Catch the Breeze: Glow ★★★★☆☆

0
249
views

Glow får Catch the Breeze splejset shoegaze sammen med Midlands-inspireret rock. Resultatet bliver en interessant plade, som dog stadig lider af shoegazens mangel på hooks og melodier.

På hele Glow er udtrykket konstant i den stille støjende ende af skalaen, hvor der er masser af effekter på guitarer, men uden at det bliver larmende. Lidt post-rocket, hvis ret skal være ret.

Aage Hedensteds vokal ligger også roligt, aldrig forceret over suppen af effekter, drevet af en solid tromme- og basbund.

Hedensteds stemme kunne for øvrigt snildt have narret mig til at tro, at numrene var et nyt Editors-udspil. Vi må dog – desværre – lytte forgæves efter et ’It kicks like a sleep-twitch’-breakdown.

Nuvel. Catch the Breeze er også ude i et andet ærinde her… Med dæmpede, fedtede gains er der små, melodiske figurer i instrumenteringen, mens Hedensteds messende stemme bærer sangene frem. Og i modsætning til megen drømmepop (en genre, Catch The Breeze også definerer sig selv inden for), er der ret fast vers-bro-omkvæd-struktur på sangene.

Endda mere end Slowdive, fra hvem vi må antage at bandet har lånt deres navn (Slowdive har udgivet et nummer, der hedder ‘Catch the Breeze’).

Men det hele hænger ret fint sammen på Glow. Nej, variationen er ikke den største, men når der så eksempelvis sparkes nogle høje dive-toner på guitaren ind i et nummer som ‘Paper Lanterns’, lægger man så meget desto mere mærke til det.

Hedensteds vokal er desuden ganske fremragende i sin rolige, nærmest reciterende stil og at der ikke er tale om en one-trick-pony bliver understreget i den decideret smukke ballade ‘Sister Winter’, der med luftige trommer og en uendelig ro fremføres med eftertryk.
Og så igen: et nummer som eksempelvis ‘Sleepwalker’ bliver måske netop for anonymt og ret beset er det svært at finde mere end to numre, der for alvor stikker ud og gør sig særligt bemærket.

Heldigvis er det så også ganske fint, da ‘Paper Lanterns’ og ‘Sister Winter’ er virkelig fine numre. Og den generelle lyd og feeling holder egentlig helt fint, hvis man køber ind i idéen om, at Catch the Breeze altså ikke spiller musik, der skal overraske eller variere særlig meget. For de kan noget med at etablere en lyd, sætte en stemning og gribe noget opmærksomhed, manglen på variation til trods.

Og alligevel sidder man ikke som lytter efter niende og afsluttende nummer – ‘Starlight’ – med en knugende trang til at trykke ’play’ igen. Ikke fordi man er mæt, men i virkeligheden fordi der er for meget ’rugbrød’. Eller måske rettere; lydmæssig sovs.

Jo, der er temaer her og der, der gør at man kan skille numrene ad. Men de er hurtigt ude af sind, når tonerne er klinget ud.

Jeg tror – og her skal der indsparkes et forbehold om, at det måske ikke er min genre – at de bedste numre er dem, der minder om Interpol eller Editors. Og der har vi altså både Interpol og Editors, som nok i den sidste ende er bedre til at lyde sådan.

Når alt lægges sammen, så er det dog tydeligt at der er kvaliteter på pladen. Og giver man den ti gennemlytninger, vil der sikkert også dukke noget op, som jeg med mine fire-fem stykker alligevel her blot sparker til hjørne som druknende i lyden.

Så vi havner på fire stjerner for en god plade, hvis største brøde nok er, at jeg stiller et måske unfair krav om variation til en genre, der ikke er kendt for netop dét.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here