expand
GFR
GFR

I asken efter det aarhusianske indie-rockband Yellowish rejser Catch The Breeze (er navnet mon en reference til et album fra Slowdive?) sig, de forsætter med at brede indie-vingerne ud og beflyve kendt territorium, men de gør det med stor sikkerhed og gode sange.

Vingerne kan kort sagt bære og selv om det er velkendte virkemidler der dominerer Catch The Breeze’s debut EP, så tager man gerne en rundflyvning mere i indieland med disse kompetente rejseledere.

Stilen er semi-støjende 90’er indie med drømme-pop passager og en vokal der leder tankerne i retning af Paul Banks fra Interpol – bare i et lidt lysere stemmeleje. Sammenfaldet bliver kun en enkelt gang så markant, at det er forstyrrende, mere om det lidt senere. Overordnet holder Aage Hedensted’s vokal sig på den rette side af “minder mig om” og “lyder som”. Rent musikalsk er det sten- og stilsikkert hvad trioen, der ud over Hedensted (vokal/guitar) består af Lars Madsen (bas) og Andreas Bundgaard (trommer), leverer på EP’ens 5 veludførte numre.

Udgivelsen er af den slags, der lige skal have lov til at simre lidt. Første gang jeg lyttede den igennem var jeg ikke blæst omkuld, men gentagende lyt afslører, at musikken sniger sig ind på en, griber fat og nægter at give slip igen. Åbneren “When The Sparks Fly” kommer ikke farende ud i fjæset på dig så gnisterne springer, den lurer i stedet tålmodigt med sin tilbageholdende og afventende melodi, så man ikke når at opdage at den langsomt men sikkert rykker nærmere og får taget i en. Til trods for, at den på overfladen er rolig og holder sig i skindet, så ulmer der et eller andet bagved. Om det er varmt eller køligt, måske begge dele, er ikke helt til at fastslå. Begge dele, for da varmen og kulden støder sammen midt i nummeret trækker stormen op, intensiteten stiger og nummeret folder sig for alvor ud. Fornem opbygning og eksekvering og en virkelig stærk åbner, der giver smag på mere.

Førstesinglen “Seven Years of Heavy Dreams” følger op og får for alvor sparket noget tempo ind i EP’en, med en levende og smittende melodi, der nærmest lyder sådan lidt små-naiv og inviterende på en 90’er glad måde – man forstår valget af den som single. Der er noget umiddelbart catchy og inviterende over sangen, men den rummer også andre facetter. De fleste af Catch The Breeze’s numre har sådan en understrøm af noget sørgmodigt, på en god måde, over sig, “Seven Years of Heavy Dreams” er ingen undtagelse, men det lægger titlen vel på en måde heller ikke op til.

EP’ens midte udgøres af “The Shallow Bed”, hvor trioen igen bygger effektivt og tålmodigt op, stemningen slås an og får lov til at rodfæste sig det første minuts tid, inden Hedensted’s behagelige vokal sætter i, og fører os sikkert helt ind i sangen. Nummeret gennemstrømmes af en lettere rastløs puls og energi fra bassen og trommerne, der giver en følelse af, at man svæver eller flyder af sted – en følelse af bevægelse og af at blive taget med af strømmen. “You might recover // You might recover soon // Despite everything, follow me”, lyder opfordringen, og man følger med ind i sangens kerne, hvor musikken cirkler om én og opfordringen gentages. Cirka 3.45 inde i sangen kommer passagen, hvor både stemning og klang næsten bliver så Interpol’sk, at det bliver for meget – men de tanker blæses hurtigt væk af en støjende outro på nummeret.

På tilsvarende tålmodig vis åbnes EP’ens næstsidste nummer, “Reunite Your Forces”, hvor der bruges over et minut på opbygningen af grundstemningen, inden der kommer vokal på. I mindre kompetente hænder kunne det måske hurtigt komme til, at føles en kende formularisk, men Catch The Breeze virker som et band der har fuldstændig styr på virkemidlerne, doseringen og hvordan sangstrukturer fungerer bedst for dem. Nummeret gennemstrømmes af en let og luftig atmosfære, ja, næsten en brise, der får lov til at vokse organisk indtil musikken tager til i vindstyrke i nummerets anden halvdel. Hvis der er noget trioen virkelig har flair for, så er det at bygge et stort og stemningsmættet lydbillede op, på en diskret og enormt effektiv manér. De kommer ikke buldrende med samtlige instrumenter på fuld kraft som på anmassende vis fylder rummet med massiv lyd, de får det “bare” til at vokse naturligt frem i løbet af sangene – nogle gange som en mindre sonisk storm, andre gange mere afdæmpet, men hele tiden meget fyldigt og omsluttende.

Anden singlen, “International Love”, runder EP’en af, et nummer jeg ikke var helt solgt på da jeg hørte det første gang. Den skal dog også bare have lidt tid og lov til at vokse, så kryber den stille og roligt ind under huden på en og bliver et nummer man har lyst til at høre igen, når den rinder ud. Det er som nævnt et fællestræk for EP’ens 5 numre, og en af Catch The Breeze’s store forcer. Det skriger ikke af instant hit fra start, men giver man tid og plads, så bider sangene sig fast og udviser stor slidstyrke. Det skyldes ikke mindst trioens utroligt sikre hænder, som tilsyneladende ikke ryster en eneste gang i løbet af Catch The Breeze.

Faktisk er det næsten så sikkert, det er tydeligt at bandet består af rutinerede og dygtige musikere, at der ikke rigtig er noget at sætte en finger på – og det bliver på en måde en lille hæmsko for EP’en i sidste ende. Der savnes måske lidt mere flossede kanter og et band der træder ud af deres comfort zone, men men men, det er småting. Det lyder jo lidt underligt, at kritiserer nogen for at være FOR gode og sikre, men man fornemmer der ulmer noget i Catch The Breeze, som kunne være spændende at få ud. Fordelen er så, at man føler sig i usvigeligt sikkert og trygt selskab med bandet, hvor man roligt kan læne sig tilbage og bare lade musikken omfavne en.

Catch The Breeze får pustet sig op på en lille 5’er.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook