, der både føles nærværende og dyb, men også har potentiale til at nå et bredere publikum – trods den meget lidt flashy musikalske indpakning.

På trods af, at grundtonen er afdæmpet og instrumenteringen i de enkelte numre meget sparsom, så er der masser af variation at finde albummet igennem. Fra det lidt Beatles klingende klaver på “All Elbows”, de vokalmæssige udflugter helt ud i det lyse register på “Godplan” eller vokalens klang og stemmeføringen på “Taxi Off The Password”, der leder mine tanker i retning af Paul Simon. På den blændende “The Ideal” gøres der brug af orgel og veldoseret kor, i mens den korte “8 Lanes” nærmest tager form af et lille digt, fremført imens vi cruiser ud af “the Hollywood Boulevard at night”.

Do you remember when we went up too Mulholland Drive
And we found those keys in the night
Those keys I thought would fit just right
To this imaginary life
This imaginary life…… that I’d like

Og således svæver vi længselsfuldt ud i natten med Chorus Grant sikkert og roligt bag rattet…. eller nu hedder albummet jo Space, så måske er det i virkelighed ud i rummet man flyder rundt? Space kunne også relaterer til, at her er et frirum (måske soveværelset afbilledet på coveret), et mentalt åndehul om man vil, med plads til at lade tankerne og følelserne vandre, alt i mens man fyldes med særdeles velkomponeret og smukke sange fra Chorus Grant. Så længe man har lyst til at opholde sig der, så er det en storslået musikalsk oplevelse, mister man lysten eller får nok, så har man lyst til at sprinte hen mod døren og smække døren til det rensende wellnes rum i, i en fart.

Vi ender på 4 kæmpe store stjerner, der kan veksles til 5 af de flotte – når man kan rumme det.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Esben Bøg Jensen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here